The Music School Miami

Kapitel 25

Da Braden er helt tæt på, så tager han mine solbriller af. "Du udstråler et eller andet, og det får folk, inklusiv mig, til at kunne lide dig."

Jeg prøver at synke den klump, som jeg har i halsen, men jeg er alt for nervøs.

Hvad er det Braden har gang i?

Mine tanker bliver spoleret af alle de blistlys, som kommer udefra. Braden bemærker dem også og vender sig om.

Thank god!

Efter en time, hvor vi er fanget på thai restauranten med en vildt akavet stemning, kommer thailænder damen ind til os.

"Der er ikke nogen ved bagdøren nu, så I kan snige jer ud der" siger hun med en sjov accent.

Inden vi går derud, giver Braden hende de to hundrede dollars, som han lovede, og hun ønsker os en forsat god dag.

Vi lister ud os ud af bagdøren, og ganske rigtigt, så er der ingen mennesker eller for den sags skyld nogen paparazzier at se.

Braden og jeg går en kæmpe omvej for at undgå at blive set, og vi siger ingenting til hinanden før, vi stiger ind i hans bil.

"Undskyld" mumler Braden pludselig, og jeg får et lille chok.

Jeg vender mit hoved om mod ham.

"Det var slet ikke min mening at skræmme dig. Det er en af de sidste ting, som jeg ville gøre imod dig. Jeg ved alt det med Justin har gjort dig bange, og lige siden jeg mødte dig, så har jeg følt en inderlig trang til at beskytte dig. Du er så lille og skrøbelig, og jeg har det som om, at det er min pligt at passe på dig" siger han, og jeg er helt paf.

"Undskyld mini Milla. Nu skræmmer jeg dig igen, gør jeg ikke?" Han kigger ud af bilens tonet forrude.

"Nej" siger jeg.

Han kigger mærkeligt på mig.

"Nej. Du skræmmer mig ikke" fortæller jeg ham.

Hans ansigt løsnes op, og han ser helt lettet ud. Vi smiler til hinanden, og han læner sig over mod mig og kysser mig på kinden.

Mine kinder blusser op, og jeg kigger straks ud af mit vindue.
***
Jeg står oppe ved kontoret og kigger på den kæmpe tavle, som er ude foran inspektøren kontor, fordi Bella skrev til mig, om jeg havde fået meldt mig på et valgfag.

Jeg spurtede så hurtigt, som jeg kunne herop, og nu står jeg og kigger på det, som man kan vælge.

Football, Musik, cheerleading, instrument indervisning, dans, sang og noget teknisk af en art.

Jeg gider ikke at vælge dans, fordi det har jeg allerede to gange om ugen.

Football kunne faktisk være vildt fedt, men det er nok mest tilegnet til drengene.

Cheerleading?

Det kunne være ret sjovt.

Jeg beslutter mig for cheerleading, og skriver mig på deres seddel.

Da jeg skal til at vende mig om, støder jeg ind i en. "Oh Undskyld" siger han, og straks genkender jeg hans stemme.

Justin.

Jeg træder et par skridt tilbage, og han kan se, at jeg er bange, så han vender om, og går igen.

Mit hjerte banker derud af, men det er faktisk ikke, fordi at jeg er bange.
***
"Cheearleading?" spørger Harry mig som om, at det er en joke.

"Øh ja?" svarer jeg.

Mig og Harry spiste frokost sammen, og fik talt godt og grundigt ud om vores lille skænderi. Det er godt, at vi er blevet venner igen, fordi jeg har virkelig savnet ham.

"Er du sådan en type?" spørger han og holder en hånd op mod solen, fordi den er virkelig stærk i dag.

Vi sidder ude i haven på et picnic tæppe med en sodavand hver.

"Siger du da, at jeg ikke er?" giver jeg tilbage.

"Du virker bare ikke som en." Han giver bare ikke op den dreng.

"Men cheerleading er det blevet. Jeg bliver jo ikke sådan den populære pige, som er en kæmpe bitch, og dater quarterback drengen fra football holdet" joker jeg.

"Nej for det er set alt for mange gange" griner han og tager en slurk af hans cola.
***
"Har... har du. Har du set sladderbladene her for nyligt?" spørger Harry mig pludselig efter en lang pause.

Hans blik er rettet mod min ring.

Det tegner sig ikke godt...

(Undskyld at det her blev et ret kort kapitel, men jeg håber, at det er okay❤️ Tak for de 384 læsere! Det gjorder virkelig min dag bedre❤️)