Se Mig | Afsluttet

Kapitel 4

Kapitel 4:
"Satan er en pervers stodder"
Billede: Olivia's far
Olivias synsvinkel
•••

Da jeg forlader skolen efter min sidste time, er det med blandede følelser. Jeg er lettet over at have overlevet min første skoledag, og glad for at have mødt Vicki og hendes slæng, men på den anden side har jeg svært ved at glemme dagens ydmygelser.

Skoledagen var passeret uden flere pinlige hændelser, og jeg havde formået at holde lav profil gennem de resterende kedelige timer uden at tiltrække mere uønsket opmærksomhed. Men på trods af mine anstrengelser, havde jeg tydeligt kunne mærke eftereffekten af episoden i psykologitimen. Rygtet om min desperate fascination af skolens badboy havde spredt sig hurtigt, og jeg var kommet i centrum for den konstante strøm af sladder.

Elevernes blikke havde fulgt mig hele dagen, mens jeg bevægede mig fra klasselokale til klasselokale. Selv nu hvor klokken netop har ringet ud, og gangen myldrer med mennesker, lykkes det mig ikke at forsvinde i mængden. Jeg trækker hætten på min trøje op over hovedet og forsøger at skjule mit ansigt, mens jeg går med hastige skridt mod skolens udgang. Hver gang jeg hører en gruppe piger grine og en samtale forstumme, frygter jeg, at de taler om mig.

Da jeg når udgangen, skubber jeg den tunge glasdør op træder ud i den kølige efterårsvind. På himlen hænger truende grå skyer og dækker for solens stråler. Jeg tager en dyb indånding og mærker den livsgivende ilt fylde mine lunger, mens jeg lukker øjnene et øjeblik.

"Olivia!"
Min mors stemme kalder på mig fra parkeringspladsen.

Jeg åbner øjnene og spejder efter vores sølvgrå Audi. Mit blik flakker over den fyldte parkeringsplads og lander på en rusten motorcykel, der står lænet op af et træ i udkanten af pladsen. Ved siden af motorcyklen står en skikkelse, som jeg med det samme genkender på tatoveringerne, der snor sig op af hans arme. Jeg mærker en blanding af vrede og betagelse boble i min mave, mens jeg betragter ham løfte en sort hjelm op og skubbe den ned over hans viltre mørke hår. Det er første gang, jeg ser ham siden episoden i kantinen, selvom jeg ufrivilligt har kigget efter ham det meste af dagen. Det var dog lykkes mig, ikke at pådrage mig selv nogle nakkeproblemer, tænker jeg tvært.

"Olivia!"
Hendes stemme er utålmodig nu, og jeg tvinger blikket væk fra det irriterende smukke væsen på motorcyklen.

"Jeg kommer!"
Råber jeg tilbage og trasker irriteret hen til bilen, hvor min mor møder mig med hendes sædvanlige bekymrede smil.

Jeg åbner bildøren og smider min nu fyldte taske ind på forsædet med tungt bump.

"Hvordan gik din første dag?" Spørger hun forsigtigt, mens vi kører ud fra skolens parkeringsplads. Jeg sukker dybt og trækker på skuldrene.

"Fint." Mumler jeg og ved ikke helt, hvad jeg skal fortælle hende om min dag.

"Har du mødt nogle søde folk?"

Jeg tænker på Vicki og hendes slæng og kan ikke lade være med at smile. Jeg havde hængt ud med dem i dagens resterende frikvarterer ved bordet i kantinen, som jeg havde lært var deres faste mødested. De havde hurtigt accepteret mig i deres lille gruppe og indraget mig i deres samtaler og delt deres interne jokes. Jeg følte mig godt tilpas i deres selvskab på trods af, at jeg kun havde kendt dem en enkelt dag. Det var ikke noget, jeg havde regnet med på min første dag, og jeg følte mig meget taknemlig for, at Vicki havde taget mig under hendes vinge. Min mor lægger mærke til mit smil, og puffer drillende til mig med et bredt grin.

"Nå, så din dag har ikke udelukkende været forfærdelig hva'?"

Jeg puffer hende blidt tilbage og rynker panden som om, at jeg overvejer noget.