He's a FUCKBOY!

Girl catch up

Hvad skulle jeg gøre? Jeg havde stået og gloet over på dørene til skolen i snart fem minutter. Det var ved at være ret pinligt. Jeg turde ikke gå ind af dem. Hvad nu hvis alle vidste det? Hvad nu hvis hele skolen havde fået det af vide? Jeg ville ikke kunne klarer at have alles dømmende og chokerede blikke på mig hele dagen. Jeg, pigen som ingen kender, var sammen med Jackson McKnight, ham som alle kender, forguder og frygter.

Jeg tog en dyb indånding. Okay, nu var det nu. Langsomt flyttede jeg mine fødder, et skidt ad gangen. Pludselig stod jeg foran dørene. Jeg bed mig i læben og åbnede dørene. Nogle få elever som stod rundt omkring så over mod mig, så på mig som om jeg ikke eksisterede. Lettet åndede jeg ud. Ingen vidste tydeligvis noget.

Mit skab lignede alle andres. En kedelig, grå farve. En ny ubehagelig tanke begyndte at snige sig ind på mig, mens jeg åbnede skabet og tog mine fysikbøger ud. Jeg havde ikke fortalt Miranda om noget. Hvordan skulle jeg fortælle hende dette? Det ville komme som et chok for hende... hvordan kunne jeg holde på sådan en stor hemmelighed i så lang tid?

Mit skab blev i samme sekund smækket i, og en smuk, modeludseende poge stod foran mig med et falsk smil på hendes falske læber og det blonde hår flagrende om det spinkle ansigt.
"Hvem tror du lige du er?", spurgte hun mens hendes øjne langsomt slog mig ihjel.

"Jeg er Teresa River?", svarede je en anelse forvirret. Hun vidste da godt hvem jeg var? Hun havde ligesom gjordt det ret tydeligt, da hun truede mig med Jackson ved vores sidste samtale.

Ashley så på mig som om jeg var dum. "Stop med den flabethed, den klæder dig ikke", hun løftede et øjenbryn. "Jeg så dig tage med Jackson i fredags. Hvorfor tror du, at du har tilladelse til det?". Hun lænede sig op ad skabene.

"Øhh...", jeg så uforstående på hende. "Har jeg misforstået noget? Er du hans mor? Fordi det lyder virkelig som om...", hun lod mig ikke tale færdigt. I stedet trampede hun i gulvet som et forurettet barn.

"STOP! Jeg gider ikke hører på dig, overhovedet ikke! Bare...", hun gik helt tæt på mig, så hendes mintånde ramte mig i ansigtet. "Hold dig fra ham". Hun sagde det i et roligt og truende toneleje. Jeg nikkede bare, og skyndte mig mod fysiklokalet.

Lige inden jeg gik ind af døren kaldte Miranda på mig.
"Hey!", hun løb hen til mig, og så en anelse skuffet ud. "Du har ikke svaret på nogen af mine beskeder eller opkald hele weekenden. Er du okay?", hun tog blidt fat i en hårtot og satte den på plads.

"Jeg har det fint", forsikrede jeg hende om. "Men.. jeg har noget jeg skal fortælle dig", sagde je tøvende. Hun kneb øjnene sammen. "Noget vigtigt".

"Mrs. River, modulet stater nu, hvis du vil være så venlig", kom det indefra lokalet. Jeg så mod min professor som smilende opfordrede mig til at tage plads. Jeg nikkede og vendte mig mod Miranda.

"I spisepausen, okay?". Hun nikkede og gik ned mod enden af gangen. Jeg så kort efter hende, inden jeg gik ind i lokalet. Jeg satte mig aller bagerst på en ledig plads i hjørnet.

I hele modulet var jeg ukoncentreret. Jeg lyttede ikke efter på noget tidspunkt, alt jeg kunne fokusere på var, hvordan jeg skulle forklare Miranda mit og Jacksons mærkelige "forhold" over de sidste mange måneder.

Men på trods af, at jeg havde haft 90 minutter til at tænke over hvordan jeg skulle fortælle hende det, så havde jeg intet da jeg stod i kantinen. Jeg havde besvær end at trække vejret, da hun kom gående mod mig. Jackson var åbenbart ikke i skole. Ved bordet i midten hvor han altid sad, var både Scott, Peet, Liva og Ashley men ingen Jackson.

"Hvad er det, som er så vigtigt?", spurgte Miranda, mens hun lagde vægten over på den ene hofte. Scott så med det samme op, og vores øjne mødes.

Hurtigt tog jeg fat i hendes arm og førte hende ud af kantinen.
"Ikke her", mumlede jeg, mens jeg trak hende afsted. Hele skolen skulle ikke høre det.

Vi stoppede på samfundsfagsgangen, hvor der næsten ingen elever var. Så havde jeg de næste 30 minutter til at fortælle hende det. Hun så afventende på mig. Jeg bed mig i læben.
"Kan du huske, at Jackson inviterede os med til den der fest fordi vi vandt årets første football game?", spurgte jeg.

Hun nikkede langsomt mens hendes øjne blev smalle.
"Tja...", jeg så mig omkring. "Det var ligesom der det hele startede...". Og så fortalte jeg hende hele historien. Hun afbrød ikke en eneste gang, men hendes blik blev mere og mere skuffet og hårdt.

"Så... ja, jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre nu...", afsluttede jeg, mens jeg så forsigtigt på hende. Der var ingen tvivl om, at hun var chokeret og skuffet over mig. Hendes ansigt talte for sig selv.

"Hvorfor har du ikke fortalt mig noget?", spurgte hun med en stille og rolig stemme. Hendes øjne prøvede at fange mine, men jeg kunne ikke møde dem.

"Fordi... jeg.. jeg ved det ikke...", je slog opgivende ud med armene. "Jeg var bange for du ville dømme mig eller noget vel", prøvede jeg at forklare, selvom jeg godt vidste, at det ikke ville holde.

Hun rystede på hovedet. "Jeg er din bedste veninde, selvfølgelig dømmer jeg sig ikke", hendes øjne var blanke. "Eller bedste veninde ved jeg nu ikke... hvis vi var det, så ville du nok ikke have holdt så stor en hemmlighed for mig", hendes stemme knækkede, og hun gik uden at sige et eneste ord.

Jeg så bare efter hende. Hun var Miranda. Min aller bedste veninde. Jeg kendte hende. Hun ville helst være alene. Mine øjne løb i vand. Jeg skulle ha ve fortalt hende det for længe siden. Hvordan kunne jeg være så dum!?

"Det så alvorligt ud". Stemmen var kølig og lød ligeglad. Jeg vendte mig mod Scott, mens jeg tørrede mine øjne, som så efter Miranda. "Hvad kan der dog være sket mellem jer?". Han så på mig med et gennemborende blik.

Jeg snøftede kort. "Ikke noget der rager dig", bed jeg af ham, inden jeg gik den modsatte vej af Miranda. Hvorfor kom han nu og irriterede mig? Han havde aldrig snakket til mig før, ikke siden Jackson begyndte at... få øjnene op for mig.

Gad vide hvad han egentlig lavede... sikkert pjækkede... det var noget han gjorde meget i... stik modsat af mig... som kun havde pjækket et modul... på grund af ham... hvad havde jeg gang i? Vi var totale modsætninger af hinanden.

Hvad havde jeg gang i?

Hejsa!❤️
Jeg ved godt, at det er 100 år siden jeg sidst opdaterede.... mindst😅 jeg undskylder så meget🧡
Jeg håber ikke det gør noget... og at I stadig vil læse med...👌
Kh miiiigg😘