The Music School Miami

Kapitel 16

Jeg kan ikke fatte, at dagen hvor mine forældre rejser hjem er i dag.

Jeg har siddet i mors arme hele morgnen og grædt. "Kan I ikke please blive?" snøfter jeg.

Far sidder ved siden af os.

"Skat. Vi skal tilbage til hverdagen nu" trøster min mor mig, imens hun stryger mit hår væk fra mit ansigt.

Det hun siger giver selvfølgelig mening, men der er bare sket så meget, at jeg virkelig har brug for dem lige nu.

Alt det med Justin, Harry, Adam og Braden.

Jeg føler mig så rundt på gulvet.

Justin og jeg havde en lille gnist til at starte med.

Harry er en virkelig god ven indtil videre, men det han sagde med, at jeg var sexet, forvirrede mig virkelig.

Adam er min kæreste, men han skriver aldrig, og jeg gider heller ikke være den eneste som skriver af os.

Og så er der Braden.

Braden er vildt lækker og sød, men jeg er seksten og førsteårselev, og han er tyve og fjerderårselev. Jeg tror ikke rigtig, at mine forældre ville have det godt med, at jeg så en, som er fire år ældre end mig.
***

"Pas på dig selv, skat. Vi vil skype hver dag, og vi vil følge med i tv'et hver fredag" siger min mor og får tårer i øjnene. "Hvornår ses vi igen" spørger jeg, og er lige på randen til at græde.

"Vi finder ud af noget" siger far og aer mig på armen. "Der går ikke lang tid. Det lover vi" hvisker min mor, og holder gråden tilbage.

Jeg ser dem kører op af rulletrappen, og jeg føler, at jeg lige har mistet alt.

Jeg føler mig lige pludselig helt tom, og jeg er lige ved at smide alt, hvad jeg har i hænderne, og løbe op til dem.

De vinker en sidste gang og sender luftkys, og så drejer de om et hjørne.

Det var det.

Jeg mærker at kram bagfra. "Det skal nok gå."

Det er Harry. Han var så sød at kører os herud.

Jeg vender mig om og græder ind i hans bryst.
***

"Hvad vil du have? En muffin? Et styk kage, eller en helt kage?" joker Harry.

Vi er tilbage på skolen, og nu sidder vi nede i kantinen. "Øhm... bare en Latte til mig."

Jeg prøver at smile til ham, men det bliver nok bare til en mærkelig grimasse.

Han smiler sit bedårende skæve smil, og køber vores ting.

Da han har købt dem, kommer han ned med det på en bakke. Han sætter den på bordet, hvor jeg sidder og sætter sig. Han tager en tår af sin cola, som han købte til sig selv. "Smil nu lidt Mi."

Mi... Det kaldte Adam mig altid derhjemme.

Jeg føler, at jeg skal kaste op, fordi nu får jeg endnu mere hjemve.

Hvorfor skriver Adam ikke? Det kan da ikke passe, at det hele tiden er mig, som skal skrive til ham.
***

Harry følger mig op på mit værelse, som nu er helt tomt for mine forældre.

Han fik mig faktisk til at smile lidt nede i kantinen, fordi han bare har sådan en rådden humor, men han ved, at jeg ikke kan lade vær med at grine af dårlige jokes.
***
Jeg åbner døren til mit værelse og går ind.

Jeg opdager, at på mit bord, hvor min computer står, er der placeret en billederamme af mig og mine forældre.

Det må være mor, der har lavet den.

Jeg går over til bordet og sætter mig i kontorstolen. Jeg tager billederammen i hænderne og kigger nøje på det.

Billedet forestiller mig og mine forældre i Disneyland Paris.

Jeg var omkring tretten på det billede.

Jeg står imellem mine forældre. På min mors side står Minnie Mouse, og på fars side står Mickey Mouse.

Det billede vækker mange minder, fordi jeg havde bare ønsket mig en tur til Disneyland så længe, og så da jeg blev tretten, kom vi derhen.

Det var en fed tur, fordi mig og far bare prøvede alle de vilde ting, imens mor så på, fordi hun påstod, at hun blev svimmel, men far sagde til mig, at hun bare ikke turde.

En lille tårer løber ned af mine kinder, og jeg tørrer den hurtigt væk.

Jeg må tage mig sammen nu.

Jeg sætter billederammen, og kigger på uret. Kvart i elleve.

Jeg skal have mine første timer klokken elleve, så jeg skynder mig ind i mit kæmpe skab, og finder nyt tøj.

Da jeg er derinde, kan jeg slet ikke finde rundt i det. Der er bare så meget tøj, som de har været så venlige at sætte til mig.

Jeg ender med at tage en sort kjole på, som er lidt kort efter min smag, men så tager jeg også en grå lidt overzized cardigan udover. Jeg tager nogle sorte støvler på, som går helt op til mine knæ, og til sidst tager jeg en sød unik halskæde på.

***
Koreografi siger mit skema.

Jeg går på de lange gange omringet af alle de andre elever.

Pludselig spotter jeg Bella i mængden, og hun ser helt fortabt ud. Jeg maser mig igennem alle menneskerne, og når endelig over til hende.

Hendes ansigt lyser helt op af lettelse. "Åh Thank God!" Siger hun og ligger sine arme på hver af mine skuldre.

"Du ved tilfældigvis ikke hvor koreografi er, vel?" spørger jeg og kigger på mit forvirrende kort over skolen.

Jeg må til at få mig et nyt, fordi det her kort kan jeg simpelthen ikke finde rundt i.

"OMG! Jeg skal også have det!" hviner hun og prøver at overdøve larmen. Jeg griner, og hun tager mig under armen.

Vi når ned til lokalet, og det første jeg ligger mærke til i lokalet er selvfølgelig Justin.

"Det er løgn" siger jeg og stopper op.

Bella som har armen rundt om mig bliver slynget tilbage, da jeg stopper op.

Hun fjerner håret fra hendes ansigt, og ser i retning som jeg kigger i. "Åh..." hvisker hun.

Hvorfor skal jeg hele tiden have de samme timer som Justin?

"Ej hej!" hører jeg en lys stemme sige.

Jeg river mit blik væk fra Justin, som er i gang med at snakke med en lærer.

"Det er Ashley" siger Bella, og går over og krammer hende. Ashley kommer over, og jeg giver hende også et kram.

"Nåh er I klar?" siger Ashley spændt.

"Øh?" siger Bella, "Vi aner slet ikke, hvad vi skal lave" indrømmer jeg.

Ashley kigger på os, som om hun har ondt af os. "I skal da være dansere til mig og Justins sang."

(197 som læser min historie!!! Tusind tak! Jeg troede faktisk slet ikke, at jeg ville komme højre op end 100❤️ Husk at skriv, hvis I har ideer eller bare en lille kommentar❤️ det ville betyde meget😍)