The Music School Miami

Kapitel 28

Justin har lige sat mig af ude foran mit værelse.

Han fulgte mig hele vej herop.

Han kysser mig op af døren inden, vi siger farvel til hinanden.

Jeg smiler for mig selv, da jeg åbner døren.

Jeg skriger, da jeg ser, at Braden sidder på min seng.

Jeg hører, at Justin kommer løbende imod mig. "Hvad ske..." han ser Braden.

"Dude. Du kan sgu da ikke bare lukke dig selv ind!" Justin tager sin arm beskyttende rundt om mig.

Jeg kigger stadig helt forskrækket på Braden.

Jeg vender mig om mod Justin. "Det er ok. Braden er min ven, og jeg stoler på ham. Gå bare hjem. Jeg ringer i aften."

Justin fjerner et hår, som sidder foran mit øje og kysser mig på kinden.

Inden han forlader mit værelse, sender han et dræberblik til Braden.

Da døren er lukket, vender jeg mig om mod Braden. "Hvad laver du her?" spørger jeg koldt og ligger mine ting på gulvet over ved mine spejle.

"Jeg er kommet for at snakke med dig Milla. Du laver altså en kæmpe fejl ved at være sammen med ham" siger han.

Vreden bobler i min mave.

Jeg bliver helt rød i hovedet.

"Justin er ikke god for dig, og du fortjener bedre" bliver han ved.

Jeg tager mig til panden. Hvad er det for nogle venner jeg har? Hvorfor kan de ikke bare være glade på mine vegne?

"Braden. Bare gå" er det eneste, jeg kan sige.

"Jeg forlader ikke det her rum, før du indser, at du laver en kæmpe fejl her."

Han rejser sig op fra sengen.

"Jeg gider ikke snakke om det? Hvorfor går du ikke bare ud og hænger ud med nogle fra din egen årgang?" spørger jeg pludselig.

Jeg har længe undret mig over, hvorfor han egentlig hænger ud med os førsteårselver, og måske får jeg svar nu.

Inden jeg ser mig om, så har Braden presset mig op mod væggen.

Jeg udgiver et lille skrig, og med et kommer Justin ind i rummet.

"Hey!" råber han, og river Braden væk fra mig.

Jeg glider ned af væggen, og ser Justin skubbe Braden ud.

Jeg sidder helt krympet sammen op af væggen og græder. Hvad gik der lige af Braden?

Justin smækker døren i hovedet på Braden og farer over til mig.

Han sætter sig på knæ overfor mig.

Han tager finderen under min hage, ligesom Braden engang gjorder, og tvinger mig til at se ham i øjnene.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg føler mig skyldig over det, som lige skete.

"Braden har problemer. Du gjorder ingenting galt, Milla" siger han, som om han lige læste mine tanker.

Justin bærer mig op i sengen. Han ligger mig ned og omfavner mig i sengen.

Jeg vender mig ind mod hans bryst og indånder hans duft. Han dufter lidt af sved, men også af renlighed og tryghed.

"Jeg sad udenfor døren og hørte det hele" fortæller han mig.

"Tak" er det eneste, jeg kan sige.

"Jeg ved ikke, hvad der ville have været sket, hvis jeg ikke var der" siger Justin ned i håret på mig.

"Hvis han havde gjort dig noget..."

Han når ikke at slutte sin sætning, fordi jeg kysser ham.

Jeg vil ikke høre, hvad han ville gøre, jeg vil ikke tænke på, hvad Braden ville have gjort, jeg vil slet ikke noget.

Alt i mit liv er så kludret og forvirrende lige nu, men jeg er glad for, at Justin er en del af mit kludret og forvirrende liv.
***
Mig og Amber holder et møde.

Vi skal snakke om sladderen, mine problemer, Justin og min optræden til det kommende show på fredag.

Klokken er fire, og der er sket alt for meget i dag til, at jeg orker et møde.

Justin er meget beskyttende nu.

Han følger mig hvor end , jeg skal hen, og så sidder han og venter på, at jeg er færdig. Jeg føler mig vildt tryg, når han gør det, og det elsker jeg ved ham.

"Der foregår meget lige nu, hva' Milla?" spørger Amber bekymrende.

Vi sidder inde på et kontor overfor hinanden ved et bord. Forenden af kontoret er der et kæmpe vindue, som har udsigt ud til skolens enorme have.

Jeg kigger ned på mine hænder i mit skød. "Det kan man vel godt sige.." svarer jeg stille.

"Hør engang. Jeg ved, at der sker meget lige nu, og du kan fortælle mig det, og du kan lade vær. Jeg er uddannet psykolog, så jeg ved, hvordan tingene skal gøres, hvis det gør dig mere sikker." fortæller hun mig.

Jeg kigger stadig ikke op, men jeg fortæller hende alt.

Alt som i alt.

Vi får en meget lang samtale, og det er den rareste følelse, jeg får ved at få snakket det hele ud.

Amber er så forstående, og det er lige det, som jeg mangler.

En som forstår mig, udover Justin selvfølgelig.

Amber er også god til at komme med forslag, men hun lytter egentlig mest.
***
"Okay. Der foregår vist lidt for meget" siger hun og kigger på hendes ur.

Jeg smiler undskyldende til hende, og hun smiler tilbage.

"Vores tid her på kontoret er egentlig gået, så skal vi ikke bare mødes i morgen, når du har fri, og så snakker vi videre der ikke?"

Jeg nikker og rejser mig.

Justin sidder og halvsover op af døren, og jeg griner lidt for mig selv af synet. Jeg bukker mig ned og kysser ham på kinden, og han vågner.

Han smiler, og jeg hjælper ham op.
***
Vi går hånd i hånd ned mod hans værelse.

Jeg har aldrig været der, så jeg er virkelig spændt.

Vi går ned mod hans gang, men på vejen derned, ser jeg Harry stå op af hans dør og tale sammen med... Braden.

Jeg knurrer Justins hånd. Han kigger i min retning.

Han får mig til at gå om og tage hans modsatte hånd, så han går yderst.

Harry og Braden ser på os, og de ser virkelig Bad Boys agtige ud, så jeg bliver faktisk en lille smule bange.

Tænk at de var så søde for bare et par timer siden.