The Music School Miami

Kapitel 22

Jeg retter straks mit blik over mod Harry.

"Hvorfor?" er det eneste, jeg kan sige.

Hvorfor ville han dog gøre det?

"Milla. Det er ikke okay, det Justin har gjort, og vi har informeret inspektøren om det" siger Bella.

Jeg kan ikke tage det mere.

"Hvorfor behandler I mig alle tre som en barn?"

jeg holder stadig min stemme nede, men jeg kunne sagtens råbe, hvis jeg turde.

"Måske fordi du er et barn, Milla. Du er seksten, og vi er altså ældre end dig" svarer Braden tilbage.

Okay, Braden han er ældre, men Bella og Harry? De kan kun højest være to til tre år.

Jeg har lyst til at slå til et eller andet.

"I kan altså ikke bare tillade jer at tage ansvar overfor mig. Så længe har vi ikke kendt hinanden til, at I bare kan gøre det" siger jeg ret hårdt til dem.

"Milla?" kan jeg hører Ashley råbe.

Jeg vender mig om, og hun ser mig.

Jeg vender mig om mod de andre igen.

"Jeg bliver nød til at gå" siger jeg koldt og begynder at gå over mod Ashley.

Idet jeg begynder at gå, er der en som tager fat i min arm.

Hvorfor gør drenge hele tiden det? Jeg bliver slynget tilbage.

"Milla, du kan altså ikke bare gå" det var Harry, som tog fat i mig.

Jeg vender øjne og river min arm til mig. Uden at sige et ord, begiver jeg mig over mod Ashley igen.
***
Næste dag sidder jeg parat som en af de først i klasselokalet.

Jeg skal have sangskrivning nu.

Det er fredag, og det betyder, at det er det kæmpe show i aften. Jeg glæder mig utroligt meget, også nu hvor at jeg skal være med.

Eller jeg skal danse, men det er da også noget.

I går efter min ubehagelige samtale med Bella, Harry og Braden gik jeg med Ashley hjem.

Vi holdte tøseaften, og jeg glemte helt alle de problemer, jeg går rundt med. Hun er virkelig en god veninde.

Her til morgen lånte jeg både Ashleys makeup, men også tøj. Hun ejer utrolig mange kjoler, så jeg lånte bare en hvid basic en.

Jeg sidder lidt i mine egne tanker, og pludselig træder en dreng ind af døren.

Det er Dylan.

Han er andenårs elev, og jeg har set ham på tv'et før, både som danser, sanger og bassist. Han er ret cool, faktisk. Han ser mig og smiler.

Han sætter sig på pladsen lige ved siden af mig.

"Dylan" siger han og rækker hånden ud mod mig. Jeg tager imod den. "Milla" præsentere jeg mig.

"Så du er den berømte Milla" siger han useriøst, og jeg prøver at holde min latter tilbage.

I alle Dylans interviews har han altid været super sjov, og nu kan jeg endelig selv opleve hans humor.

"Det er vist mig" sig jeg og griner.

"Du er virkelig alle steder! Jeg kan ikke gå på nettet uden, hov, der er Milla" siger han og ser mig grine.

Det er egentlig ikke rigtig et sjovt emne, vi snakker om, men han får det til at være sjovt.

"Jeg har set, at du skal være danser i aften til Beauty and a Beat. Det er ret sejt. Jeg skal spille bass, så kig lige efter mig" siger han.

Jeg smiler. "Det lover jeg."
***
Timen er godt i gang, og vores lærer Albert, er en virkelig god underviser. Han er både sjov, men også seriøs på en lærerig måde.

Jeg lærer meget om en sangteksts opbygning og meget mere.

"Nu vil jeg gerne have, at I finder sammen i tomands grupper, og begynder på en tekst. Jeg regner selvfølgelig ikke med, at I bliver færdige på de tyve minutter, vi har tilbage, men så laver I bare videre næste gang" siger han ud i klassen.

"Hey Dylan?" spørger jeg.

Jeg kender ikke andre i klassen, og det kunne virkelig være fedt, at være sammen med ham.

"Klart" siger han, og vi går ud af klasselokalet.

"Kan vi ikke sidde udenfor? Jeg har virkelig brug for lidt luft" spørger jeg bedende.

Jeg har faktisk også brug for luft. Jeg har nærmest slet ikke været udenfor siden, skolen startede.

"Som du befaler" joker Dylan og bukker for mig. Jeg griner hele vejen ud i forhaven.

Vi finder en bænk, som er nogenlunde gemt, og begynder på at skrive sangen.

"Nogen forslag?" spørger Dylan, og roder sin taske igennem for at finde en kuglepen.

Han vender sin taske på hovedet, og alle hans ting vælter bare ud af tasken. Det ser virkelig sjovt ud, så selvfølgelig griner jeg.

Da alt hans indhold af tasken ligger på jorden foran os, roder han runder i det. "Ah. Her er du, din lille frækkert" siger han og samler en svampebob firkant kuglepen op.

"Wow. Det er sådan du scorer damer, du" siger jeg og puffer til ham.

Han smågriner lidt. "Mit hemmelige trick" siger han og viser hans kuglepen.

Jeg falder sammen i grin igen, igen.
***
"Det kunne være sjovt noget med skole... Eller lidt mobbe relateret?" forslår jeg.

Dylan tager kuglepennen op til hans ansigt, og ser drømmende ud. "Jah... Det kunne være cool"

"Noget med hierarki, altså populære og mindre populære" fortsætter jeg. "Vi nærmer os" siger han.

Pludselig da jeg kigger lidt rundt i haven, ser jeg et kamera, som har front mod os. "Åh åh..." siger jeg stille.

"Hva?" spørger Dylan og vender hovedet i min retning.

"Årh. De er alle steder" siger han og begynder at vinke til kameraet.

Jeg begynder at fnise. "Hvad laver du dog?" spørger jeg, og prøver at få ham til at stoppe.

"Du skal bare blive ved med at vinke, så bliver de trætte af dig, og filmer en anden. Den virke hver gang" siger han og vinker igen.

Jeg kan ikke stoppe med at grine.

Han tager om mit håndled, og begynder at vinke med det. Jeg er lige ved at falde ned af bænken af grin.

Efter lidt tid, så ganske rigtigt vender kameraet sig om mod nogen, som går på stien bag os.

"Se selv" siger Dylan og smiler selvtilfreds til mig.

"Ja, du havde vist ret" siger jeg og tørre en tårer væk, som jeg fik af at grine så meget.