He's a FUCKBOY!

Taknemmelig

"Omg, hvad er der sket med din kind!?", udbrød Miranda forfærdet, mens hun holdte mit ansigt mellem hendes to små hænder. Hun studerede mit grimme mærke, som jeg forgæves havde forsøgt at gemme med make-up og en cap. 

"Jeg faldt ned af trappen i går", svarede jeg hende, mens jeg smilede beroligende. Ja jeg løj, men jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle hende sandheden. Ligesom med min mor og bror.

Min mor havde selvfølgelig spurgt ind til mit gigantiske blågule mærke på mit kindben. Jeg havde blot svaret, at jeg var løbet ind i døren til Supermarkedet. Hun troede blindt på det. Min storebror derimod, han havde ikke været så nem at overtale. Men han havde også været i Supermarkedet før, så han vidste godt, at de døre jeg snakkede om åbnede automatisk, når man stod foran dem.

Derfor var jeg nødt til at lave min forklaring om. Så til ham indrømmede jeg pinligt, at jeg først var gået ind i gyngestativet ved legepladsen og derefter var faldet ned på en sten med ansigtet først. Den forklaring holdt slet ikke, og han troede ikke et sekund på det. Men historien var alligevel sjovt nok til, at han grinende rystede på hovedet og gik ind på sit eget værelse.

Altså havde jeg tre forskellige forklaringer til mit grimme, blågule mærke som fyldte hele mit ømme kindben, hvoraf ingen af dem stemte overens, med det der rigtigt skete.

Miranda så på mig, mens hun undertrykte et grin.
"Faldt du ned af trappen?", hun hævede et øjenbryn. "Igen?".
Jeg nikkede, mens jeg bed mig akavet i underlæben. Sidste gang jeg rent faktisk faldt ned af trappen, brækkede jeg min arm. Jeg havde gips på hele sommerferien, og Miranda drillede mig uafbrudt med det.

"For helvede, Tes", grinede hun. "Du er virkelig en klovn på skøjter". Hun slap mit ansigt, og jeg vendte mig om for at tage bøger ud af mit skab, da jeg så ham ud af øjenkrogen. Jeg så med det samme til siden og fik det bekræftet.

Han stod lænet op af skabene, 4-5 meter fra mig. Han havde for en gangs skyld cowboybukser på, med en hvis T-shirt og en læderjakke udenover. Hans blik gennemborede mine knogler, gennemskuede min løgn så let som ingenting. Han havde krydset armene foran sit bryst og lignede en forbryder, som var ude på skræmmer.

Hvis han havde hørt Mirandas og min samtale, så havde han ikke troet på min forklaring med trappen. For hvis der var noget som Jackson McKnight have talent for, så var det at gennemskue alle mine løgne.

"Jeg skal på toilettet", sagde jeg hurtigt til Miranda, og med de ord gik jeg i den modsatte retning af Jackson. Inde på toilettet så jeg mig selv i spejlet. Selvom jeg havde make-up på, og min cap skyggede for det, så var mærket stadig tydeligt. Enormt tydeligt. Jeg kørte blidt mine fingerspidser over mit forslåede kindben, og skar med det samme en grimasse. Det gjorde pokkers ondt.

Døren til toilettet blev pludselig banket op, så jeg så forskrækket mod den. Mine øjne blev fanget af hans ravbrune.
"Jackson?", spurgte jeg forvirret. "Du må ikke være herinde".

"Vi ved begge to godt, at det ikke er første gang jeg er her", svarede han, mens han gik hen til mig og skubbede mig bestemt ind i en af toiletbåsene som han låste forsvarligt. Jeg rødmede over hans svar. Han havde ret, jeg var ikke i tvivl om, at han havde været herinde før.

"Jackson...", startede jeg opgivende, i et forgæves forsøg på få ham til at lade vær. Men han hev alligevel min cap af hovedet og tog hårdt fat om min kæbe. Det gjorde ondt, så begge mine hænder skød op og tog fat om hans håndled, for at få ham til at give slip. Det hjalp ikke. Istedet for drejede han roligt mit mishandlede ansigt rundt, så han kunne analysere hver en millimeter.