He's a FUCKBOY!

Klarer intentioner

Gangene synes uendeligt lange. Bag hvert et hjørne kunne han springe frem, som en trold op af en æske. Som et rovdyr på jagt. Som en farlig dæmon der var ude på skræmmer.

Mine ben var som gummi. Jeg havde en frygtelig, trykkende følelse af, at jeg aldrig ville nå enden. En masse andre elever overhalede mig som biler på motorvejen, for at komme ud af skolen, ud i friheden. Indtil i morgen kl. 8:00, hvor skolen igen ville starte.

Jeg overlevede. Efter hvad der føltes som flere hundrede år, nåede jeg til enden af gangen. Det kolde stål mod min varme håndflade føltes ubehageligt, idet jeg trykkede ned i håndtaget. Den halvlumre luft snoede sig om min krop som et fugtigt, vattæppe.

Jeg hev op i hankene på min prikkede skoletaske, mens jeg tog en dyb indånding. Det skulle nok komme til at tordne i aften, det var sikkert og vidst! Luften var klam og tung, for ikke at nævne meget fugtig. Lige sådan vejret altid føltes inden det skulle tordne.

Jeg gik i mine helt egne tanker. Gad vide om Colton var hjemme? Måske var mor også ligefrem? Naaahh, hun arbejdede nok. Det gjorde hun rigtig tit, fuldstændig ligesom min far. De var sjældent hjemme, hvilket nogen gange pissede mig rigtig meget af. Colton kunne nemlig være en ekstrem stor belastning, især når det kommer til stuen. Når hverken mor eller far var hjemme, kæmpede vi om stuen, da der var mest plads, største TV og kortest vej ud til snackene i køkkenet.
Han vandt typisk, og så var jeg tvunget til at se en gyserfilm eller at gå op på mit eget værelse. Jeg valgte typisk at forlade ham og den fantastiske stue, eftersom jeg ikke var gyserfilmstypen.

Hvis ikke vi kæmpede om stuen, så var det fordi han havde en pige med hjemme. Ja, han var lidt af en player nogen gange, men kun når mor og far ikke var hjemme. Han så aldrig den samme pige to gange, det havde han engang fortalt mig. Jeg var nu ret ligeglad med hans manglende intentioner om et rigtigt forhold, det eneste jeg forbandede langt ned i helvede var, at der kun lagde et badeværelse mellem vores værelser. Det betød, at jeg kunne høre alt hvad der skete, og lad os være helt ærlige... jeg kunne sjældent falde i søvn på grund af de pokkers lyde!

Jeg gøs ved tanken. Måske var Colton en player, men ikke en fuldtids fuckboy som Jackson var. Så var Colton også sød og venlig en sjælden gang i mellem, jeg havde aldrig hørt eller set Jackson tænke på andre end sig selv eller hans to standhaftige venner.

"Teresa!". Det glippede i hele min krop, og jeg hoppede forskrækket op i luften med et gisp. Når man tænker på djævlen.
Jeg var automatisk stoppet med at gå, og stod nu ansigt til ansigt med Jackson. Hans brune, gennemborende øjne skar sig ind i mine. Hans holdning var afslappet, med hænderne nede i lommerne og vægten lænet en smule over på venstre hofte. Hans blik var hårdt som sten, jeg kunne ikke spotte nogen som helst følelser. Det kunne jeg aldrig, den dreng var et mysterium. Et meget mørkt mysterium.

"Jackson", hilste jeg med lyst stemme. Jeg rømmede mig kort efter, inden han svarede.
Han så undersøgende på mig. Hans blik så næsten underholdt ud, legende. Han havde helt klarer intentioner om at få mig til at snakke, det var der ingen tvivl om.
"Kan du gætte hvem der kom over til mig tidligere i dag?", spurgte han og lagde armene over kors. "Hun var meget oprevet". Han afsluttede sin sætning med et sleskt smil.

Jeg kunne ikke finde nogen ord. Derfor stirrede jeg bare nervøst op i hans intense øjne.
"Kom nu, med din hjerne burde du godt kunne regne det ud", kom det mørkt fra ham. Han trådte et lille skridt tættere på mig. Han så endnu mere mørk og farlig ud tæt på. Hans perfekte ansigt, som ikke havde skyggen af anker var kun tyve centimeter over mit, og det var primært kun på grund af den store højdeforskel der var i mellem os. Jeg var alt for bange til at rykke mig, som et lille lam der ser op på ulven, trygler den om nåde.