The Music School Miami

Kapitel 10

Jeg kigger mærkeligt på hende. "Hvorfor det? Hvorfor mig? Hvad med alle de andre?" spørgsmålene ryger bare ud af mig.

Hun smiler til mig som om, at hun har ondt af mig.

"1. Fordi din audition var fænomenal. Prøv at se" Hun tager fjernbetjeneren som ligger i min seng, og skruer op for det, der sker på skærmen.

Det er min audition.

Jeg sidder ude i venterummet sammen med mor og far. Vi snakker, krammer og smågriner lidt.

Pludselig bliver vores samtale afbrudt af hende den forvirret kvinde, som kommer løbene hen til mig.

Jeg kigger forvirret på hende og går hen til hende. Mine forældre udveksler nervøse blikke, og kvinden fører mig ud til scenen.

Alle kigger på os på vejen.

Jeg kan slet ikke huske, at det var så slemt. Vi når ud til siden af scenen, og kvinden prøver at sige noget til mig. Jeg kan slet ikke huske, hvad det var.

Pigen som var inde før mig, ser man nu i fuldskærm. Jeg så det kun fra siden af. Hun sang desværre heller ikke særlig godt, men det er det dårlige ved disse auditions.

Nogen klarer det bare helt vildt godt, imens andre bliver på en måde gjort lidt til grin. Eller det føler de nok selv.

Hun får tårer i øjnene, og går ud mod mig, men det ser man ikke på kameraerne. En lille pause, hvor man ser dommerne puste ud, og smågrine lidt.

Pludselig ser man lille mig komme ud fra siden af. Jeg ser helt anderledes ud. Sådan sårbar og stille.

Cheryl spørger om mit navn, og jeg stammer det ud.

Jeg tager mig til hovedet, da jeg ser, hvor pinligt det hele er. Tænk jeg så så dum ud.
Jeg begynder at synge, og der filmes ud på publikum. Alle kigger helt forbavset på mig, og begynder at klappe.

Man ser dommernes reaktion, og den er guld vær. De ser helt chorkeret ud.

Da jeg er færdig med synge, så filmes der ud på venterummet. Alle, og jeg mener alle, står foran fladskærmene og ser min audition. Selv ham med øjnene. Justin tror jeg, han hedder.

De står alle sammen og klapper, og hujer. Mine forældre bliver klappet på ryggen og skulderne, og min mor græder faktisk.

"Se skat. Det her sker ikke tit, og i sær ikke for en fra Danmark" siger Amber, da vi har set min audition færdig.

Jeg kigger over på hende.

"Hvis du er klar til, at paparazzier nu vil følge dig overalt, folk vil kende dig, hvor end du er, du vil se dig selv på forsider og i fjernsynet, og at folk nu vil bruge dit navn til daglig brug, så vil jeg rigtig gerne hjælpe dig igennem det."

Jeg er taknemmelig for, at hun vil hjælpe mig,

"men hvorfor vil folk dog følge med i mit liv? Jeg er da slet ikke spændende" siger jeg.

"Tro mig. Efter i dag så vil du være på alles læber. Allerede nu, så snakker folk om dig her på skolen. Alle vil vide, hvor du bor, og om du vil være venner med dem, så vælg dine venner med omhu søde" slutter hun af, og jeg nikker.
***
Jeg åbner øjnene lige så stille. Mor ligger ved siden af mig i sengen. Jeg kigger rundt.

Hvor er jeg?

Jeg kommer hurtigt i tanke om det. TMSM. Det er så vildt. Jeg prøver at sætte mig op, og min mor vågner af mine bevægelser.

"Godmorgen" mumler hun med hele hovedet nede i dynen.

Jeg kigger rundt. Værelset er stadig helt perfekt, udover de pizzabakker, som ligger på gulvet fra i går.

I går.

En dag som aldrig vil glemme.

Jeg tager min mobil, og ser at jeg har ufattelig mange beskeder og opkald. Jeg ruller igennem dem alle. Der er fra venner og familie selvfølgelig, men også fra mange som jeg slet ikke vidste havde mit nummer, for eksempel min lærer!

Mine øjne fanger beskeden fra Adam. Han skriver, at han er utrolig stolt af mig, og han nu vil gå rundt og prale af mig, og at han... ELSKER MIG?!

Min mave kører rundt. Han... han elsker mig?

Da jeg er kommet mig over chokket, stiger jeg ud af prinsessesengen. Mor ligger stadig og halvsover, og jeg griner for mig selv.

Jeg kigger rundt igen, og ser pludselig far sove over i lænestolen med en åben bog på hans mave.
Charmerende.

En besked tikker ind på min mobil, og jeg ser, at Amber har skrevet. "Godmorgen. Gør dig klar, fordi om præcis en halv time, bliver der holdt en velkommen brunch for jer nye elever." Jeg læser beskeden igen. En halv time?

Jeg smider mobilen fra mig og spurter derefter ud på toilettet.

Min makeup er lagt, jeg har fundet et sødt outfit, og jeg føler mig nogenlunde klar til at se alle. Men en nervøs knurren knurrer i min mave.

Hvad nu hvis ingen kan lide mig? Hvad nu hvis alle er helt vildt snobbet?

Jeg ryster tankerne væk, og går over til mor.

Jeg ligger en lille seddel vedsiden af hende, hvor der står, at jeg er nede og spise brunch i kantinen, hvor end den nu er henne, men jeg regner med at følge strømmen af elever.

(Tusind tak for de 106 som læser min historie. Det betyder virkelig meget, og jeg er glad for, at der er nogen, som gerne vil læse den😄)