He's a FUCKBOY!

Straffearbejde

Jeg så på ham i chok. Havde han lige? Den skid! Han kunne ikke være bekendt, at hive mig med i faldet! Rektor troede selvfølgelig på ham, så hun sendte et brev hjem til begge vores forældre OG vi blev sat til at male stakittet ved hallen som straffearbejde.

Jeg var så rasende på ham, så jeg kunne slå ham ned. Jeg ville få så mange problemer med mine forældre! Men det var han ligeglad med. Jackson McKnight bekymrede sig kun om sig selv og sine egne behov. Sådan en idiot, en selvfed, pervers, dum, egoistisk, rigmandssøn idiot.

"Hvorfor gjorde du det?", spurgte jeg ham surt. Han satte virkelig min selvbeherskelse på prøve, for jeg havde allermest lyst til at slå ham hårdt i hovedet end noget tungt. Men istedet strøg jeg penslen med hvid maling på stakittet.

"Fordi det var sjovt", svarede han bare med et skuldertræk, uden at kigge op fra sit arbejde med malingen. "Jeg blev taget på fast gerning, men så kom du ind af døren og så tænkte jeg, at hvis jeg skulle gå nedenom og hjem, så skulle du tages med i faldet".

Jeg så lamslået på ham over hans tilståelse.
"Sjovt? Du syntes det var sjovt?! De har sendt beskeder hjem til vores forældre, Jackson! Det er ikke sjovt!", hvæssede jeg rasende af ham.

Han klukkede lavt for sig selv og smed penslen ned i en malingbøtte. "Ja apropos det, så har jeg hakket min mors e-mail, så jeg kan ved lethed slette den. Jeg får ikke problemer", svarede han med et selvtilfreds smil. Jeg var ved at brække mig over ham.

"Men jeg har ikke hakket nogen e-mail, så jeg får problemer!", råbte jeg af ham. Hvordan kunne han være så usympatisk og selvisk? Hvordan kunne han kun tænke på sig selv, og få andre i problemer for sjov?!

Han gik hen mod mig, og foldede hænderne på ryggen, så han lignede en, som talte til et barn. Og i dette tilfælde, var det mig der var det barn.
"Surt at være dig", svarede han med et frækt glimt i øjet, og afventede mig reaktion.

Jeg stirrede foragtet ind i hans smukke, ravbrune øjne.
"Jeg hader dig", hvæssede jeg, mens jeg ihærdigt prøvede at beherske mig. Der skulle ikke meget til, før jeg ville springe i luften. Og selvfølgelig skulle han fremprovokere en eksplosion af vrede: Han trådte tre skridt frem, så han stod lige foran mig, mens et sleskt smil viste sig på hans sprøde læber. Mine arme lagde sig beskyttende om mit liv, mens mine håndflader blev svedige og jeg bed mig i læben af irritation.

"Din krop fortæller ellers en helt anden historie, som jeg uden tvivl fortrækker", hans øjne glimtede af trods, farer og ikke mindst morskab. Dét fik mig ud over vippen. Jeg tog fat i den hvide malingbøtte der stod ved min side og kastede alt malingen ud over ham, både hans flotte krop og dyre tøj. Men jeg var fuldstændig ligeglad.

Malingen ramte ham lige i ansigtet og på trøjen, hvor det løb ned mod hans bukser og sko. Han strammede i kæben og tørrede maling væk fra øjnene.

Jeg pustede langsomt luften ud af lungerne. Efter at have hældt maling ud over ham, følte jeg mig underligt lettet og tilfreds. Altså, lige ind til han smed alt den overskydende maling fra hans ansigt og trøje mod mig. Det ramte mest min trøje, da jeg nåede at dreje hovet væk.

Så var der krig.

Vi kastede rundt med maling og spildte derved en masse af skolens penge. Men den tanke strejfede mig slet ikke, jeg blev bare ved med at smide det over Jackson. Efter flere minutters anstrengelse, kunne jeg ikke holde grinet tilbage. Selvfølgelig var jeg stadig sur på ham, men jeg selv jeg måtte indrømme, at det var sjovt med malingkampen.

Til sidst kom Mrs. Wilson gående ud for at tjekke op på os. Da hun så, at vi var totalt indsmurte i maling, smilede hun bare ondskabsfuldt og sagde, at det havde vi godt af. Hun troede, at vi var kede af at have maling ud over det hele. Så selvfølgelig spillede vi med på den, så vi kunne slippe og komme hjem, hvilket vi også fik lov til.