He's a FUCKBOY!

Skuffet

Hun stod lige derovre, mens hun fandt sine bøger i sit skab. Kun små 10 meter fra mig. Jeg bed mig i læben. Hvorfor havde hun ikke sagt noget om kysseriet med Peet? Var hun flov over det? Jeg rystede kort på hovedet. Måske var det bare Jackson, som havde løjet for mig. Det kunne han nemlig sagtens finde på.

Med langsomme skridt gik jeg hen mod hende. Ville hun mon lade som om intet var sket? Eller var det overhovedet sket noget? Jeg nåede at udtænke alle de ubehagelige scenarier der kunne opstå, men valgte tilsidst bare at lukke ned for dem.

Hun så til siden og smilede glad, da hun så mig. "Hej Tes", hilste hun, mens hun lukkede skabet i. "Hvad så?". Hun holdte bøgerne tæt ind til sit bryst, mens hun så afventende på mig. Hun virkede fuldstændig, helt og aldeles, totalt normal. Godt så, det var sikkert bare Jackson som havde drillet.

"Ikke så meget... vil du med til kantinen?", spurgte jeg bare, mens mine nerver slappede af. En lettelse lagde sig over mig. "Ved du hvad Jacksonsagde i går?", spurgte jeg, eftersom jeg fandt det lidt komisk, at han virkelig troede at Miranda ikke ville fortælle mig, hvis hun havde kysset med Peet.

Miranda rystede hovedet, mens vi gik ned mod kantinen.
"Han sagde du havde kysset med Peet", forklarede jeg grinende. Jeg kunne sket ikke forestille mig det. Hun var så meget i mod han, så det var løgn.

Miranda blev pludselig stille ved min side, indtil hun kom med et lidt for overbevisende: "Ej hvad? Hvor fanden har han dog den ide fra?!", efterfulgt af et lille grin.

Jeg så på hende med et skævt smil og sammenknebne øjenbryn. Hvorfor reagerede hun pludselig sådan?
"Du ville vel fortælle mig det, hvis du havde kysset ham? Eller nogen anden for den sags skyld, ville du ikke?", spurgte jeg hende nysgerrigt.

Hun rystede på hovedet, og sendte mig et blik som fortalte, at jeg var helt væk.
"Selvfølgelig ville jeg det", svarede hun mig åbentlyst. Hun så efterfølgende ned i jorden, mens vi i stilhed gik ned til vores bord i kantinen, uvidende om, at Ashley havde gået bagved os hele vejen.

Miranda begyndte at snakke om, hvor meget hun hadede skolen og de fleste af eleverne. Den enertale kom typisk en gang om ugen, når hun var mest presset, og det var åbenbart dagen i dag.

Med unaturligt svingende hofter kom Ashley pludselig over til os. Hun smilede falskt, mens hun snoede en blond hårtot om sin finger og tyggede umådeligt højt på sit tyggegummi.

"Jeg ville bare sige tillykke", kom det fra hende. Jeg så med et hævet øjenbryn på hende. Havd mente hun med det? "Ja ikke til dig", spyttede hun nærmest af mig. "Men til dig, Miranda", hendes blik lagde sig på Miranda, som med store øjne tiggede hende om at lade vær. "Jeg fatter ikke, at du faktisk snavede med Peet! Det gør han altså sjældent på skolen, siger det bare", hun slog en falsk, skinger latter op.

Jeg hørte ikke rigtig hvad hun ellers sagde, for jeg var fokuseret på Miranda, som lignede en tiårig der var blevet taget i at stjæle slik ved købtmanden. Hun havde kysset ham? Og løjet for mig, lige op i mit åbne ansigt? Jackson havde haft ret? Jeg så chokeret på hende.

"Ej vidste du ikke det, Teresa?". Jeg reagerede på mit navn, og så ind i Ashley's ondskabsfulde øjne. Jeg rystede kort på hovedet. Hun lagde en hånd op for munden. "Ej, nu blev det altså lidt pinligt. Jeg troede du vidste det. Hele skolen ved det næsten", hendes trælse latter fyldte igen vores øre. "Men farvel", og så gik hun bare uden et eneste ord mere.

Mine øjne fandt Miranda igen, som lignede en der havde spist sten til morgenmad.
"Ved hele skolen det?", mumlede hun lavt for sig selv. Hun virkede helt nedslået og panisk.

"Åbenbart ja, men jeg gjorde ikke af en eller anden grund", svarede jeg hende spydigt. Hun var ikke forberedt på det angreb. Det var jeg faktisk heller ikke helt, normalt undgik jeg diskutioner og skænderier. Men at hun ikke havde fortalt mig det, løjet om det og at jeg skulle høre om det fra både Jackson og Ashley gjorde mig enormt vred.

"Undskyld", mumlede hun, mens hun så ned på sine hænder i skødet.
Måske var jeg lidt dobbeltmoralsk, i forhold til at jeg faktisk havde kysset med Jackson, og at hun ikke vidste noget om det. Men jeg havde selv glemt det, fordi jeg havde været så fuld. Derfor var der forskel. Jeg ville helst glemme det for evigt og altid. Men hun var tydeligt vild med Peet.

"Hvorfor sagde du det ikke? Og så løj om det?! Stoler du ikke på mig, eller hvad? For hvis ikke du gør, så har vi nogle seriøse problemer!" Mit tonelejer var kontrolleret, men kun fordi jeg ikke ville skabe en scene midt i kantinen. Jeg havde ikke brug for at blive kendt som en dramaqueen de næste par uger.

Hun trak bare på skuldrene som svar. Det irriterede mig endnu mere.
"Jeg orker ikke det her", sagde jeg koldt og rejste mig. Min taske blev smidt over skulderen, og jeg gik med bestemte, lange skridt væk fra bordet og Miranda.

Mine øjne fangede Jacksons i et kort sekund, inden jeg forlod kantinen. En eksplosion føltes i min mave i samme sekund hans ravgyldne øjne mødte mine. Jeg skyndte mig væk, så han ikke kunne se mig rødme.

Jeg vidste ikke hvor jeg havde ham. Han var så forvirrende, og jeg gav snart op med, at finde ud af ham. Miranda vidste jeg heller ikke længere, hvor jeg havde. Vi fortalte altid hinanden alt. Men pludselig var der hemmeligheder. Jeg kunne ikke affinde mig med det. Det kunne ikke passe. Når jeg engang var kølet af igen, så skulle jeg have fat i hende.

Jeg stoppede op og åbnede mit skab.

"Venindeproblemer?". Jeg vendte mig hurtigt om, og så med overraskelse på Scott. Hvad lavede han her? Var han fulgt efter mig? Hvorfor spurgte han nu om det? Jeg var allerede i gang med at overanalyserer situationen.

"Det kommer ikke dig ved", svarede jeg bare træt. Jeg tog mine matematikbøger ud og lukkede det. Jeg skulle til at gå forbi Scott, men han lænede sig op af skabene foran mig, så jeg stoppede med at gå. Jeg trådte et skridt tilbage, for ikke at stå for tæt på ham.

"Du ved hvor jeg er, hvis du skifter mening", sagde han bare, inden han gik tæt forbi mig, ned mod den anden ende af gangen. Jeg så chokeret efter ham. Hvad havde han lige gang i? Han havde aldrig snakket til mig før, så jeg forstod overhovedet ikke hans mærkelige handling. Med forvirrende tanker gik jeg til time.

Heeeeyyyyy derude❤️
Undskyld, undskyld, undskyld! Jeg beklager at jeg først udgiver et kapitel nu, og at det oven i købet ikke er så langt som det plejer...😵 jeg skal nok prøve at forbedre mig! Stem og kommenter gerne, og fortsæt god december!😘
Kh miiiiiiggg💋