Se Mig | Afsluttet

Kapitel 75

"Priviligeret kærlighed"
Olivias synsvinkel
••••

Der går en uge fra, min far bevæger fingerspidserne fra første gang, til jeg beslutter mig for at få mit liv tilbage på rette køl. Selvom lægerne bliver ved med at fortælle mig, at hans bevægelser blot kan være ufrivillige reflekser, har det givet mig håbet tilbage. Pludselig er det ikke længere et spørgsmål om, hvis han vågner, men hvornår han vågner. Og når han gør, har jeg alle intentioner om, at lade ham vågne op til en datter der er bedre end den, han forlod.

En måned efter ulykken er jeg begyndt regelmæssigt i skole igen, og mit liv er så småt kommet tilbage til den tilstand, det var i før. Ikke bare før min fars koma, men før jeg mødte Linkoln. Det er lykkedes mig at genoptage min anonyme rolle på skolens gange, og mine karakterer er efterhånden blevet tocifrede igen. Alting bliver stødt og roligt, som det var før. Dengang tilværelsen var simpel.

Denne mandag morgen, kører jeg for første gang siden min fars kollation med lastbilen, mig selv i skole. Det føles underligt at være tilbage bag rattet af min jeep og ude på landevejen igen. Før ulykken elskede jeg at køre, men nu hjemsøger billederne fra den nat mig, hver gang jeg træder på speederen og ser vejen forsvinde under mig. Asfalten er ikke længere bare asfalt. Det er en grå masse dækket af glasskår og frisk blod. Følelsen af at sidde bag rattet er ikke længere en følelse af frihed men en overvældende panik over ikke at nå frem i tide. Hver dag jeg møder op på skolen er en påmindelse om, at alting er forandret og på samme tid fuldstændig det samme.

Jeg starter alle mine morgener på det samme sted, stående med skoletasken gnavende ind i mit kraveben og svedige håndflader, mens jeg betragter skolen og samler mod til at gå igennem dørene. Minderne er overalt. Parkeringspladsen hvor jeg så Link på hans motorcykel for første gang. Den bænk vi plejede at sidde på i spisefrikvarteret, når det lykkedes os at snige os væk fra de andre. De store glasdøre som vi gik igennem hånd i hånd. Nu er det alt sammen blot ting. Cement. En bænk. En dør. Døde genstande og fjerne minder, der bliver mere og mere udvaskede, for hver dag der passerer.

Mine bevægelser føles næsten mekaniske, da jeg låser min jeep og bevæger mig over parkeringspladsen med stive, afmålte skridt. Over mig skinner solen fra en skyfri himmel og får sveden til at pible frem under min grå hættetrøje. Det tykke stof klistrer til min hud og får mine arme til at klø, men jeg er ikke klar til at give slip på den tryghed, som trøjen giver mig. Det gør ingen forskel, at vi nu er i juni måned, og temperaturen er steget mærkbart. Før vi får set os omkring, er sommeren forbi og efteråret igen på trapperne. Det er svært at tro, at det snart er et år siden, jeg flyttede til byen. Det føles som en hel livstid.

Da jeg træder igennem hovedindgangens glasdøre, står Vicki på sin faste plads ved skabene og venter trofast på mig. Synet af mig får hende til at hæve øjenbrynene en anelse, men efter et øjeblik får hun sin skepsis under kontrol og opstiller i stedet et medfølende ansigtsudtryk. Hendes reaktion er den samme som alle andres for tiden. Ingen tør sige noget til mig i frygt for, at jeg bryder sammen. For kort tid siden var jeg en normal teenager, og nu er jeg en håndgranat med splinten rykket af. Det er ved at drive mig til vanvid.

"Kom med det. "

Kommanderer jeg træt og krydser armene over brystkassen. Hun ser blot på mig med et blankt udtryk og lægger en arm støttende omkring mig.

"Kom med hvad?"

"Det du gerne vil sige til mig. "
Svarer jeg i et pressende tonefald, mens vi går ned af gangen. Hun skæver et øjeblik til mig ud af øjenkrogen og formår ikke at skjule hendes bekymring.

"Jeg er glad for, at du er tilbage?" Prøver hun tøvende med et forsigtigt smil.

"Vicki..." Jeg stopper op midt på gangen og vrider mig fri af hendes arm, så jeg kan se hende i øjnene.