He's a FUCKBOY!

Plan goes wrong

"Jeg har en plan". Jackson smækkede mit skab i, lige foran næsen på mig. Jeg hoppede af forskrækkelse og tog mig kort til hjertet, som bankede derudaf med mindst 220 kilometer i timen. Jeg havde virkelig fået et chok.

"En plan?", spurgte jeg forvirret, mens jeg fik vejret igen. Hvad havde han nu gang i? En plan? Som omhandlede hvad? Jeg var fuldstændig på bar bund. Men når det var Jacksons plan, så kunne det umuligt være godt.

Han så på mig med øjenbrynene furet sammen.
"Ja, en plan", svarede han bare, som om det var det mest indlysende i verden. "Så vi kan finde ud af hvor uskyldig du er", han afsluttede sætningen med et kort elevatorblik og et sleskt smil på læberne.

"Ohh". Jeg så med runde, fortrydende øjne ind i hans. Han hævede et øjenbryn af mig, da det gik op for ham, at jeg ikke havde den store lyst til hverken at høre eller fuldføre hans plan. For det havde jeg virkelig ikke. Det kunne umuligt ende godt!

"Vi ved begge to godt, at du er uskyldig når det gælder det modsatte køn", startede han, mens han lavede en gestus mod sin krop. Mine kinder blev lyserøde og mit blik søgte gulvet af akavethed. "Men vi ved ikke hvor uskyldig du er, når det gælder skolen og dens regler".

Mine øjne så i samme sekund op i hans ravgyldne, smukke øjne som lovede fare og eventyr.
"Hvor vil du hen med det?", spurgte jeg stadig en anelse forvirret, mens jeg trippede på mine tær.

Han fik er skævt, selvsikkert smil på, mens han lænede sig ind over mig, så hans ansigt var lige ude foran mit øre.
"Du vil elske det", hviskede han forførende og bed mig kort i øreflippen. Jeg trak, med brandbilrøde kinder, mit ansigt til mig efter hans uventede bid. Mine forskrækkede øjne så ind i hans farefulde og selvtilfredse.

Han trommede på skabet og gjorde en kort gestus med hovedet, der bevidnede om, at jeg skulle følge med ham. Først så jeg bare efter ham, men tilsidst overtog min nysgerrighed. Med langsomme, usikre skridt gik jeg efter ham. Mit blik faldt kort på Scott, som så på mig, med et intenst, tænkende blik. Jeg så derefter mekanisk ned i gulvet og fulgte efter Jacksons brede ryg.

"Du sagde jeg ville elske det!?", udbrød jeg irriteret. Han havde lige forklaret sin, efter hans mening geniale, plan, som omhandlede at Mrs. Wilson skulle overdækkes med en blanding af vand og mælk. Måske var hun et surt gespenst og en dårlig historielærer, men jeg ville aldrig gøre noget mod hende. Også selvom hun sendte mig ud for døren, som den allerførste lærer.

"Og det vil du", svarede Jackson bare, mens han studerede mit ansigt. Hvad han prøvede at finde ud af, vidste jeg ikke. Og jeg var også ligeglad.
"Nej jeg vil ej. Jackson, hun bliver så sur!", forklarede jeg med afdæmpet stemme, af frygt for at Mrs. Wilson pludselig skulle komme gående rundt om hjørnet og høre vores lille diskussion.

Et legende smil landede på Jacksons i forvejen alt for smukke og tiltrækkende ansigt.
"Hun bliver rasende", rettede han på mig. Det så næsten ud som om tanken morede ham. Hvordan kunne han finde det sjovt!? Han havde en syg form for humor!

Jeg sukkede dybt, mens jeg lukkede øjnene af frustration.
"Jeg vil ikke være med til det, Jackson", sagde jeg til ham, mens jeg så ham i øjnene. "Vi ville ende med at få alvorlige problemer".

Jackson så ned på mig, mens han gik helt tæt på, så vores kroppe rørte hinandens. Hans hånd kørte langsomt ned af min bare arm. Kuldegysningerne rullede ned over hele min krop, ved hans berøring. Derefter tog hans hånd blidt fat i min kæbe, som tvang mig til at se ham i øjnene. De brændte sig ned i min hud, gennem mine knogler og ind til marven.

"Ja, vi ender med at få alvorlige problemer", svarede han i et faretruende lavt toneleje.
Klokken ringede, og uden at hans øjne slap mine sagde han med hæs, sexet stemme: "Saved by the Bell".