He's a FUCKBOY!

Servitrise

"Men mor, jeg har altså brug for penge!", prøvede jeg opgivende. Min mor, Laila, så irriteret på mig, mens hun prøvede at sætte en ørering i øret.
"Tes, du må få dig et job. Jeg giver dig ikke bare penge, fordi du lige har brug for det!", svarede hun igen. Det så ud til at hun fik øreringen på plads, og hun så sig selv i det store spejl på væggen i entréen.

"Ser jeg okay ud?", spurgte hun mig så.
Hun havde en tætsiddende, neutral, mørkelilla kjole på, som fremviste hendes gyldne hudfarve. Hendes stiletter var mindst syv centimeter høje og vildt tynde. At hun kunne gå i dem, var et stort spørgsmål. At hun ville, var et endnu støre.

"Du ser fin ud", svarede jeg hende bare, mens jeg lænede mig op ad væggen.
"Tak. Skat, hør nu. At få penge kræver hårdt arbejde. Sådan er det bare, intet her i verden er gratis", smilede hun opmuntrende.
Jeg smilede svagt til hende. "Nej nej".
Hun gav mig en krammer, inden hun gik over til døren. "Pas nu godt på hinanden", sagde hun, inden hun åbnede døren.

"Jaja, ha' det nu hyggeligt til den der middag med din boss".
"Nu ikke så flabet unge dame, det klæder dig ikke!", snappede mor af mig. Jeg rullede bare øjne af hende, inden hun lukkede døren. "Og du skal ikke rulle øjne af mig!". Og så gik døren i.

Jeg traskede ind i stuen, hvor Colton allerede sad.
"Altså, jeg har et job til dig, hvis du er interesseret", kom det pludselig fra ham.
Jeg så overrasket på ham. "Har du?".
Han nikkede smilende. "Ja, jeg fik tilbudet men takkede nej. Måske kan jeg få dem overtalt til at tage dig i stedet".

Jeg nikkede. "Please, ja tak. Tak tak tak tak, mange tusind tak!", hvinede jeg og hoppede over i ham og krammede ham.
"Hey, personlig intimsfærde man", udbrød han, og skubbede mig væk.

Og det var sådan jeg endte med at stå i en sort servitrice kjole, som for mig personligt var lidt for kort. Den sad også meget stramt, og fremhævede mine former alt for meget til, at jeg kunne føle mig tilpas. Ja, det var ikke sådan servitricer normalt så ud, det skulle jeg da hilse og sige!

Det var til et bryllup. To stenrige mennesker skulle giftes, så der blev afholdt et gigantisk bryllup med 247 gæster. Derfor var der meget travlt, inden gæsterne skulle ankomme. Bruden's mor gik rundt og skrappede op, og kostede rundt med alle arbejderne, som var omkring 35 mennesker, inklusiv kokken.

Det var alligevel en smuk dag at blive gift på. Solen skinnede, fuglene fløjtede, det var dejligt varmt og skyfrit. Det var nok også derfor, at det var udenfor ceremonien og festen skulle holdes.

Jeg var i færd med at dække bordene til med en hvid dug, da kvindemennesket kom hen til mig.
"Hvad laver du?", spurgte hun irriteret, mens hun så ned på mit værk.
"Jeg... øhh, lægger dug på bordet?", svarede jeg nervøst.
"Hmm, det gør du ikke særligt godt. Kom, vi finder noget andet du kan lave!", sagde hun, hvorefter hun fik meget resolut ind mod det gigantiske hus, som nærmest lignede et slot.

Jeg tog en dyb indånding og pustede så langsomt ud. "Du får 20 pund i timen, 20 pund i timen", mumlede jeg for mig selv, mens jeg fulgte efter hejren. Endnu et bevis på de have ekstremt mange penge. 20 pund i timen er rigtig mange penge, men det var lønnen for alle servitricerne. Og de drikkepenge man måske fik, var helt og holdent ens egne.

Jeg blev sat til at hente glas og tallerkner, som skulle sættes ud på det store fælles buffetbord. Gæsterne begyndte at ankomme, og før jeg havde set mig om, var der rigtig mange mennesker. Jeg var selvfølgelig endnu ikke færdig med at slæbe glas og tallerkner ud, så jeg gik troligt forfrem og tilbage, selvom jeg synes det var ret så akavet.

Min favn var fuld med vidunderligt smukke vinglas, da en velkendt, hæs stemme skar sig gennem luften til min øregang.
"Tænk at jeg skulle møde dig her".
Jeg så til siden, hvor mine øjne i det samme låste sig med nogle unikke, utænkelige smukke, ravbrune øjne. Jeg tabte alle glassene på bordet i chok, og gispede af frygt for de gik i stykker. Derefter rødmede jeg over min dumhed.