The Music School Miami

Kapitel 13

Vi er vendt tilbage til spisesalen for vores tid er udløbet til at skrive sangen. Mig og Harry har faktisk fået skrevet en rigtig god sang. Den hedder Vertigo, og det er en duet.

Måske er den lidt for kærlighedsagtig, men det er det, seerne kan lide, fortalte Harry.

Inden vi gik ind i spisesalen, skulle vi have lagt musik til vores tekst. Der fandt vi en gruppe, hvor vi fik musikken til at passe, og nu er jeg ret tilfreds med resultatet.

Vi skal nu hører lidt af alle sangene, og det kommer til at tage lidt tid, men det bliver sjovt at hører, hvad de andre har fundet på at skrive.
***
Over halvdelen har sunget to minutter af deres sang, og nu bliver vores gruppe kaldt op. Jeg bliver helt nervøs.

Harry ser, hvor nervøs jeg bliver, og han tager sin arm rundt om mig og smiler til mig. Det hjælper faktisk en del.

Vi går op imod scenen, og alle kigger på os. Jeg har fundet ud af, at jeg hader alt den opmærksomhed indtil videre, og jeg er ikke helt tryk med det Amber sagde med, at nu kommer mit navn på alles læber.

Vi stiller os ved hver vores mikrofon, og jeg kigger ud i mængden af elever. Der er mange, og jeg bliver en smule svimmel.

Jeg kan mærke Harrys blik brænde ved siden af mig, men jeg vil ikke have hans medfølende blikke.

Jeg må lærer, at klarer det selv.

Musikken starter, og det suser i min mave.
Jeg er virkelig nervøs. Måske endda mere nervøs end til min audition, hvilket er ret mærkeligt.
" I know this shit might sound crazy
Before you get in bed, though, on those heels
Hey girl, now I know why you waited
Had to be sure that I was worth the thrill
Ladies come and go but you got something different
Had me so addicted from the start
And I'd never known all this loving I'd be missing
If I didn't work my way into your heart."

Harry er heldigvis den som starter, og det er jeg virkelig taknemmelig for.
Han er en god sanger. Han har sådan en lidt hæs stemme, som mange piger nok falder pladask for.

Jeg kigger igen ud i mængden, og ser et kamera. Bliver det her virkelig filmet? Er det ikke nyt? Man plejer da ikke at se alt det her. Eller gør man?

Harry stopper med at synge, og det betyder, at det nu er mig.

"The way that you please me sets this room on fire
I'm burning with desire in this bed
So if I'm dreaming please don't wake me up
If all of this is happening in my head
Waited for so long
But what you got is different
Had me so addicted from the start
Boy, I'd never known all the shit that I was missing
If I hadn't worked my way into your heart"

Jeg er overrasket over, hvor godt det gik.
***
Vi fik sunget i de to minutter, og vi fik en kæmpe klapsalve, og det lettede virkelig byrden fra min ryg, som jeg følte jeg bar på under sangen.

Da alle har sunget, kommer inspektøren op på scenen.

"Nu vil I få en lille pause, hvor vi vurdere hvilken sang, som skal med i det kommende show."

Alle kigger spændt på hinanden.

"I var virkelig gode" siger Ashley til mig og Harry.

Jeg skal lige til at sige i lige måde, men Justin afbryder med et grin.

Både mig og Harry kigger over på ham. Han opfanger vores blikke, og tørre en tårer væk.

"Ej undskyld, men det var virkelig ikke en god sang. Nu må I ikke blive sure, men sandheden skulle altså lige ud" griner han.

Jeg åbner munden af forbavselse.
Hvad sagde ham, jeg syntes for få minutter siden var helt vildt sød lige?

Jeg må havde hørt forkert. "Undskyld?" siger jeg irriteret.

"Den sang kan da umuligt vinde, eller for den sags skyld overhovedet blive solgt."

Jeg kigger over på Harry. Hans hoved er helt rødt af vrede. Jeg mærker også vreden, meget tydligt faktisk.

"Hør her din lille..." Harry ligger sin hånd på min arm for at stoppe mig.

Det er nok også det bedste, men jeg får den følelse, som jeg også havde med Sam, hvor jeg føler, at jeg bliver nød til at sætte dem på plads.

Justin griner fjoget, og nu føler jeg mig som en vulkan, som er lige ved at eksplodere.

Hvad fanden er hans problem?

Jeg rejser mig fra bordet inden, jeg gør et eller andet helt vildt dumt.

Stolen jeg sidder på vælter, da jeg frustreret skubber den væk. Der er heldigvis tilpas meget larm i salen, at ingen rigtig ligger mærke til det.

Heldigt for mig.

Jeg går med hurtige skridt ud af døren, og jeg hører, at en følger efter mig.

Jeg småløber, fordi jeg orker ikke selvskab lige nu.

Da jeg når ud i forhaven, er der en, der tager fat i min albue, og jeg bliver med en hård kraft trukket tilbage. Jeg vender mig irriteret rundt, og ser Harry.

Jeg stor med korslagte arme og venter på, at han skal sige noget, men han sætter jeg bare på græsset.

Jeg løfter mit ene øjenbryn, men sætter mig ved siden af ham. "Han er en narrøv" siger han og aer mig på ryggen.

Han berøring beroliger mig, og jeg slapper af i mine spændte muskler.

Efter lidt tid siger han "du er vist en lille hidsigprop, hva'?" og grine.

Hvis det havde været enhver anden, som havde sagt det til mig, ville jeg havde rejst mig og gået væk, men nu hvor det er Harry, så griner jeg med ham.

(Hej allesammen❤️ Tusind tak, fordi I læser med. Det betyder virkelig meget😘
Hvem kan I bedst lide Milla med?
Adam, Justin eller Harry?😄)