Var Det Kærlighed?

Tilde og Martinus-Martinus og Tilde.

Vigtig forfatter besked i bunden!!

Tildes synsvinkel.
Vi er lige kommet hjem fra kolonihave. Det bar mega hyggeligt. Julie var mega ked af det da vi kørte afsted men jeg fik hende i bede humør og sp fik vi lov at ride på hestene oppe på gården hvor vi arbejder. Jeg har ikke snakket med Martinus siden den dag han var ligeglad.

Jeg tror nok jeg har fået følelser for ham igen men det håber jeg ikke. "Du ved godt Martinus er helt skudt i dig ik'?" Spørger Julie helt ude af det blå. "Er du sikker?" Spørger jeg usikkert. Hun nikker. "Ja. Dengang Marcus og jeg var sammen blev han noglegange trist af at se os sammen" "det kan også være at han bare er helt skudt i dig og så er trist over at du var sammen med Marcus" svarer jeg med et overbevisende smil. "Nej er du dum?! Martinus er sgu da ikke forelsket i mig vi er bare venner" siger hun grinende.

"Men hvordan går det egentlig med Marcus?" Spørger jeg. "Jeg ved det ikke. Jeg har ikke talt med ham siden sidste uge" siger hun stille. "Jeg skal jo også i plejefamilie idag og så kommer jeg ikke i skole imorgen på grund af flytning og så videre" siger hun bagefter.

"Vil du sove hos mig idag?" Spørger jeg glad. "Ellers tak. Det har jeg ikke rigtig overskud til" siger hun. "Nå men skal jeg så hjælpe dig med tingene imorgen?" Spørger jeg. "Jo tak men Martinus er der altså også" siger hun så. "Ja Fuck det så ignorere jeg ham bare" svarer jeg grinene.

"Tak for at jeg måtte komme med" smiler Julie. "Altid Julie" smiler min far som jo hedder John. Hun løber hen til hoveddøren til drengenes hus og går ind.

Julies synsvinkel.
Jeg åbner døren og træder ind i gangen. Emma er hurtigt ude ved mig. "Hej Julie." Råber hun glad. Jeg tager hende op i mine arme og svinger hende rundt. "Hej Emma." Siger jeg glad. Da jeg vender mig om ser jeg Marcus stå i døren ind til køkkenet med en lidt trist mine. Jeg går bare koldt forbi ham og mumler et "Hej."

Det gør ondt at ignorere ham men jeg bliver nødt til det. Martinus kommer hen til mig og krammer mig. "Hej Julie var det en god tur?" Smiler han. "Ja det var okay." Svarer jeg glad. Eller jeg prøver for jeg er ikke den mindste smule glad. Jeg går op og tager et hurtigt bad og vælger at gå i seng med det samme. Uden noget.

Næste dag.

Idag skal jeg i plejefamilie. Jeg glæder mig på en måde. Martinus og Tilde har ikke snakket sammen mega længe og jeg synes virkelig det er synd for dem begge. Tilde har sagt at hun ikke er forelsket i ham længere men jeg synes hun skal droppe sit pis for det ved alle godt ikke passer.

Jeg træder ud af sengen og rejser mig op. Jeg har ikke sovet så meget i nat. Marcus er i mine tanker hele tiden og det forstyrer mig. Han er virkelig alt jeg ønsker mig men jeg kan bare ikke. Man kan ikke få alt hvad man vil have. Det må jeg lære at respektere.

Jeg sætter mig i vindueskarmen. Lidt efter banker det på døren. Jeg kigger automatisk derhen, mumler et "kom ind." Og kigger ud af vinduet igen. Jeg kan høre døren åbne og en der træder ind. "Hvad vil du?" Spørger jeg, måske lidt koldt. "Julie du må ikke også være sur på mig okay? Du virkelig min allerbedste veninde og jeg ønsker dig kun det bedste" siger Martinus.

Jeg kigger ikke på ham. Bare af at se på hans tvilling gør mig ked af det nu. "Jeg er bare kommet for at hjælpe dig med at hente dine ting" siger han så. Jeg hopper ned fra vindueskarmen og begynder at hjælpe Tinus med at bære sengen ud af rummet.

Jeg ser Marcus på vej ud af døren til hans værelse. Han ser ikke mig og det er okay men jeg kan ikke fjerne mit blik fra ham. Jeg har bare virkelig lyst til bare at løbe over og kramme ham. Fuck hvor jeg elsker den dreng.

Tildes synsvinkel:
Jeg er på vej hjem til familien Gunnarsen for at hjælpe Julie med at flytte sine ting. Jeg ser deres hus og hoveddøren går op. Martinus træder ud mens han slæber på en seng. Derefter kommer Julie ud mens hun holder i den anden ende af sengen. Martinus kigger på mig og smiler trist. Jeg smiler lidt tilbage og vinker til Julie. Hun råber "hej" tilbage og jeg løber resten af vejen.