He's a FUCKBOY!

Afklarelse

Jeg lagde i min seng, med blikket stift rettet mod loftet. Jeg ville ikke tage sorgerne på forskud. Han havde trods alt ikke sagt direkte, at jeg var et væddemål som blev indgået. Og at han slog Scott i gulvet kunne lige så godt være en reaktion fordi han prøvede at ødelægge vores forhold. Jeg var altså blevet enig med mig selv om, at Jackson ikke havde væddet.

Alligevel følte jeg mig tom indeni. Jeg var ikke rigtig ked af det, men heller ikke tilpas. Jeg ville bare gerne snakke med ham hurtigst muligt. Så jeg ikke begyndte at overtænke som jeg havde en kedelig tendens til at gøre.

Efter et dybt suk af afmagt, rejste jeg mig op. Sulten gnavede i min mave, og jeg kunne ikke længere ignorere den. Nede i stuen sad Colton og spillede et eller andet på sin PS, hvor man skulle kører ræs med biler.

"Skal du have noget?", spurgte jeg ham i forbifarten. Han viftede mig bare væk, totalt opslugt af sit spil. Jeg rullede øjne af ham. Hvordan kunne han gå så meget op i et spil? Ja, bilerne var da flotte, men så spændende var det da heller ikke at køre rundt i ring.

Jeg fik smurt mig en hurtig marmelademad og satte mig ind i stuen.
"Lad mig prøve", kommanderede jeg, da han var færdig med den sidste runde.

Han så på mig med et hævet øjenbryn.
"Som om du kan finde ud af det", hånede han mig. Blikket var igen rettet mod skærmen, og han skulle til at gøre klar til næste ræs.

Jeg surmulede. Hvor var han led. Bare fordi jeg ikke havde prøvet det før. Jeg vidste da godt hvordan man kunne bruge en kontroller til en PS4.
"Du er bare bange for, at jeg vinder og slår din rekord", stillede jeg til ham.

Så det endte med, at jeg spillede tre gange, hvor jeg tabte stort alle sammen. Colton sad og spiste MIN marmelademad og grinede helt vildt af mig. Godt at jeg da kunne give ham noget underholdning. Jeg blev selvfølgelig skide hamrende sur over, at jeg ikke kunne andet end at tabe. Sidstepladsen måtte efterhånden have mit navn stående permanent.

Det bankede pludselig på døren. Colton gik ud og åbnede, mens jeg kørte som gjalt det mit liv. Og lige inden målstregen, overhalede jeg bilen på 9. Pladsen.

"JA FOR HELVED!", råbte jeg sejrrigt, mens jeg sprang op fra sofaen som en klovn fra en æske. Jeg var helt på toppen, indtil jeg så to høje mennesker i stuen. Jeg var faktisk imponeret over, at Colton overhovedet havde lukket ham ind, efter deres lille sammenstød for et par dage siden.

"Hej?", kom det kejtet fra mig. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle agerer. Colton så ikke tilfreds ud, og gik ind i Jacksons skulder idet han gik forbi og satte sig i sofaen.

Jackson ignorerede det og smilede kort til mig, inden han nikkede op mod mit værelse. Jeg gav kontrolleren til Colton, og gik med Jackson i hælene op af trappen. Da vi kom ind i rummet, låste han døren efter sig og gik hen til vinduet for at kigge ud. Han lagde sine store hænder i lommerne, og så afslappet hen mod mig. Hans ansigt var ret så følelsesløst. Derfor var mit det også.

"Så... hvad laver du her?", spurgte jeg ham efter nogle akavede minutter. Han var kommet til mig, men det virkede som om, at han ikke rigtig vidste hvad han skulle gøre eller sige.

"Jeg ved det ikke helt", svarede han med neutral stemme. Hans blik var hårdt, men de smukke, ravgyldne øjne var i vildrede. Jeg kunne ikke finde ud af, om han ville springe i luften hvis jeg stikkede lidt til ham. Men alligevel tog jeg chancen.