Se Mig | Afsluttet

Kapitel 17

Kapitel 17:  "The Girl Next Door"

OBS: Links synsvinkel

••••

Da jeg er på vej ud af døren mandag morgen ligger min far stadig bevidstløs på sofaen. Jeg betragter ham med en følelse af afsky. Han ligger på ryggen med en tom flaske whisky knuget mod sin brystkasse, der hæver og sænker sig langsomt. På sofabordet ved siden af ham står en halvt spist pizza et overfyldt askebæger.

Jeg tager flasken ud af hans hånd og rydder op omkring ham, før jeg går ud af døren. Det er efterhånden blevet en fast morgenrutine for mig.

Jeg ømmer mig, da den kolde morgenluft rammer min hud. Mit ansigt gør stadig ondt efter slaget, men på en måde gør det ikke noget. Hver gang smerten skyder op i min kæbe, tænker jeg på Olivias spinkle fingre der kærtegner mit ansigt. Tanken om hende får smerten til at mildnes.
Vores stund sammen i nat føles stadig uvirkelig. Som om det hele var en drøm, og jeg må minde mig selv om, at jeg rent faktisk var på hendes værelse. Mindet fylder mig med en ukendt varm følelse, som jeg på en og samme tid velkommer og frygter.

Jeg står i vores indkørsel og venter på, at hun skal komme ud af døren. En del af mig håber, at hun kommer for sent til sin bus, så jeg kan give hende et lift igen. Jeg tænker tilbage på hendes små hænder der klyngede sig til min brystkasse, som om hendes liv afhang af det, og spejder utålmodigt hen imod busstoppestedet. Bussen holder der allerede med døren åben og motoren kørende, men jeg ved at der stadig er et par minutter til, at den kører.
Jeg kaster et blik på min mobil for at tjekke klokken. 7:42

Så kør dog! Tænker jeg og sender bussen et irriteret blik, som om jeg kan få den til at lukke dørene med tankens kraft. Jeg er ubehageligt bevidst omkring min barnlige opførsel, og hader mig selv en anelse for det. Det ligner mig ikke at være sådan her.
Normalt giver jeg ikke en fuck for pigers følelser, hvis ikke det er for at få et knald ud af det, eller i det mindste et hurtigt blowjob på toilettet. Mine tanker vandrer til Isabel, og pludselig føler jeg mig dårligt tilpas.

Klokken 07:44 træder Olivia endelig ud af døren med et stresset ansigtudtryk. Hun er tydeligvis klar over, at hun er sent på den igen, og jeg kan ikke lade være med at smile.
Jeg betragter hende, mens hun småløber hen imod bussen med sin taske slynget over den ene skulder. Hun er iklædt et par stramme jeans og den sædvanlige grå hættetrøje, som ser ud til at være et par størrelser for stor til hende. Den får hende til at se endnu mindre ud, end hun er, og jeg må anstrenge mig for ikke at løbe hen og kramme hende.
Hun er som en nuttet hundehvalp, man har lyst til at klemme livet ud af.

Tænkte jeg lige det?

Hendes lyse hår er som altid sat op i en hestehale, der når et stykke ned af hendes ryg. Jeg stirrer på hende, undrende og fascineret over, at hun kan se så ubesværet smuk ud, mens andre piger bruge timevis og uendelig mængder af makeup på at blive præsentable. Det virker næsten umenneskeligt.
Da hun forsvinder ind i bussen, skyller en bølge af skuffelse over mig og fjerner smilet fra mit ansigt.
Jeg sparker støttefoden væk fra min motorcykel med en vred bevægelse og kører alene afsted mod skolen.

***

Da jeg holder på skolens parkeringsplads, spejder jeg efter hende og hader hvordan en enkelt berøring fra hende, har forvandlet mig til et komplet stalker.
Jeg ved ikke, hvad jeg har tænkt mig at sige til hende, når jeg finder hende, men jeg føler en uforklarlig trang til at se ind i hendes store brune øjne. Hvis Bambi var en smuk 17-årig pige, ville det være Olivia. Tænker jeg distræt og mindes den lille t-shirt, hun havde på i nat.