He's a FUCKBOY!

Det der udløste alt

"Stars can't shine without
darkness..."

Gangene i Anthonelly High School var fyldt med elever fra alle klikkerne:
Nørderne stod ovre i hjørnet og snakkede et sprog, som kun folk med meget høj IQ kunne forstå.
Sportsidioterne stod i den anden ende, med deres amerikanske foldbolde under armen, iført de hvide og mørkelilla sportsuniformer, som de fandt så vigtige.
De populære stod midt i det hele, som smukke, elegante gazeller der med falkeblikke spejdede ud over deres territorium.

Cheerleaderene var en gruppe for sig. De var ekstremt populære, men var helt klart ikke som de andre populære.
Cheerleaderene var ondskabsfulde, nedgjorde alt der havde en puls. De var en bombe af attitude, selvsikkerhed og popularitet. Alle der havde sit social liv kært turde ikke trodse dem eller sige dem i mod. De kunne forvandle en af de populære til en lille, ubetydelig person som ingen ville vide af.

Så var der alle dem, som bare gik på skolen for at få en uddannelse, alle dem som ingen kendte. Jeg var en del af den gruppe, sammen med min bedste og eneste veninde, Miranda. Hun var ligesom mig, bortset fra at hun kendte et par stykker rundt omkring på andre skoler. Det gjorde jeg ikke. Jeg havde kun hende og min familie. Men det gjorde mig ikke noget, da jeg altid har haft det samme moto:
'Hellere få venner som du kan regne med, end mange venner som smutter når det gælder'.

"Tes! Du gør det igen!". Mirandas irriterede stemme vækkede mig til live, og jeg så åndsfraværende på hende.
"Hvad?", kom det dumt fra mig.
"Du svæver i din helt egen verden, uden at ænse virkeligheden!". Miranda prøvede at se sur ud, men var der noget hun ikke kunne, så var det at være sur på mig. Ikke engang dengang jeg ved et uheld farvede hendes hår blåt, fordi jeg gav hende den forkerte shampoo i svømmehallen, blev hun sur. Okay, hun blev rasende men dagen efter havde hun tilgivet mig, og påstod at hun godt kunne lide den nye farve.

"Undskyld", mumlede jeg bare, og lukkede skabet. Jeg holdte mine fysikbøger tæt ind til brystet, idet jeg vendte mig om.
Så gjorde jeg det dummeste jeg nogensinde kunne have gjordt. Det som ville forfølge mig resten af mit gymnasieliv. Det som jeg foreviget ville forbande, det der udløste alt.
Jeg gik direkte ind i Jackson Thomas McKnight. Hans veltrænede bryst var så hårdt, at jeg faldt til jorden som en lille fugl der var fløjet ind i et stort vindue.

Chokeret så jeg op i hans nøddebrune, gennemtrængende øjne.
"Se dig dog for", brummede han følelsesløst og koldt. Man kunne tydeligt se at han var irriteret, og alligevel var det mig der lå nede på gulvet, gjordt totalt til grin, ikke ham.

Jeg fortalt før om de forskellige klikker på skolen, og jeg ser nu, at jeg glemte den vigtigste af alle: Jackson's klikke. Der var ikke ret mange i den, kun selveste Jackson Thomas McKnight, hans to bedste venner Ray Scott Hill og Peet Martin White, som fulgte ham i tygt og tyndt. Så var der også cheerleadernes holdkaptajn også kendt under navnet skolens største diva, Ashley Blair Wood og hendes højre hånd, Liva Cooper. De fem var løveflokken på savannen. Alle frygtede dem. Alligevel ville alle være en del af deres klikke. De var en blanding af de tre vigtigste grupper: cheerleaderne, sportsidioterne og de populære. Tilsammen udgjorde de den ultimative klikke på skolen.

Jackson værdigede mig et sidste blik, inden han fortsatte sin stålfaste gang mod kontoret, tæt forfulgt af Peet og Scott. Jeg ved godt, at jeg sagde, at han hed Ray Scott Hill, men ingen kaldte ham nogensinde ved fornavn. Han blev rasende hver gang nogen kaldte ham Ray, derfor gik han under navnet Scott.

Jeg var fuldstændig låst fast, jeg kunne ikke bevæge en muskel. Jeg var lige gået ind i den mest populære fyr på hele skolen, hvis ikke i hele England!? Miranda satte sig på hug ved min side.
"Er du okay, Tes?", spurgte hun bekymret.
Jeg nikkede blot. "Ja, det tror jeg nok".
Hun hjalp mig op, og vi gik sammen til time.

Fysik på A niveau kan være barskt nogengange. Det er ikke altid man forstår hvad der foregår. Man skal bare nikke på de rigtige tidspunkter, og sørge for at man ikke bliver spurgt. Så går det hele nok. En sjælden gang i mellem havde jeg det sådan. Og i dag var en af de gange. Jeg fattede intet af, hvad Mr. Tucker sagde. Han stod bare og plaprede løs om elektricitet og et forsøg vi ikke kunne nå at lave.

Klokken ringede endelig ud til spisepause. Det første jeg gjorde var at tage Miranda under armen.
"Jeg fattede intet i dag", indrømmede jeg blankt med et smil.
Hun udstødte et lavt grin. "Velkommen til min hverdag i fysik".

Vi traskede mod kantinen, eftersom vi allerede havde afleveret vores bøger i skabene.
Det midterste bord var altid tomt de første fem minutter. Det var Jackson og hans klikkes bord, og de kom altid fem minutter senere end alle andre for at vise hvem der bestemte. Ligesom i dag.

"Skal vi sætte os der?".
Jeg så mod det bord som vi altid sad ved. Kun os to, ingen andre. Og heldigvis for det!
"Lad os da det".
Kantinen bød på overkogt spaghetti med noget, som de påstod var kødboller. Men vi vidste bedre. Det var kødklumper med løg og salt i, som var blevet smidt ned i noget klamt sovs.

"Eow....". Miranda holdte en gaffelfuld spaghetti op foran sig. "Eow". Hun rystede hånden frem og tilbage så spaghettien svirpede faretruende i luften.
"Mira, lad da vær!", grinede jeg, da væden fra spaghettien sprøjtede hen på mig.
"Come on Tes, har du ikke lyst til at spise det?". Miranda wiggede med øjenbrynene.
"Egentlig ikke, nej", svarede jeg hende ærligt.

"Det var da surt", grinede Miranda, og smed det over skulderen uden at tænke sig om.
Det landede så på Mrs. Diaz's tallerken. Hun vendte sig straks om og så med sammenknebne øjne ud over kantinen.
Igen elever havde lagt mærke til noget som helst, alle som en var de fordybede i deres egne samtaler.
Mrs. Diaz så hen på Miranda som vidst havde afsløret sig selv ved at rødme over sin dumhed.

Med lange skridt var hun henne ved vores bord.
"Miss Phillips", sagde hun strengt.
Miranda skulle til at rejse sig op, men jeg kom hende i forkøbet.
"Det var mig, Mrs. Diaz", sagde jeg hurtigt. Ja, jeg løj, men jeg vidste, at Miranda ville få store problemer med sine forældre hvis de fandt ud af, at hun havde fået eftersidning eller andre problemer i skolen. Derfor måtte jeg tage skraldet.

Mrs. Diaz så på mig med store, forbløffede øjne.
"Men... Miss River?". Jeg havde aldrig haft nogen problemer i skolen før. Ikke engang det der mindede om. Så derfor blev hun meget overrasket over min tilståelse. Hun var min kontaktlære, så hun kendte mig godt.
Jeg nikkede, mens jeg vendte blikket mod mine sko.
"Du ved godt at man ikke må kaste med mad på skolen... Jeg bliver nødt til at give dig en eftersidning til kl. 16:00", sagde Mrs. Diaz med et dybt suk.

Jeg nikkede blot, og satte mig ned igen.
"Hvorfor gjorde du nu det!?", klagede Miranda. "Du skal ikke straffes for noget jeg gjorde!".
Jeg lagde en hånd på hendes. "Mira, det går nok. Det er bare en lille halv time, jeg overlever!".
Hun så bekymret på mig. "Men du skulle ikke have gjordt det".
Jeg rystede på hovedet. "Hvad skal venner ellers bruges til? Desuden så skal jeg alligevel ikke noget specielt".

Miranda sendte mig et sidste bekymret blik, inden hun skiftede emne til noget mere muntert; nemlig årets første football game.

Hey derude!❤️
Det var aller første kapitel!👌 I må tilgive, at det ikke blev så godt😅
Meeeennn heldigvis er der mange kapitler endnu, så jeg skal forhåbentlig nok komme efter det😂😋 Men skriv hvad jeg kan forbedre, og stem meget gerne!😏💤
Kh miiiiiigg😘