He's a FUCKBOY!

Prøve igen

"Tag dig sammen", mumlede jeg. Jeg skulle møde Jackson for snart to timer siden. Da jeg stod indenunder brugerens varme vand, gik det op for mig, at jeg var så dum. Han havde ikke respekteret mig overhovedet. Jeg var et væddemål. Og pludselig kom alle følelserne som en bølge igen. Jeg blev ked af det og skuffet.

Mit blik flyttede sig over til min mobil, som igen ringede. Det var Jacksons femte telefonopkald nu. Jeg tog den stadig ikke. Jeg kunne ikke. Det var så åndssvagt det her, jeg var jo kommet over det. Men alligevel ikke, åbenbart. Jeg lagde mig tilbage i sengen. Jeg skulle bare undgå ham resten af ugen, måneden, året, mit liv. For det er jo nemt nok. Jeg kunne ikke overskue skole i morgen.

Men om ikke andet, så stod jeg her, foran dørene. Jeg bad en sidste gang til Gud, inden jeg gik ind. Vejen til skabet var uden problemer. Men så skulle jeg hen til min engelsk klasse. Jeg kom aldrig derhen. Fordi en stærk hånd greb fat i min arm, og jeg blev hevet ind på toilettet. Jackson slap mig og gik hen for at tjekke, om båsene var tomme, hvilket de var. Derefter vendte han front mod mig med et følelsesneutralt ansigt.

"Hvad?", spurgte han, mens han slog sin ene arm ud i en rolig bevægelse. Den anden var bundet ind og hang i slynge. "Hvorfor dukkede du ikke op? Eller tog din telefon? Jeg ringede flere gange!". Hans frustration begyndte at vise sig i hans før så neutrale ansigt.

Jeg svarede ham ikke. Jeg kunne ikke tænke på andet, end hvordan han kunne finde på det. At vædde. Hvornår det gik op for ham, at han skulle stoppe. Om han overhovedet tænkte det.

"Er du okay, Teresa?". Jackson så med urolige øjne på ham.

Jeg bed mig i læben. "Hvad ser du, når du ser på mig?". Min stemme var lav. Jeg krydsede armene over brystet. Jackson så forvirret ud et sekund, så jeg fortsatte: "Et menneske? Eller et væddemål som skal vindes?".

Hans ansigt ændrede sig drastisk. "Jeg troede vi var ovre det her...", mumlede han, og kørte sin ene hånd gennem sit hår.

"Respektere du mig som person?", afbrød jeg ham med hård stemme. Jeg ville vide det. Jeg fortjente en, som respekterede mig til fulde, en som synes jeg var god nok. Og hvis Jackson ikke kunne overbevise mig inden for de næste fem minutter om, at han kunne, så var det for alvor slut.

"Selvfølgelig respektere jeg dig!", udbrød han irriteret. Han gav mig et sigende, frustreret blik. "Og kan vi så komme videre?!".

Jeg rystede med sammenknebne øjne på hovedet. "Hvornår begyndte du at se mig som et menneske? Hvornår blev jeg mere end et åndssvagt væddemål?", bed jeg af ham. Han påstod jo, at jeg ikke mere var et væddemål.

Han så direkte på mig. "Da du bestilte alt det lort på Maccen efter vi havde været i biografen. Det var første gang, at jeg så anderledes på dig. Teresa, alt hvad jeg har sagt til dig er sandt! Mine følelser for dig er ikke noget jeg finder på! Væddemålet gik ud på, at få dig med i seng. Men kun en gang! Jeg faldt for dig, så jeg afblæste væddemålet og ville bare være sammen med dig...". Han havde hævet stemmen. Det ramte mig. Jeg håbede, ønskede at han fortalte sandheden. Udfra hans ansigt kunne jeg bekræfte, at han gjorde.

"Jackson...", jeg sukkede opgivende. "Jeg kan virkelig godt lide dig. Og jeg hader mig selv for det. Du sårede mig virkelig". Mit blik var rettet mod gulvet.

Han gik hen mod mig og lagde sin hånd på min skulder, hvorefter han blidt første mit ansigt op mod hans, så vi så hinanden i øjnene. Han trak på smilebåndet. "Du kan lige mig. Jeg kan lide dig", jeg sukkede dybt og rystede på hovedet, men han slap ikke mit ansigt. "Kan vi ikke bare starte forfra?". Han så bedende på mig.

Jeg overvejede det i to sekunder. Den dramatiske stilhed. "Nej. Der er sket for meget til, at jeg bare kan glemme det.". Han så skuffet ned på mig, og trådte et skridt tilbage. "Men", jeg tog fat i hans hånd. "Vi kan prøve at komme videre".

Han bed sig i læben, og nikkede kort med hovedet. "Okay. Tak". Så lænede han sig ned, og plantede sine perfekte læber på mine i et blidt, taknemmeligt kys. Pludselig ringede klokken og vi gik ud til time. Flere så efter os, da vi kom ud fra badeværelset hånd i hånd. Jeg dømte dem ikke, jeg havde også gloet efter os, hvis jeg var dem.

Tænk engang. Jeg var en af dem, en af dem som håbede, at jeg kunne ændre the badboy til det bedre. På sin vis lykkedes det. Han knaldede i hvert fald ikke uden om. Men ellers var han stadig den samme: alt for festglad, drak alt for meget alkohol og røg en fed her og der, flirtede helt vildt med mig og sloges sådan cirka hver anden uge med folk. Bandemiljøet kom han også ud af, efter en lang kamp.

Efter Scott kom hen til ham med knækket nakke og bad om tilgivelse, på sin egen mærkelige måde. Så de to begyndte også at snakke igen. Heldigvis, for selvom Jackson virkelig var sur på ham, så kunne jeg mærke, at han savnede sin bedste ven.

Men som sagt, så ændrede jeg ham kun en lille smule. Han derimod, ændrede mig totalt. Jeg blev mere social, mere festglad, turde sige fra overfor folk og danse som galt det mit liv. Selv mener jeg, at han ændrede mig til det bedre. Men skal jeg jo sige. Jeg er trods alt Jacksons McKnight's kæreste.

Hello!
Jai, sidste kapitel! Hvad synes I om slutningen? Håber i hvert fald, at det er godt nok❤️
Kh miiigg