He's a FUCKBOY!

Football game

Jeg havde overtalt Miranda til, at vi skulle komme til football gamet. Hun var meget modvillig i starten, men overgav sig tilsidst, da jeg fortalte hende, at Aiden spillede. Hun syntes, at han var ret lækker, hvilket han også var. Men altså så endte det med, at vi ankom til football banen. Da vi kom et kvarter før kampen begyndte, havde vi god tid til at finde nogle gode pladser.

"Det er jo ekstremt varmt!", brokkede Miranda sig, mens hun tog sin lyse cowboyjakke af. Hun dampede næsten af varme, jeg havde lidt ondt af hende. Hun var nok lidt nervøs, fordi Peet også skulle spille i aften. Hun havde et sygt problem med ham, og jeg mistænkte hende både for at hade ham, men også for at beundre ham i smug.

"Så varmt er det heller ikke, Mira. Er du sikker på, at det ikke bare er fordi Peet kommer?", spurgte jeg, mens jeg drillende prikkede hende i siden.
Hun så på mig, som om jeg havde tabt sutten.

"Er du gået fuldstændig fra forstanden!?", udbrød hun, og jeg gjorde mig klar til at høre på hendes benægtelse: "Peet er en fuckboy, som ikke vil nogen som helst det bedste, og han er overhovedet ikke mit type! Han er sådan en der skipper skolen og ryger og drikker og fester hele weekenden! Jeg er slet ikke som ham, og han er ikke noget for mig! Vi er som ild og vand, nat og dag. Vi har intet tilfældes!", afsluttede hun, og krydsede benene og armene elegant.

Jeg rullede øjnene af hende. "Hvis du siger det", smilede jeg. Jeg kunne ikke lade vær med at sammenligne hende og Peet med mig og Jackson. Miranda og jeg stod i samme situation. Desværre. Jeg ville ønske, at hun ikke behøvede at gå igennem det. Bare hun ikke falder for Peets spil, så går det nok.

Publikum gik amok, da spilleren pludselig løb ud på banen. Jeg rejste mig op med Miranda, og sammen stod vi og heppede på vores hold. Måske var Aiden på modstandernes hold og Jackson på vores, men det kunne være ligemeget. Man hepper på sin skoles hold, der med basta.

Det var som om, at Aidens hold kendte taktikken. De kunne forudsige alle træk, som Jacksons hold havde. Vi var mange point bagud, hvilket var ret usedvanligt. Vi plejede at kæmpe om guldet og højest tabe med få point. Og i øjeblikket var vi voldsomt bagud. Selvom det var en venskabskamp, så gik begge hold til makronerne. De tæskede ind i hinanden og det var hårde tacklinger som fandt sted.

Jackson, som løb rundt på banen, var tydeligt frustreret. Han var holdkaptajn, og alle ville naturligvis tvivle på hans autoritet efter denne gigantiske fiasko. Vi kom længere og længere bagud og flere og flere tilskuere forlod banen for at tage hjem. Da kampen blev fløjtet af, var der kun larm ovre ved de få tilskuere fra Red Horks. Sejreslarm.

Jeg fik Miranda til at gå ned fra tribunen og ned til spillerne. Jeg maste mig igennem de svedige, store kroppe med øjne der søgte efter Aiden. Jeg fandt ham, stående med armen rundt om en lyshåret pige med grønne øjne. Hun havde fregner over næsen og hendes øjenvipper var naturligt lange og mørke. Hendes krop var veltrænet, hun var høj og slank med former.

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg gik hen mod dem.
"Aiden?", kaldte jeg, nervøs for om han ville ignorer mig og derved ydmyge mig totalt. Men imod alle forventninger vendte han sig mod mig og smilede et millionsmil. Han slap pigen, som havde travlt med at snakke med en anden footballspiller, og gik hen til mig.

"Der er min lille, mistroiske veninde", sagde han og blinkede drillende. Måden han sagde veninde på, gjorde at alle vendte sig om for at sende blikke. Jeg havde gjordt det samme, hvis ikke jeg havde været i min egen krop, for det lød virkelig som om, han mente kæreste.

"Så, vi slog jer", han smilede overlegent og hævede øjenbrynene to gange i træk.
"Jaja, denne ene gang kan I vel få æren af at vinde", svarede jeg ham grinende.
Hans øjne glimtede som tusinde stjerner på nattehimlen, da han gav mig en bjørnekrammer. Jeg gengældte den hurtigt. Før jeg vidste af det, så snurrede han os rundt, så jeg klamrede mig grinene til hans hals, da jeg var bange for at falde af.