He's a FUCKBOY!

Party!

Teresa's synsvinkel:

Sveden piblede frem på min pande, efter få minutter i menneskeklumpen. Det var ekstremt varmt, det var der ingen tvivl om. Alligevel dansede mig og Miranda som sindssyge, mest fordi vi var fuldstændig ligeglade. Ingen her ville alligevel kunne genkende os, de var alt for fulde. Og hvis de ikke var stang stive, anede de sikkert ikke at vi gik på samme skole som dem, så der var ingen hæmninger hvad dansen angik.

Pludselig blev Miranda revet væk fra mig, af en eller anden fyr. Jeg kunne ikke finde hende igen, så jeg valgte at gå hen mod væggen for at få luft.
Jeg mærkede pludselig et par store, varme hænder på mine hofter.
Gispende vendte jeg mig om. Jacksons unikke, nødde øjne fangede mine. Han lænede sig ned mod mig.
"Kom med!", råbte han, for at overdøve musikken.
Jeg havde tænkt mig at takke nej, men at afvise ham var ikke en realitet. Det gik hurtigt op for mig, da han tog fat i mit håndled og hev mig med op af trappen.

Musikken var knap så høj oppe på førstesal, så vi kunne faktisk snakke sammen.
Jackson slap min hånd, og så på mig med et mørkt blik.
"Jeg kender kun dit efternavn", konkluderede han.
Jeg løftede er øjenbryn. "Jeg hedder Teresa", svarede jeg ham ligegyldigt.
Han nikkede langsomt, mens hans øjne flakkede ned på min krop.
Jeg følte, at han så direkte igennem mig, helt ind til marven i mine knogler. Jeg følte, at han kunne gennemskue alle mine dybeste hemmeligheder, at han vidste alt om mig. Selv mere end jeg selv gjorde.

"Teresa". Det lød ekstremt forførende, og det fik gåsehuden til at løbe ned af mine arme.
Han gik et skridt tættere på mig. Jeg blev usikker, og trådte derfor et skridt tilbage. Da jeg mærkede den kolde væg mod min ryg, vidste jeg, at jeg var færdig.

Han lagde sine store hænder mod væggen, på hver side af mit hovede.
"Må jeg kalde dig Tes?", spurgte han med lav, hæs stemme. Hans øjne var forførende, hans stemme var sexet. Han talte ikke til min sunde fornuft men til mine kvindelige hormoner.

Jeg mærkede hans friske mint ånde ramme mig i ansigtet. Jeg turde næsten ikke trække vejret, han havde mig i sin hule hånd. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende, så jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre.
"N-nej", svarede jeg med dirrende stemme.
Jeg prøvede at tage mig sammen, jeg måtte ikke se ham i øjnene. Gjorde jeg det, ville jeg nok være fortabt.

Mit blik var stift rettet mod hans bryst, som stod faretruende tæt på.
"Hvorfor må jeg ikke det?", spurgte han og lød næsten uskyldig. Få sekunder efter mærkede jeg hans læber mod min hud. Han var alt andet end uskyldig.
Jeg bed mig hårdt i læben, for ikke at bukke under for hans spil.
"Fordi jeg ikke...", jeg stoppede mig selv for at holde et støn inde, eftersom han ramte et ømt punkt på min hals.
Satans, han var god til det han havde gang i.

"Stop". Jeg lagde mine små hænder mod hans jernhårde bryst. Jeg havde ingen magt, det var som at skubbe til en lastbil. Fuldstændigt kropumuligt.
Dog virkede det som om, at han blev overrasket et sekund. Jeg udnyttede det, og dukkede mig ned under hans arme.

Luften omkring min krop var befriende. Jeg vendte mig ikke om, men begyndte at gå mod enden af gangen.
Jeg kunne sagtens høre skridtene bag mig komme tættere på, men jeg prøvede at ignorere det så godt som muligt.
"Kom nu, Tes", lød den chamerende stemme. "Jeg bider ikke. Eller, ikke så meget i hvert fald", grinede han mørkt.

Jeg rødmede over hans beskidte ord. Gid han bare ville give op. Det var et idiotisk ønske, da alle ved deres fulde fem vidste, at Jackson McKnight aldrig gav op. Han blev ved indtil han vandt, hvilket han altid gjorde. Jeg klamrede mig bare til det spinkle håb om, at jeg så ville være den aller første pige, som han ikke kunne sno om sin lillefinger.

Han kom op på siden af mig.
"Tessi", sagde han drillende.
Måske mente han det ikke ondt. Måske anede han ikke hvad der var sket. Men jeg så rødt. Jeg blev så rasende over kælenavnet. Ingen, skulle nogenside kalde mig det igen. Ingen.

Forblændet af vrede skubbede jeg hårdt til hans skulder, så han forbavset blev banket op af væggen. Jeg stillede mig så tæt på ham, så vores maver var millimeter fra at have kontakt.
Han så overrasket ned på mig.
"Aldrig, kald mig for Tessi!", hvæsede jeg rasende.
Overraskelsen forsvandt hurtigt fra ham, og blev erstattet med nysgerrighed.
"Hvorfor så ikke det?", spurgte han med hævet øjenbryn.

Jeg havde ikke tænkt mig at svare ham. Det var privat, ikke noget han skulle stikke næsen i.
Det gik hurtigt op for ham, at jeg ikke havde planer om at fortælle ham noget.
Inden jeg kunne nå at reagere, havde han vendt os om, så det var mig der for anden gang stod mast op mellem en væg og ham.

"Hvorfor må jeg ikke kalde dig for Tessi?", spurgte han igen. Han krævede svar, og jeg vidste at han ikke gav slip på mig, før jeg havde fortalt det.
"Du behøver ikke en forklaring på alt. Bare lad vær med at kalde mig det!", svarede jeg surt.
Han så ned på mig med et undersøgende blik. Jeg troede, håbede at han ville få medlidenhed med mig. Men i stedet for, fik han en facade opbygget på nul komma fem.
"Jeg behøver en forklaring på dette", svarede han koldt.

Jeg tog en skarp vejrtrækning, da han trykkede sin krop helt op ad min.
Jeg følte mig bekvemt. Jeg kunne ikke få vejret, og det begyndte at flimre for øjnene. Han rykkede sig ikke, selvom at han sagtens kunne se den negative virkningen på mig. Han var som en krybskytte der havde fanget et uskyldigt dyr i en fælde. Han var fuldstændig, helt og aldeles ligeglad. Iskold i røven.

"Jackson", gispede jeg, og prøvede desperat at skubbe ham væk.
"Fortæl mig hvorfor!", beordrede han hårdt.
"Min... Min mormor", stammede jeg. Han tog med det samme et skridt tilbage, så jeg kunne komme til luft. Den dejlige oxygen fandt vej helt ned i mine lunger. Jeg havde godt gennemskuet hans plan. Det var bare lidt for sent nu.

"Hvad er der med din mormor?". Han så på mig med et koldt, stikkende blik, der fik mig til at krympe mig.
"Hun kaldte mig altid for... Tessi", svarede jeg toneløst. Jeg hadede ham. Jeg hadede ham noget så grufuldt. At han brugte sin dominans på den måde, bare for at få mig til at snakke! Og så oven i købet om noget han slet ikke burde vide! Han var den største idiot der nogensinde havde betrådt denne jordklode.

Og hvis der var noget han ikke burde vide, så var det om min mormor. Hun var alletiders mormor, min bedste veninde. Hun betød så meget for mig, forstod mig, trøstede mig, vidste hvordan jeg havde det. Hun var der altid, når jeg havde brug for det, om det så var klokken 2 om natten var hun klar! Indtil den dag, hvor cancer besøgte hende... Nu, sidder hun oppe i skyerne, og ser smilende ned på mig, som en skytsengel. For det var hvad hun var, min skytsengel.

Jackson så pludselig medfølende ud. "Kaldte?".
Jeg slog en hånlig latter op. "Ja, kaldte". Jeg spyttede nærmest ordene ud. Kæft hvor var han hjernedød.
Jeg skulle til at gå ned til festen igen, men en stærk hånd greb hårdt fat i min overarm.
"Ik' rør mig!", hvinede jeg højt. Jackson så helt forskrækket ud, og slap mig omgående.

Hurtigt løb jeg ned af trapperne. Jeg tænkte ikke over hvem jeg løb ind i, eller hvem jeg skubbede til. Men i hvert fald så var det rigtig mange der måtte flytte røven i en fart.
Panisk ledte jeg efter Miranda, men hun var intet sted at se.
Pludselig var der nogen der tog fat i mig bagfra. Panisk fordi jeg troede at det var Jackson, slog jeg ud efter personen. Jeg ramte lige i ansigtet, og først bagefter fik det op for mig at det var Miranda.
"Undskyld!", råbte jeg. "Jeg troede at du var en anden!".
Hun nikkede bare og pegede mod døren. Jeg var enig, og sammen forlod vi huset.

Hey❤️
Uha, det var måske ikke det smarteste træk af Jackson😂 men om ik' andet, så gjorde han det altså💩
Skriv gerne en kommentar med konstruktiv kritik, eller hvad I synes om kapitlet/bogen👌
Stem hvis I kunne lide det!💋
Kh miiiigg😘