He's a FUCKBOY!

New feeling

"Hvor fanden har du været!?". Miranda skreg op som en stukken gris i samme sekund hun fik øje på mig. "Jeg troede, du var blevet bortført af en eller anden klammo!?". Hun tog hårdt fat i mine skuldre og så mig dramatisk i øjnene, præcis sådan som man ser det på dårlige teenage-drama-film.

"Det blev jeg også", svarede jeg hende, og tilføjede hurtigt da jeg så hendes skræmte ansigtsudtryk: "Jackson kørte mig hjem til sig selv". Jeg fortrød hurtigt at jeg havde sagt det. Hun så på mig med øjenbryn der skød op i panden.

"Du var hjemme ved Jackson? Og I var pløre fulde?", hun så meget mistroisk på mig, med smalle øjne. "Lavede I noget, som jeg burde vide noget om?".

Jeg så på hende med rynket næse.
"Eow nej. Miranda, vi sov og så vågnede vi, og så smed han mig ud af sit vindue fra anden sal", forklarede jeg i korte træk, mens jeg med vilje undlod at fortælle om, da vi vågnede og vores kyssescenarie.

Hun trak bare på skulderen.
"Men hvor blev dig og Peet af? Jeg kunne pludselig ikke finde nogen af jer?", spurgte jeg hende undrende. Hendes kinder blev omgående røde, da jeg nævnte hans navn. Hvad havde de dog haft gang i?

"Vi snakkede hele natten, og han kørte mig hjem. Det var faktisk virkelig hyggeligt", indrømmede hun blankt. "Åh, og så kyssede han mig kort inden jeg gik ind i huset", tilføjede hun, som om det ikke var væsentligt.

"WHAT!? Kyssede han dig!?", udbrød jeg højt. Havde de virkelig kysset!? Oh my God!?
"SHHH!", udbrød hun tyssende på mig, og så sig om efter lyttende ører. "Ikke så højt!". Hun så ængsteligt på mig. "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, Tes. Han er bare virkelig sød, men jeg ved at han er en fuckboy. Tror du ikke bare, at han gør det her med alle piger indtil de falder for ham?", spurgte hun håbløst.

Jeg så med medlidenhed i øjnene på hende. Stakkels pige.
"Jeg kender ikke Peet så godt", startede jeg. "Men han har ikke det bedste rygte", jeg skulle virkelig tilpasse mine ord omhyggeligt. "Giv ham en chance, men tænk dig om. Hvis han pludselig vil i seng med dig, så skal du nok trække i bremsen", forklarede jeg hende.

Hun nikkede langsomt. "Du har nok ret", hun sukkede dybt. "Men kan vi ikke prøve at undgå ham? Jeg har ikke overskud til, at deale med ham lige nu", tiggede hun. Jeg erklærede mig hurtigt enig, mest fordi jeg syntes det var synd for hende. Men personligt ville jeg heller ikke møde Jacksons, og han gik sikker sammen med Peet, altså kunne vi slå to fluer med et smæk.

Vi gik ned af gangen og drejede rundt om det første hjørne. Skæbnen var åbenbart ikke med os, for vi gik direkte ind i både Jackson, Peet og Scott. Mine øjne låste sig med det samme med Jacksons. Jeg prøvede at virke kold, men han var nu engang mesteren til det. Hans blik var køligt og uvenligt, modsat Peet som smilede varmt til Miranda. Jeg mærkede hendes greb om min arm strammedes. Var hun virkelig så nervøs?

"Miranda", nikkede Peet høfligt, mens han smilede skævt til hende. "Jeg har ledt efter dig. Vil du hjælpe mig med noget?". Han så på hende med et fangede blik, og Miranda kunne intet andet gøre end at nikke opgivende. Hun gav slip på min arm og fulgte med Peet tilbage mod skabene. Han lagde en arm over hendes skuldre, og det fik mig til at smile stort. Gud hvor jeg håbede, at han ikke havde skjulte intentioner!

Scott rømmede sig, og jeg hen på ham og Jackson, som stadig stod foran mig og blokerede for vejen. Mit smil falmede øjeblikkeligt. De stod som to store højhuse foran en lille lejlighedsbygning.
"Undskyld mig", mumlede jeg. Mit blik landede på gulvet og jeg prøvede at gå i mellem dem. Uden held.

"Hey baby", kom det selvfedt fra Jackson. "Hvor tror du, du skal hen?". Han tog fat blidt fat i min overarm, og så ned på mig med et nu selvsikkert smil på læberne. Ud af øjenkrogen så jeg, at Scott lænede sig op ad skabene, som om han skulle stå til rette for at nyde en Forestilling.

"Væk fra dig", røg det alt for hurtigt ud af min mund. Scott kom med et behersket, kort grin. Jeg bed tænderne hårdt sammen, da jeg så Jacksons øjne blive mørkere. Hans selvsikre smil forsvandt som dug fra solen og blev erstattet med en stenhård mine.

Jeg prøvede at vriste mig fri af hans greb, men det resulterede bare i, at han tog hårdere fat.
"Hvornår kan jeg få min T-shitt tilbage?", spurgte han pludselig ud af det blå.

Jeg så chokeret på ham, derefter på Scott for at se hans reaktion. Han stirrede forundret på Jackson og mig, mens han samlede brikkerne i hovedet. Mine øjne faldt igen i Jacksons. Fedt, nu troede alle omkringstående, at vi havde været sammen. Hvorfor skulle jeg ellers have hans t-shirt?

"Jeg har den ikke med", mumlede jeg lavt, for at ingen andre end Jackson kunne høre mig. Jeg så surt ind i hans gennemborende, ravgyldne øjne.

"Hmm... tag den med så hurtigt som muligt", svarede han bare. Han trak mig tættere på. "Det var ellers hyggeligt den aften", hviskede han i mit øre. Jeg rødmede overraskende meget, og skubbede mig med det samme væk, så der kom afstand imellem os.

Han legede med mig, det var tydeligt. Men jeg kunne også spille det spil, han havde gang i.
"Hvorfor var det egentligt, at jeg skulle skynde mig ud? Du virkede helt bange for, at din mor skulle opdage mig", hånede jeg ham. Jeg vidste udemærket godt, at det var et dumt træk, at prøve at ydmyge Jackson overfor Scott, men jeg kunne ikke dy mig.

Han skubbede mig hårdt ind i skabene, så jeg gispede højt. Min ryg blev trykket ind i en lås og sagde fra, men min mund var lukket med syv sørøver sejl.
"Små piger der leger med ilden, får deres fingre brændt". Hans toneleje var skræmmende lavt og havde en sexet, farlig undertone. Hans ansigt var tæt på mit, så jeg mærkede hans tunge ånde kærtegnede mit ansigt.

"Jeg er ikke en lille pige, Jackson", svarede jeg ham lavt, mens jeg prøvede at udholde hans brændende blik. En nærmest umulig opgave. Han var mester i, at give uudholdelige, sexede, legende blikke. Lige nu var det nu mest et dødbringende et, men om ikke andet, så gjorde han det godt.

"På mange punkter", hans stemme var en lav brummen. Min rygrad snoede sig som en slange. "Er du bare en lille, uvidende pige, babe", afsluttede han sætningen. Hans tunge løb kort over de sprøde, bløde læber. Jeg fangede mig selv i at stirre på dem i alt for mange sekunder. Pokkers. Jeg så i samme sekund ned i gulvet.

Han var så utroligt tæt på mig. Hans blik gjorde mig usikker, og jeg følte, jeg kunne dø i den stille akavethed. Jeg hadede, når jeg følte mig så intimideret af ham. Han var alt for tæt på mig, til at jeg kunne tænke klart. Jeg følte mig fanget, fordi jeg stod op ad skabene, og fik pludselig en klaustrofobisk fornemmelse.

Jeg tog en dyb indånding, og prøvede at beherske min stemme.
"Der er så meget, du ikke ved om mig, Jackson". Jeg blev helt overrasket over min stemme, som lød ekstremt kølig og rolig. Mine øjne kolliderede med Jacksons, og jeg skubbede mod hans bryst, så han gik et par skridt tilbage.

Jeg skænkede Scott et enkelt, neutralt blik, inden jeg gik ned af gangen. Jeg mærkede tydeligt både Jacksons og Scotts øjne brænde sig ind i min ryg. I min mave var der en ny, underlig følelse. Tilfredshed. Måske også en anelse overlegenhed. Og jeg elskede det.

Hey hey❤️
Kort kapitel, I knoooooww😅 men tænker det går for en gang👌😁
Har I en god ferie? Hvad skal I lave?😊 er i sommerhus, og skal ellers bare være sammen med mine venner og veninder🙈
Kh miiiiigg😘