Se Mig | Afsluttet

Kapitel 14

Kapitel 14:
"Det forkerte sted på det forkerte tidspunkt"
Olivias synsvinkel
•••

Vejret er så småt begyndt at blive køligere. Udenfor falder træernes gyldne blade til jorden og lægger sig som et tæppe omkring rødderne.
Da jeg slår øjnene op søndag morgen, mærker jeg kulden med det samme. Den prikker i min bare hud som små istapper og får hårene på mine arme til at rejse sig.

Efteråret har været min yndlings-årstid, så længe jeg kan huske. Det er den tid på året, hvor det er tilladt at gemme sig i tykke, varme trøjer og blive indendørs med en god bog. Tiden mellem sommerens hektiske feriedage og vinterens deprimerende mørke. En tid som nu var ved at nå sin ende.

Jeg trækker et par tykke sokker over mine bare fødder, før jeg vover mig ud på gulvets kølige flade. Jeg havde ikke kunne falde i søvn i går aftes, og mine øjne føles tunge af træthed. Mine tanker vender konstant tilbage til Link og hans mærkelige opførsel dagen før. Med en tøvende bevægelse trækker jeg mine gardiner fra vinduet og spejder ud gennem den disede rude. Jeg kan se et svagt lys fra Link's værelse, men intet syn af ham. Ingen bevægelse bag ruden.

Med min morgenkåbe viklet omkring min krop bevæger jeg mig ned af trappen til køkkenet, hvor jeg mødes af duften af friskbagt brød. Der er varmere i køkkenet end oppe på mit værelse, og jeg føler mig øjeblikkeligt bedre tilpas. Min mor står bøjet over ovnen med hænderne sikkert pakket ind i et par gule grydelapper.

"Godmorgen skat."

Kvidrer hun i et muntert tonefald. Jeg smiler til hende, mens hun tager et stort brød ud af ovnen og placerer det på køkkenbordet.

"Godmorgen." Svarer jeg med en stemme der et sløret af søvn.

"Har du været i byen i nat? Du lyder som en der har røget tyve pakker cigaretter. "

Min far sænker sin avis og betragter mig med et drillende ansigtsudtryk, velvidende at jeg aldrig nogensinde går i byen.

"Meget morsomt."

Siger jeg i et uimponeret tonefald og sætter mig på stolen overfor ham. Jeg hviler mit hoved mod min håndflade og kæmper for at undertrykke et gab. Min mor ser ned på mig med et bekymret udtryk i hendes nøddebrune øjne.

"Jeg har det fint"
Forsikrer jeg dem og begynder at skære en skive af det dampende franskbrød.

"Jeg kunne bare ikke sove i nat."

"Nogen speciel grund? "
Spørger min far uden at løfte blikket fra avisen.
Han er ved at læse en artikel om en ung kvinde der er forsvundet efter en bowlingturnering. Selv på hans eneste fridag, kan han ikke slå sin politi-hjerne fra.

Jeg tøver med at svare, i tvivl om jeg skal fortælle ham om vores nabo og den flækkede læbe. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det uden at nævne min motorcykeltur den anden dag. Det ville han helt sikkert ikke blive glad for at høre.

"Link kom forbi i går for at hente... En bog han skulle bruge... Til skolen. " Lyver jeg.

"Han opførte sig virkelig underligt, og pludselig gik han bare. Jeg tror måske, at han er i problemer. "
Fortsætter jeg og skæver op på min far, som nu kigger undrende på mig.

"Hvad sagde han, før han gik ?" Spørger han.

"Jeg var ovenpå for at hente... Øh bogen... Og Noah sagde, at han bare gik uden at sige noget, så jeg ved ikke... "

"Noah? "

Udbryder min far og afbryder mig midt i min talestrøm. Han folder avisen sammen og lægger den fra sig på bordet. Det går op for mig, at jeg ikke har fortalt mine forældre noget om min aftale med Noah.