Var Det Kærlighed?

Hvad hvis hun dør?

(Julies synsvinkel)

Jeg vågner inde på Marcus' værelse. Jeg med mit hovede på hans bryst og holder ham i hånden. Han sover stadig. Jeg kan mærke at jeg ikke har det så godt.

Lige pludselig styrter jeg ud på toilettet. Jeg skal kaste op. Jeg kan mærke en hånd på min ryg. Det er Marcus. Han nusser mig på ryggen. Det plejer at hjælpe når jeg er syg og det ved han godt. Det gør det nemmere at kaste op.

Marcus sætter mit hår op i en hestehale så jeg ikke får bræk i håret. Jeg er blevet rigtig svimmel. Han hjælper mig ind på værelset og ned og ligge. Hele min krop klapre. "Du kan nok ikke komme i skole idag" siger Marcus.

"Men jeg vil i skole" siger jeg som om jeg var et lille barn. "Hvad sker der?" Spørger Gerd Anne da hun kommer ovenpå. "Julie er syg hun er rigtig varm og har lige kastet op" siger Marcus.

Hun tager min temperatur. "41,7" siger hun. Jeg kan se Marcus bliver lidt nervøs. "M men kan man ikke dø af det?" Spørger han langsomt. "Jo men det er maget sjældent at det sker" siger Gerd Anne. Og så slapper Marcus lidt mere af igen.

(Marcus' synsvinkel)

Julie har høj feber. Hvis hun dør så vil jeg ikke kunne tilgive mig selv. "Julie du kan alså ikke komme i skole" siger mor til hende. Jeg kysser hende på kinden. "Jeg glæder mig til at komme hjem og se dig frisk igen. Du siger jo at du plejer at blive rask efter en dag" siger jeg smilende. "Det lover jeg også at jeg er" siger hun og smiler. Jeg smiler tilbage og går.

"God bedring" siger jeg inden jeg går ud af døren med Martinus.

Inde i klassen.

Jeg sidder på min plads og savner at Julie sidder og holder min hånd. En enkel tåre falder fra mit øje men viser det ikke. Martinus kommer hen og aer mig på ryggen. "Hun klare den" siger han og smiler men jeg er stadig nervøs.

"Okay allesammen sæt jer på jeres pladser" siger Camilla. "Er der nogen der ikke er her idag?  Spørger hun. "Ja Julie kommer ikke i skole hun er syg" siger Martinus.

Lidt efter.

Vi har fået 10 minutters pause men jeg kan ingenting. Jeg savner Julie. Jeg har lyst til bare at løbe hjem. Men jeg er nød til at blive her. Det føles som den længste skole dag i mit liv. Også selvom vi har fri klokken 3. Jeg begynder at nynne without you.

I slutningen af timen.

Jeg sidder og venter til at vi har fri. Klokken er maget snart 3. Jeg kan ikke vente længere på at komme hjem og se raske glade Julie. "Så må i gerne pakke jeres bøger væk hav en god weekend" siger vores lære og jeg skynder mig at pakke sammen, nærmest løber ud af døren hen til mit skab, ud på vejen sammen med Martinus og hjem.

Der hjemme.

Jeg åbner døren og håber på at se Julie være rask og frisk men ser hende overhovedet ikke. "Hvor er Julie?" Spørger jeg min mor. "Hun er ovenpå hendes temperatur er steget til 47,2 jeg kunne slet ikke få hende op at stå efter i var gået og hun har kastet op 7 gange" siger hun og en ubehagelig følelse breder sig hurtigt inde i min krop. Jeg løber ovenpå og ser Julie ligge i min seng så skidt som man kan have det.

Jeg skynder mig over til hende og tager hendes glo hede hånd. Jeg har tåre i øjnene. Jeg kan ikke klare at se hende sådan her.

"Marcus jeg klare den bare rolig" siger hun med en mega hæs stemme og så besvimer hun. "Moar Julie er besvimet!" Råber jeg med stemmen fuld af gråd. Hun skynder sig her op. "Jeg ringer til en ambulance kan du løfte hende nedenunder?" Spørger hun hurtigt. Jeg nikker og skynder mig at tage hende ned.

På hospitalet.

Jeg er rigtig bange. Jeg græder. Martinus trøster mig. Men han siger ikke noget. Han aer mig bare på ryggen. "Jeg vil ikke miste hende" nærmest hvisker jeg. "Det vil jeg heller ikke" siger Martinus stille. Jeg har lyst til bare at falde ned på gulvet og skrige. Men jeg lader være. Det ville nok være både mærkeligt og uhensynsfuld. Jeg kigger ud af vinduet. Lidt efter kommer en læge ud. "Hun vil vågne igen om et par dage. Hendes temperatur er faldet til 34,3 hun kan komme hjem på onsdag" siger han.

Jeg er glad for at jeg ved hun klare den. Tænk hvis hun døde. Så ville jeg aldrig nogensinde kunne noget igen. Ingen kan erstatte hende. Jeg elsker hende allermest i hele universet og mere end det. Jeg kigger på halskæden hun gav mig. "Må jeg gå ind til hende?" Spørger jeg lægen og han nikker. Jeg rejser mig op og går ind ad døren.

Hun ligger bare der helt stille med lukkede øjne. Jeg tager hendes hånd. Den er ikke ligeså varm længer men varm er den stadig. Jeg kysser hende blidt på kinden. Jeg lader en enkel tåre falde.

Jeg går ud igen. Så tager vi hjem. Imens vi sidder i bilen forstiller jeg mig Julie som sidder og nusser min hånd men hun er der jo ikke i virkeligheden. Jeg kan ingenting. Jeg sidder bare og kigger ud af vinduet uden at sige noget.

(Martinus' synsvinkel)

Jeg kan ikke bære at se Marcus være sådan. Hans hjerte er jo gået midt over og blevet til tusinde stykker. Jeg håber virkelig han bliver sig selv igen. Jeg håber både for min, Julies og Marcus' skyld at Julie snart har det godt igen.

Aften der hjemme.

Vi sidder oppe på Marcus' værelse og går live på live.ly. Alle bliver ved med at skrive "follow me" og "BFF me" det er okay men alså Marcus er stadig ikke som han plejer. Folk begynder at skrive "er der noget galt?" Og "hvad er der sket?" Han siger hvad der er sket og en tåre falder fra hans øje.

Vi går tidligt i seng så alt snart kan blive godt igen.

Hejsa næste kapitel starter dagen efter så er i forbedret. Jeg er så glad for at i læser min historie. Jeg ligger virkelig maget arbejde i det. Hvis i finder stave fejl må i maget gerne skrive det i kommentar feltet. Ses elsker jer😘😍❤️