He's a FUCKBOY!

Drama

Sommerferien. Jeg kunne ikke vente til, at det snart blev sommerferie. Jeg havde virkelig brug for den, men der var stadig flere måneder til. Desværre. Jeg sad og drømte mig væk i fysiktimen, hen til bikinitiden med 27+ grader med is og sol. Gud hvor jeg glædede mig. Sidste sommerferie havde været en af de bedste jeg havde oplevet. Mig og Miranda havde være sammen næsten hele ferien, både i mine bedsteforældres sommerhus og på stranden. Det havd beæret så hyggeligt, og nu vidste ville hun ikke engang snakke med mig.

Jeg vidste, at jeg blev nødt til, at få snakket med hende. Hun var blevet såret, hvilket jeg udemærket forstår, og det var min skyld. Jeg var synderen, og jeg vidste det. Det var bare så svært at komme i kontakt med en, som ikke ville skænke en et eneste blik. Jeg måtte gøre noget stort. Jeg vidste bare endnu ikke hvad.

Da klokken ringede ud fik jeg et gigantisk chok. Jeg havde vidst siddet i mine egne tanker, så dybt begravet, at jeg ikke havde lagt mærke til noget som helst.

Jeg skyndte mig ud af døren, og løb næsten hen mod mit skab, blindt håbende på at Miranda ville være der. Da jeg rundede et hjørne klaskede jeg direkte ind i et stenhårde bryst og faldt til jorden. Mine bøger lå over det hele, og jeg sad og ømmede mig. Trodsigt og irriteret så jeg op på personen som stod i vejen.

"Du er da ikke så lidt fræk", kom det hånligt fra Scott. "Sådan at løbe ind i mig", han viste sig tandpasta smil som var så falskt som Ashley's personlighed og negle. "Pas på, du kunne jo komme til skade, lille ven", hånede han.

Jeg rullede kraftigt med øjnene og samlede mine bøger op, inde jeg rejste mig. Han havde ikke flyttet sig en millimeter. Idiot. Han stod bare med et sleskt, klamt smil. Jeg skulle til at gå udenom ham, men han lod mig ikke slippe så nemt.

"Ikke så hurtigt, prinsesse", sagde han, mens han låste mig inde mellem sine arme og skabene mod min ryg. Hvad katten havde han gang i?!

"Scott, jeg har ikke tid til det her", afviste jeg ham irriteret. Havde det været Jackson, så havde jeg følt mig anderledes. Min krop ville brænde, jeg ville ikke turde møde hans smukke øjne eller trække vejret af frygt for at puste ham væk ved et uheld. Hans berøringer på min kind eller skulder ville få mig til at glemme tid og sted, og jeg ville føle en elektrisk strøm i mellem os. Men med Scott var der intet. Jeg stirrede bare op i hans øjne, og håbede han snart ville droppe sit skuespil.

"Shhh", tyssede han på mig, mens hans hånd strøg over mit kindben. Jeg undveg hans berøringer, hvilket fik ham til at smile stort. "Jeg vil bare høre...", han så ned i gulvet, inden hans intense blik mødte mit igen. "Om dig og Jackson har gjordt det?".

Eg stirrede chokeret ind i hans mørke øjne. Om vi havde gjordt det? Hvorfor ville han vide det?! Hvorfra havde han en ide om, at vi havde gjordt det?! Mine kinder begyndte at blive varme, og jeg kunne ikke finde ud af om han tolkede det som et ja, eller om han tolkede det til at jeg var for uskyldig til at tænke sådan. Forhåbentlig det første.

"Det har vi ikke", svarede jeg ham køligt. "Og hvis vi havde, så ville det egentligt ikke være noget du skulle blande dig i", bed jeg af ham. Jeg håbede ikke jeg fik afsløret mig selv... det ville være en katastrofe. Jeg har altid været dårlig til at lyve, men efter at have tilbragt så meget tid med Jackson, var jeg faktisk blevet bedre til det.

Scott smilede over hele femøren nu, og jeg bed mig irriteret i læben. Dybt sukkende skubbede jeg hårdt til hans bryst så han gik tilbage. Selv smuttede jeg ned af gangen og ind på det nærmeste toilet. Jeg tog min mobil frem og skrev til Jackson:

"Har du fortalt Scott, at vi har været sammen?"

Jeg havde ikke snakket med ham siden det skete, og det var ved at være en fem dage siden. Alligevel skrev han lynhurtigt tilbage: