He's a FUCKBOY!

En chance?

"Meget enkelt", fortalte han. "Jeg var tilstede og så det hele". Den flabede undertone lagde han overhovedet ikke skjul på, hvilket irriterede mig rigtig meget. Men så gik det op for mig. Han havde været til en fest, efter vi havde været sammen. Han var ikke kommet i skole, og havde ikke kontaktet mig. Han så mig bare, som en af alle de andre. Jeg blev mindre og mindre vred men derimod mere og mere ked af det og såret.

"Og med dit ry", startede jeg med lav stemme. "Hvorfor skulle jeg så stole på dig?", min stemme var isende kold og i følge Jacksons ansigtsudtryk, gjorde min kommentar tydeligt indtryk på ham. Hans øjne blev smalle, og jeg vendte mig mod Peet. "Du holder dig fra Miranda", advarede jeg ham. Han så opgivende ud, men jeg var fuldstændig ligeglad. Uden at tøve gik jeg ind i hans skulder og videre forbi ham.

"Teresa", lød det bag mig. Jackson fulgte efter mig, hvilket fik mig til at gå hurtigere. Han greb fat i min hånd, så jeg stoppede. Hurtigt trak jeg min hånd til mig, mens jeg nedstirrede ham.

"Nej", svarede jeg bare, inden jeg fortsatte med at gå. Jeg hørte ham sukke utrolig dybt, inden han begyndte at gå igen. Jeg håbede, at han gik den anden vej og lod mig være i fred, men jeg havde efterhånden lært ham at kende: han var en fighter, og en fighter giver aldrig op.

Idet jeg gik forbi en dør ind til et klasselokale hvor lyset var slukket, tog han igen fat i mig, denne gang mit håndled og i et mere fast greb. Han fik åbnet døren og svunget mig derind ved lethed, som om vi dansede.

"Jackson!", udbrød jeg chokeret og bebrejdende, da jeg stod stille igen. Jeg så irriteret på hans ryg, og idet lyden af en lås der drejes om, slog mit hjerte tungt. Han vendte sig om og så på mig med et forbandet neutralt ansigtsudtryk. Jeg var så træt af hans arrogance og hele hans jeg-viser-ingen-følelser-attitude. Det var til at brække sig over!
"Du kan ikke bare bortføre mig på den måde", snerrede jeg ad ham. Mine øjne var kolde som is og min stemme havde aldrig været mere bebrejdende.

Han smilede skævt, som om noget morede ham.
"Hvordan kan du kalde dette for en bortførelse?", spurgte han med en umådelig stor selvtillid.

Jeg rullede med det samme øjne af ham. Det var så typisk ham at komme med sådan en dum kommentar. "Du afskærer mig fra andre mennesker mod min vilje. Det kalder jeg en bortførsel", svarede jeg ham igen.

"Altid et modsvar i ærmet", han så ned i jorden mens han smilede for sig selv. "Du er virkelig ikke som du giver udtryk for". Hans mørke øjne mødte mine igen. Hvad havde han gang i? En eller anden form for leg? Det kunne lige ligne ham!

"Sjovt, for du er præcis den som du giver udtryk for at være", hvæssede jeg surt. Og det passede. Hvorfor lyttede jeg aldrig til hvad folk sagde til mig? Alle de rygte som gik på skolen var altid sande, måske ikke det hele men pointen i dem passede altid. Sådan var det også med Jackson. Den fyr havde skabt flere rygter og historier end nogen anden på hele skolen.

Han så nysgerrigt på mig. "Nå det er jeg? Og hvordan er det så?". Han gav mig et udfordrende blik, som jeg med glæde tog i mod. Jeg var ikke som jeg var dengang jeg først mødte ham. Jeg havde ændret mig, jeg turde kæfte op, jeg var ikke bange for ham eller nogen anden fra hans slæng.

"Du er bare en fuckboy med røven fuld af penge, som udnytter alle piger på det groveste", begyndte jeg. Hans smil falmede hurtigt.  "Og det er så... skuffende", blev jeg ved, og afsluttede min talestrøm: "Og du er en kæmpe idiot".

Hans ansigt fortrak sig i en sur mine. Nu var han gal. Han gik hen mod mig, men jeg begyndte bare at løbe væk. Lokalets borde var delt op i små grupperinger, så det var nemt at stikke af. Vi stod pludselig foran hinanden, med fire borde i mellem os.