Se Mig | Afsluttet

Kapitel 45

Kapitel 45:
"En gentleman og en nabopige"

"She made him want to be a gentleman. He made her want to stop being gentle."

Links synsvinkel:
•••

Da jeg var fjorten år gammel, smadrede jeg en bilrude med et baseballbat, fordi en eller anden idiot nævnte min fars navn. I virkeligheden var han heldig, at det kun var bilen og ikke hans ansigt, det gik ud over. Det var ikke alle, der delte det samme held, men jeg undskyldte aldrig for min opførsel. Det var sådan jeg var: Utilregnelig og fyldt med en indebrændt vrede, der konstant truede med at bryde løs.

Det var alt jeg nogensinde havde kendt til, og af præcis denne grund overraskede det mig, da vreden pludselig synes at være forsvundet. Det var en forandring jeg slet ikke havde registreret, før Olivia pludselig bragte min far på banen. Så snart ordene havde forladt hendes læber, havde jeg trukket mig tilbage i frygt for at lade min vrede gå ud over hende. Men vreden kom aldrig. Det eneste jeg havde følt, var en dyb trang til ikke at skuffe hende.

Og af den grund indvilligende jeg i hendes betingelser.

"Har du tænkt mere over det med din far? " Spørger en lys stemme, som havde hun netop læst mine tanker. Det ville i virkeligheden ikke undre mig, hvis hun kunne.

"Jeg prøver at tale med ham i dag. "
Svarer jeg Olivia, der netop er stået af min motorcykel og nu står foran mig med rodet hår og hjelmen under armen. Hun betragter mig med et mistroisk ansigtsudtryk.

"Jeg lover det, okay? Jeg ved godt, at der er gået nogle dage, men jeg venter bare på det rigtige tidspunkt. "

Forsikrer jeg hende og ser øjeblikkeligt hendes ansigtsudtryk mildnes. Hun rækker en spinkel hånd op og lægger den mod min kind, sådan som hun altid gør, når hun kan fornemme, at jeg er frustreret.

"Jeg er bare glad for, at du vil give ham en chance for at forklare sig selv. Jeg ved, at det er svært for dig. "

Smiler hun og stiller sig på tæer for at placere et forsigtigt kys på min næse. Hun forsætter med at plante små kys ud over mine kinder og videre ned over min kæbe, indtil jeg giver efter og slår armene omkring hende med et opgivende suk.

"Som om at jeg havde et valgt. "

"Hvad mener du? "
Spørger hun undrende og trækker sig ud af mine arme. Et øjeblik frygter jeg, at hun har mistolket min kommentar som en anklage.

"Jeg mener såmænd bare, at du er komplet uimodståelig og umulig at sige nej til. "

Forklarer jeg og blinker bevist til hende på den måde, der aldrig slår fejl i at få en rødmen frem på hendes kinder. Hun sender mig et flovt blik og slynger sin skoletaske over skulderen med en kluntet bevægelse. Den er tydeligvis alt for tung til hendes spinkle kropsbygning.

"Hold op med at drille mig. "
Advarer hun og rynker panden på en måde der skal demonstrere hendes alvor, men i virkeligheden bare får hende til at se utrolig sød ud.

"Jeg driller dig ikke. " Svarer jeg og sender hende et alvorligt blik.

"Jeg fortæller dig bare sandheden. Hvis du bad mig om det, ville jeg sikkert forsøge at bringe Hitler tilbage fra de døde og blive venner med ham. " Afslutter jeg jokende og ser hende spærre øjnene op i forargelse.

"Sammenlignede du lige din far med Adolf Hitler? "

"Man kan ikke ignorerer, at de er i besiddelse af nogle af de samme karaktertræk. "
Svarer jeg med et skuldertræk. Da hun ikke har sagt noget i et par sekunder, sukker jeg opgivende og tager fat i hendes hænder.