He's a FUCKBOY!

Barbie plaster

Jackson stoppede ude foran et imponerende stort, flot, hvidt hus. Døren var af mørkt træ, det samme med rammerne om vinduerne. Der var en kæmpe stor veranda, med hvide stolper der holdte en balkon oppe, lige over hoveddøren. Han satte et ben ned på jorden og svang sig elegant over på den højre side af motorcyklen. Han trak den hen til en garage, som pludselig åbnede sig.

Jeg sad stadig på motorcyklen og svajede frem og tilbage. Jeg kunne ikke støtte på min hånd, mest fordi jeg var ekstremt pylret når det gjalt sådanne situationer. Altså, når jeg blødte eller havde slået mig, brækket eller forstuvet noget. Jeg var rigtig dårlig til at tackle det, men Jackson virkede heldigvis til at have det under kontrol.

Et lys i garagen tændtes, i det samme motorcyklen kom inden for porten. Det skarpe lys skar i øjnene, så jeg kneb hurtigt mine sammen. Jackson stoppede op og slog støttebenet ned. Derefter tog han fat om min ryg og under mine ben for at bægere mig op i brudestilling.

Jeg bed mig i læben af irritation. Nok var jeg en anelse svimmel, men jeg behøvede ikke at blive båret.
"Jeg kan sagtens gå selv", sagde jeg med sammenbidte tænder.

Jackson kom med et tørt, kort fnys.
"Helt sikkert", svarede han bare, mens han gik op af nogle trapper, som førte hen til en sort dør. Han satte mig ned og tog en nøgle frem af lommen, for at låse døren op. I det samme døren gav sig, skubbede jeg den op og gik ind uden yderligere besvær.

Jeg hørte Jackson sukke, mens han lukkede og låste døren. Han smed nøglen på et sort bord, hvorpå der lå en masse papir og bøger, hvorefter han tændte lyset.

Jeg så mig omkring, og det gik op for mig, at jeg stod i et stort køkken der havde farverne sort og hvid. Gulvet var klinker og lignede et kæmpe skakbræt. Midt i det hele stod bordet, hvor Jackson havde smidt nøglerne, og ude ved væggen stod både skuffer, komfur, køkkenbord, køleskab med indbygget isterningemaskine og der hang skabe med en masse tallerkner og glas i forskellige, flotte farver.

Jeg så mig chokeret om og fortsatte med at gå. Der var en kort gang ud til, hvad jeg gik ud fra var hoveddøren og bryggerset. Der var også en åbning til en stue med både spisebord til 12 personer, en sofa til 10 og et gigantisk fladskærms tv, hvor der nede foran lå et stort, hvidt, blødt tæppe. På tæppet lå der Barbie dukker, hvilket jeg skævede lidt til, og der stod en masse potteplanter og reoler med billeder og bøger i.

Jeg var fuldstændig hypnotiseret. Aldrig havde jeg set et flottere hjem, og jeg havde i den grad ikke regnet med, at Jacksons hus så sådan ud! Sidst jeg var her, havde jeg været så fuld. Jeg kunne ikke huske, at det så sådan ud. Jeg blev jo også smidt ud af hans vindue, så hans værelse var det eneste jeg kunne huske.
Uden jeg var forberedt, tog han fat i min overarm for tavst at fører mig op ad en trappe. Jeg nåede slet ikke at beundre 1. sal, da han hurtigt hev mig ind på et toilet. Han lukkede døren forsvarligt, og så så på mig med sine smukke, ravbrune øjne.

Han så vurderende på mig, hvilket gjorde mig utilpas. Jeg hadede når han vurderede mig i sit hovede, for det endte som regel aldrig godt. Han gik pludselig hen mod mig, hvilket gjorde mig nervøs. Jeg bakkede væk fra ham, men da han rakte ud og greb fat i min arm, trak han mig hen til sig. Han drejede os rundt i en kvart cirkel, som om vi dansede, hvilket forvirrede mig endnu mere.

"Jackson", gispede jeg, da hans hænder tog groft fat i mine hofter og løftede mig op. Min numse landede på et koldt bord ved siden af håndvasken.
"Slap af", brummede han beroligende, helt inde fra brystet, mens han tændte for vandet og gjorde en klud våd. Han tog et hårdt tag om mit håndled, og stillede sig mellem mine svingende ben.

Han så koncentreret ned på min sårede hånd, mens han tørrede den med den lune, fugtige klud. Det sved gevaldigt meget, så jeg prøvede at trække min hånd til mig i ren refleks, mens mit ansigt trak sig sammen. Han strammede dog bare grebet om mit håndled og ignorerede mit ynkelige forsøg på at slippe fri. Det var ikke fordi han var særligt blid, faktisk var han ikke blid overhovedet. Og han vidste godt det gjorde ondt, han var bare ligeglad, som var han en jæger der skød et uskyldigt rådyr.