He's a FUCKBOY!

Hospitalet

Hvidt. Hvorfor er hospitaler altid hvide? Det er en kold og hensynsløs farve. Flot, men alligevel. Måske var det som symbol for himlen? Især her på operationsgangen. Ikke alle overlevede under skalpellen, det vidste alle. Bare Jackson nu gjorde. De skulle have kuglen ud fra hans bryst, hvis han skulle overleve. De vidste endnu ikke om lungen var kolapset, eller om andre organer var beskadiget.

Jeg faldt i søvn i den stol jeg var blevet placeret i. Politiet ville snakke med mig, men jeg kunne slet ikke. Det eneste de havde fået ud af mig var : "Aiden Young, det var ham der gjorde det". De gav op efter femten minutter og mit tiende: "Er Jackson okay?". Så nu sad jeg her, i en ventestol på hospitalet.

"Undskyld?", jeg blev vækket af en kvindelig stemme. Jeg så op i et par venligt, blå øjne. Hun smilede forsigtigt til mig. "Du bliver nødt til at tage hjem nu".

"Men Jackson", startede jeg, og satte mig længere op i stolen. Min krop var godt øm.

"Han klarer den". Hun smilede beroligende til mig. "Men du kan alligevel ikke besøge ham før om et par dage. Så tag nu hjem?". Hun så bedende på mig, som om hun først fik fri når jeg var gået. Jeg nikkede og rejste mig op. Jeg havde overhovedet ikke kontaktet mine forældre. Politiet havde spurgt om de skulle ringe til dem, men jeg havde takket nej.

Da jeg ende mig kom ud fra hospitalet, tog jeg min mobil frem. Efter tre bib-lyde tog Colton den.
"Teresa! Hvor fanden er du?! Jeg hørte at der var politi og ambulance ovre ved Noah.. var det ikke der du var? Hvorfor har du ikke ringet ti...", begyndte Colton men jeg afbrød ham hurtigt:

"Colton! Stop... vil du ikke komme og hente mig?", spurgte jeg halvkvalt. Så det var Noah som holdet festen? Puha, han havde da noget at prale med i næste uge. Politi ved en fest? Så snakkede man ikke om andet den næste uge. Måske med undtagelse af at Jackson McKnight blev skudt.

"Jojo", hans stemme lød pludselig rolig. "Hvor er du henne?".

Jeg bed mig i læben. Han ville flippe så meget ud nu... "På hospitalet...". En tårer gled lydløst ned over min kind.

"PÅ HOSPIT...", mere nåede han ikke at sige, inden jeg afbrød ham ved at sige hans navn lavt og hjælpeløst. Præcis om jeg følte mig. Indtil Colton dukkede op. Han kom løbende hen til mig og lagde sine arme rundt om mig i et kæmpe kram.

"Er der sket dig noget? Er du okay?", spurgte han febrilsk.

"Jeg har det fint", svarede jeg lavt. Ja, hvis man altså trak de blå mærker på mine overarme samt min psykiske tilstand i øjeblikket fra, så fortalte jeg da sandheden. Jeg snøftede kort, inden Colton holdet mig ud foran sig i en armslængde.

"Hvad laver du så her?", spurgte han henvist til hospitalet. Han slap mine arme og så bekymret ned på mig.

"Jackson blev skudt", svarede jeg ligeud. Jeg blev helt overrasket over min stemme. Den lød så træt. Sådan havde jeg det også. "Men jeg vil ikke snakke om det. I hvert fald ikke lige nu", tilføjede jeg hurtigt da jeg så Coltons hævede øjenbryn. "Kan vi ikke bare tage hjem?".

Han nikkede kort og gav mig et svagt smil. "Jeg er her når du får brug for at snakke", forsikrede ham mig om. Jeg nikkede blot. Han kørte os hjem og jeg gik direkte ind på mit værelse for at sove. Ikke at jeg fik ret meget søvn, for selvom min krop var træt som en i helvede, så var mit hovede et andet sted. Jackson var hoppet ind foran mig. Han vidste godt, at han ville blive skudt af det. Alligevel gjorde han det. Det var så melodramatisk og cliche-agtigt gjordt. Havde jeg set det på en film ville jeg nok have kastet op, alt for sukkersødt. Men det her var mit liv, min realitet. Han havde redet mit liv. Jeg skyldte ham mit liv.

Næste dag stod jeg under bruseren i omkring en time. Det varme vand løb bare ned over min udmattede krop. Da det begyndte at blive koldere, slukkede jeg for det og fik gjordt mig klar. Nu skulle mine overtalelsesevner sættes på prøve. Colton skulle give mig et lift over til hospitalet.

"Nej. Er du klar over, at det er hans egen skyld? Du skal aldrig være sammen med, eller bare tæt på, den kæmpe idiot", afviste Colton mig uvidende om hvad der var sket.

"Colton, du forstår ikke. Kuglen var til mig", prøvede jeg igen. "Jackson hoppede ind foran mig". Colton så chokeret på mig. Først troede jeg, at jeg var nået ind til ham, men der kunne jeg godt tro om igen.

"Så du siger til mig", begyndte han langsomt. "At Jackson er skyld i, at du næsten blev skudt?! Han har bragt dig i livsfare og du vil stadig over til ham?! Nej! Jeg kører dig ikke, Tes", sagde han bestemt.

Jeg rullede med øjnene. Han havde jo lidt ret. Men stadig. "Colton, hvis ikke du kører mig, så tager jeg bussen eller noget", sagde jeg opgivede til ham. En sidste trussel. Intet kunne stoppe mig.

Colton så mærkeligt på mig. "Du ved godt, at der ikke går nogle busser, ikke?", spurgte han mig overlegent.

Pokkers. Det var sandt. Om lørdagen var der aldrig nogen busser der gik. "Så går jeg bare", jeg slog ud med armene.

"Der er 6,5 km til hospitalet fra vores hus".

Jeg så irriteret på min storebror. "Så må jeg vel hellere se at komme afsted nu", bed jeg af ham. Jeg gik ud i entréen for at tage mine sko og en jakke på. Colton kom gående og stillede sig op ad dørkarmen.

"Jeg skal nok kører dig", informerede han mig om. Så på den måde endte jeg igen ved hospitalet. Jeg kom ind til Jackson, som lå i en hvid seng. Han sov vidst nok. Eller måske lod han som om, fordi han ville høre hvad jeg ville sige til ham, hvis jeg troede, at han sov.

Jeg gik hen og satte mig i en stol der var lige ved siden af sengen. "Du er en kæmpe idiot, at du ved det", sagde jeg til ham. "Verdens største, faktisk". Jeg så på ham, idet hans mundvig trak sig op i et svagt smil. Jeg vidste det. Den klaphat.

"Jeg havde forventet en anden modtagelse, efter jeg reddede dit liv", kom det halvkvalt fra Jackson. Han åbnede øjnene og sp på mig.

Jeg rystede bare på hovedet. "Det var din skyld, at mit liv kom i fare til at starte med. Det var kun fair, hvis du reddede mig. Nu skal du ikke tro, at du er hellig eller sådan noget", grinede jeg. Det var dog kun en halv joke, for det var sandt. Det vidste han også godt.

Først grinede han med. Men så ændrede hans ansigtstræk sig. "Undskyld. Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal sige", fortalte han. Han så mig ikke engang i øjnene. Hans blik var rettet ned mod hans dyne. Jeg vidste godt, at det var hårdt for ham. Og fair nok.

"Du kan sige", startede jeg, mens jeg rejste mig op og satte mig i hans seng. "At du vil tage mig ud og spise. Eller måske ind og se 'Men in Black' i biografen. Nej faktisk begge dele, og så kan vi tage den derfra". Han grinede og åbnede sin arm op, så jeg kunne ligge mig ned til ham. Det gjorde jeg forsigtigt, så jeg lå ved siden af hans bryst på hans arm. Kuglen var gået ind i den anden side, så jeg kunne godt ligge der.

"Jamen i så fald, vil du, Teresa River, med ud og spise og i biffen?", spurgte han med et skævt smil. "Altså når jeg engang bliver udskrevet fra dette gudsforladte, kedelige hospital?".

Jeg svarede ikke i første omgang. Jeg var blevet enig med mig selv om, at jeg ville give os en chance til. Måske havde han såret mig som ingen andre nogensinde havde gjordt, men han  havde også fået mig til at lave som aldrig før. Og han tog en kugle for mig. Alt for dramatisk, men han havde gjordt det. Hvis jeg skulle være ærlig, så tror jeg kun Miranda ville gøre det, udover ham og min familie. Han tøvede ikke et sekund. Desuden, alle fortjener en chance til. Man kan ændre sig til det bedre. Det får Jackson lov til at prøve.

"Ja, det vil jeg gerne", svarede jeg ham endelig. Han kyssede mig i håret. Lidt efter sov han. Og efter ikke særligt lang tid, så lukkede jeg også øjnene.

Sådan!
De ender sammen, cliché og det hele. Men lad os nu være ærlige, alle elsker clichér! Jeg gør, for det meste i hvert fald...
Håber, at I læser med trods min ufattelig ringe tid. Sidst jeg opdaterede var engang sidst i februar. Jeg ved godt, at jeg virkelig er dårlig til at opdatere, og at jeg har været virkelig dårligt i lang tid efterhånden... det beklager jeg virkelig! Jeg har ikke engang en undskyldning for det, hvilket gør det endnu mere patetisk! Undskyld undskyld undskyld!
God læseferie! Eller for folk som ikke har læseferie: I må have nogle gode dage indtil sommerferien! Nyd det!
Kh miiiigg