The Music School Miami

Kapitel 8

"Hey er du ok?" spørger den forvirret kvinde mig.

Jeg kigger ned på mine hænder.

De ryster.

Jeg laver et lille nik, da hun puffer mig ind mod scenen.

Hun giver mig en mikrofon, og jeg går derind.

De fem skridt føleles lange.

Spotlightet er med det samme kun på mig, og jeg får kvalme, da jeg ser alle de mennesker.

For mig oppe på den kæmpe scene, så ligner det hele jordens befolkning, som sidder derude og ser på mig.
Det er sikkert kun halvdelen, men så den anden halvdel ser med på tv'et.

Jeg opfanger hurtigt flere kameraer, som filmer mig, og kun mig fra al verdens vinkler.

Jeg når ind på midten, hvor der er klistret et lille klistermærke med skolens mærke.

"Hvad er dit navn søde?" spørger Cheryl Cole, som er en af dommerne i år.

Jeg kigger forvirret rundt. "Milla... Milla Erikson" får jeg fremstammet.

De fire dommere Cheryl Cole, Britney Spears, Maroon 5 og Eminem kigger alle ned i deres papirer.

"Er det ikke dig, som er fra Danmark?" spørger Eminem, og jeg nikker.

"Du er en af de heldige. Dem har vi ikke så mange af her" han smågriner, og kigger over på de andre dommere.

"Du kan bare begynde Sweetheart" smiler Britney til mig.

Jeg tager en dyb indånding. Okay. Det er nu, det hele gælder.

Jeg kan have den mest perfekte stemme, som bare har ligget og ventet på dette øjeblik.

Men jeg kan også have en stemme, som bare er totalt ødelagt af alt den forvirring, spænding, rysten og nervøsitet.

"Party girls don't get hurt
Can't feel anything, when will I learn
I push it down, push it down"

Dommerne kigger ned de første sekunder, men da de hører min stemme, kigger de alle fire chorkeret op.

De havde nok ikke regnet med det, tænker jeg.

Jeg synger videre, og stille og roligt, så får jeg også publikum med.

Nogle rejser sig og klapper, andre sidder.

"But I'm holding on for dear life, won't look down won't open my eyes
Keep my glass full until morning light, 'cause I'm just holding on for tonight
Help me, I'm holding on for dear life, won't look down won't open my eyes
Keep my glass full until morning light, 'cause I'm just holding on for tonight
On for tonight"

Nu har alle i salen rejst sig.

Jeg bliver helt vildt glad, så jeg giver mig selv fuldt ud.

Dommerne smiler overrasket til hinanden, og jeg kan se, at jeg får meget mere tid til at synge end mange af de andre.
***
"WOW DET VAR FANTASTISK!" Maroon 5 bliver nød til at råbe, fordi publikum går helt amok.

Alle står op og skriger og klapper. Jeg bliver overvældet af glæde, og jeg græder nærmest.

Eminem får publikum til at falde ned, men man kan stadig høre dem.

"Du overraskede godt nok!" siger Cheryl med et kæmpe smil.

Eminem ser stadig helt chorkeret ud. "Det kan da ikke være rigtigt. Det er jo oppe og måle med Beyoncé og sådan nogen!"

Publikum går helt amok med klappen og skrigen, og jeg holder mig for munden for ikke at smile som en eller anden spasser.
***
Jeg hopper op og ned og skriger, da alle dommerne/lærerne siger ja.

Hvordan Kan det lade sig gøre?

De smiler til mig og jeg spurter ud.

Den forvirret kvinde står ud og ser på, og da jeg kommer derud, giver hun mig high five.

"Tillykke! Du er nu officielt en elev her!" Hun hopper med mig.

Blodet kører ræs inde i mig.

Jeg ryster, er svimmel og kan slet ikke styre mit grin.

Mor og far kommer pludselig løbende imod mig, og krammer mig.
Jeg tager imod deres kæmpe kram, og ser endnu et kamera, som zoomer ind på os.

Jeg vælger at ignorer det.
***
Vi går ned til dør 34 igen.

Alle på vores vej enten glor på mig, smiler til mig, eller ønsker mig tillykke.

På vejen ser jeg den næste dreng som skal ind.

Han kommer vist fra Cananda, Stratford et eller andet.
Han har sådan noget lyst flot sat hår, brune øjne, og jeg får øjenkontakt med ham.

Hans øjne er dybe og kærlige. Han smiler til mig, og former "Tillykke" med munden til mig. Jeg rødmer og siger lydløst "Tak" tilbage.

Bodyguarden og hans ven står stadig ved dør 34. De vender sig begge to, da vi åbner døren.

"Tillykke!" råber ham, som viste os ind. "Jeg bliver vist din bodyguard nu" griner han. "Får hun brug for bodyguard?" spørger min mor skræmt, "Ja for alle de paparazzier og unge mennesker... uha... ja, så har hun vist brug for det."

Mor og far kigger skræmt på hinanden. Bodyguarden opfanger deres skræmte blikke, "men der sker jo selvfølgelig ikke noget. Der har jo selvfølelig været nogle tilfælde..."

Mor kigger lynhurtigt over på ham.

Han bliver helt forskrækket, "men der er aldrig sket noget" forsikre han dem.