The Music School Miami

Kapitel 37

Jeg går lidt alene rundt i haven.

Den er enorm, og den er virkelig smuk.

Jeg tager nogle høretelefoner på, og går bare rundt og lytter til Backstreet boys 'I want it that way' fordi det er min ynglings sang, og så også, fordi den minder mig lidt om Adam, og vores gode tider.

En lille tåre løber ned af min kind.

Jeg fjerner den hurtigt, da jeg passere to piger, som går en tur.

Jeg går ned ved springvandet, der hvor mig og Justin sad.

Jeg skal lige til at sætte mig, men så mærker jeg en hånd på min ene skulder, og jeg farer sammen.

"Undskyld. Jeg ville ikke skræmme dig" siger stemmen.

Jeg farer endnu mere sammen.

Jeg tør ingen gang vende mig om.

Mine høretelefoner hiver jeg hurtigt ud.

"Hvad laver du her Braden?" siger jeg uden at have vendt mig om.

"Mini Milla... Vil du ikke please vende dig om?" spørger han mig bedende.

Jeg sukker dybt, og vender mig om.

Og der står jeg øjne til øjne med Braden, eller, øjne til bryst med Braden, fordi han er så høj.

Jeg tager et par skridt væk fra ham.

"Mil..." prøver han. Jeg stopper ham.

"Nej Braden. Du kan ikke bare tro, at jeg kan snakke til dig efter alt det her. Vi var venner. Du nærmest overfaldt mig!" siger jeg hårdt til ham.

Han krummer sine skuldre sammen af mine ord.

Jeg føler, at jeg er hans mor, som nu står og skælder ham ud.

"Jeg ved ikke, hvad der gik af dig, og jeg kan bestemt ikke lide den del af dig" siger jeg.

Han kigger ned i jorden. "Je... Jeg ved heller ikke, hvad der gik af mig..." fortæller han.

"Hvorfor gjorder du det så?" spørger jeg ham.

"Jeg... Jeg har nok..." han tager en dyb indånding.

"Jeg har nok nogle stærke følelser for dig Milla. Som jeg sagde den dag i thai restauranten... Du er anderledes, og... Og du tiltrækker folk..."

Jeg er lammet. Braden? Det her kan ikke passe.

En kommer løbende imod os, kan jeg høre.

"Hey!"

Justin.

Det her ender ikke godt.

Jeg mærker nogle stærke arme komme bagfra og holde om mig.

"Du holder dig væk din..."

"JUSTIN!" siger jeg. Det stopper ham, men han holder stadig godt fast om mig.

Braden ser helt sårbar ud, sådan som han står der.

"Hvis du nogensinde nærmer dig hende igen, så lover jeg dig, at du ikke kommer til at blive den samme igen!" råber Justin af Braden.

Jeg kigger ned i jorden.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre.

Det her er alt for kompliceret til mig, så jeg får løsnet mig ud af Justins greb, og så løber jeg væk fra dem begge.

De begge råber efter mig, men jeg er ligeglad.

Jeg vil bare væk.

Jeg søger derhen, hvor jeg også sidst søgte hen, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Jeg banker på døren.