Se Mig | Afsluttet

Kapitel 82

"Et smukt rod. "
Olivias synsvinkel
••••

Jeg har besluttet mig for at rejse hjem til England.

Han siger det så lavt, at jeg i øjeblikket tror, jeg hører forkert. Først da ordene har hængt i luften mellem os i et par lange sekunder, tager jeg dem til mig.

"Hvad?" Udbryder jeg og tager et skridt bagud, da han forsøger at række ud efter mig.

"Hvad mener du med hjem? Din hjem er her. " Siger jeg allerede dyb i fornægtelse over situationen. Min reaktion får ham til at udstøde et langsomt suk og gemme hænderne ned i lommen på sine jeans med et blegt smil.

"Jeg har hævet alle pengene fra min konto og købt en enkeltbillet til Heathrow. "

Fortæller han og kører snuden af hans sko hen over asfalten i en skrabende bevægelse. En enkelt mælkebøtte har fundet vej op gennem en sprække og spredt sine blade ud.

"Du har allerede købt din flybillet?" Spørger jeg i et såret toneleje. Han nikker og slår endnu engang blikket ned mod jorden.

"Jeg rejser imorgen om en uge. "

"Om en uge. "

Gentager jeg, som om jeg pludselig ikke kan andet end at gentage hans ord. Nyheden har indtaget min krop og efterladt den kold og lammet tilbage. Da det går op for mig, at han ikke har tænkt sig at sige mere, vender jeg rundt og krydser det sidste stykke af  parkeringspladsen. Jeg sætter mig ind i min jeep og lader nøglen sidde i tindingen, mens jeg venter på, at han kryber ind på passagersædet som en tavs skygge.

Vi kører væk fra caféen og sætter kurs mod udkanten af byen uden at veksle et eneste ord om, hvor vi er på vej hen. Det er et af de øjeblikke, hvor vi ikke behøver at tale for at vide, at vi begge tænker det samme. Da vi har kørt et stykke ud af landevejen, drejer jeg hovedet og ser på Link, der sidder stille ved siden af mig. Han er iklædt en af min fars aflagte skjorter og virker på alle måder mere fattet, end han gjorde, da jeg så ham forleden dag. Kuløren er vendt tilbage til hans kinder, og den før så slående stank af alkohol og opkast er komplet forsvundet.

"Du stirrer. " Siger han uden at se på mig. Jeg flytter mit blik tilbage til vejen med et skuldertræk.

"Det er længe siden, jeg har set dig."

Svarer jeg og drejer ud af en mindre vej, hvor ukrudtet vokser vildt i rabatten, og træerne hænger langt ind over vejbanen.

"Du så mig for et par dage siden. " Lyder det undrende ved siden af mig. Jeg leder lidt efter de rigtige ord et øjeblik, inden jeg svarer.

"Ja. " siger jeg tænksomt.

"Men det er længe siden, jeg har set dig. "

Link ser ud af sideruden ved mine ord, som om det gør ham utilpas at tænke på den tilstand, han var i ved vores sidste møde. Jeg beslutter mig for at lade ham slippe og skifter emnet.

"Hvad har du tænkt dig at gøre, når du kommer derover?"

Spørger jeg en anelse modvilligt, fordi jeg mest af alt har lyst til at glemme hans plan om at rejse og håbe, at han aldrig nævner det igen. Han drejer hovedet og ser vurderende på mig et øjeblik. Måske prøver han at gennemskue, hvad jeg virkelig tænker.

"Jeg har kontaktet min fars søster, Allison, som var med til begravelsen " Fortæller han.

"Jeg kan bo hos dem, så længe jeg vil, men forhåbentlig får jeg råd til mit eget sted inden for længe."