Se Mig | Afsluttet

Kapitel 76

Kapitel 76
"Broken heart syndrome"
Links synsvinkel
•••

Det er ikke engang et år siden, jeg vågnede op badet i sved hver eneste morgen efter mine sædvanlige mareridt. Nu får selv mine gode drømme mig til at vågne op på samme måde.

      Mine drømme om hende.

Selv efter alle disse dage, nægter min underbevidsthed at acceptere det, som jeg allerede ved - at hun aldrig bliver min igen - og hver gang jeg lukker øjnene, er hun der. Det er som om, hun altid venter lige bag mine øjenlåg. Lige under huden. I mine drømme er hun altid så tæt på, at hun føles virkelig, og alligevel så langt væk, at jeg vågner op med hænderne strakt ud efter noget, som for længst har forladt min rækkevidde.

Jeg vågner hen over middag, da solen står højest på himlen og skinner direkte ind gennem den snavsede rude i mit soveværelse. Min ryg klistrer til sengen, og får mig til at føle, at min hud er smeltet sammen med det sammenviklede lagen under mig. Alligevel ved jeg, at det hverken er rummets kvælende varme eller den ødelagte aircondition, der får mig til at hive efter vejret og bide sammen om min tunge, som om den er et fremmedlegeme.

     Det er fraværet af hende.

Den bitre stank af sved følger mig, da jeg rejser mig fra sengen og vandrer ud i køkkenet. Køleskabet er som sædvanlig tomt, så jeg tager den sidste halve bolle fra brødskuffen og skraber de grønne mugpletter af med en smørkniv, inden jeg skubber den ind bag mine tænder. Bagefter fører jeg en halvtom mælkekarton op til munden og tager et par desperate tåre, indtil jeg mærker klumperne i min hals og spytter resten ud i vasken.

En duft af pandekager kalder fra et sted i min underbevidsthed og minder mig om mine morgener i familien Vests' hjem. En blanding af spyt og galde vælder op i min mund og får mig til at forlade lejligheden i et desperat flugtforsøg. Min genbo Mick står står allerede ude i trappeopgangen med en smøg i hånden, som om han har ventet på mig.

"Wow, du ligner lort. "

Kommenterer han, mens han placerer den hjemmerullede cigaret mellem sine gule fortænder.

"Godmorgen til dig også. "

"Det er ikke morgen, klokken er halv et om eftermiddagen. "

"Ikke i min tidszone. " Svarer jeg tørt, inden jeg forsøger at skubbe mig forbi ham. Han rækker en arm ud og blokerer vejen for mig.

"Hey, ikke så hurtigt prettyboy, jeg har noget til dig. "

Han stikker sin frie hånd ned i forlommen på sine cowboybukser og graver en lille, gemmensigtig pose frem, som han holder op foran mit ansigt. Jeg kigger uinteresseret på de små, grønne piller. Extasy. Dagens produkt.

"Ikke i dag Mick, jeg har andre ting at give mig til. " Protesterer jeg og vifter hans hånd væk.

"Og det tror du ikke, jeg har?"

"Nej, ikke rigtig. " Indrømmer jeg tøvende, mens jeg igen prøver at træde forbi ham. Han bliver stående med sammenknebne øjne og stirrer fornærmet på mig, indtil jeg udstøder et tungt suk.

"Hvis det er så vigtigt for dig, at få dem afsat, kan du jo bare gå ud på gaden og sælge dem selv. "

Foreslår jeg og hæver udfordrende det ene øjenbryn. Han ser øjeblikkeligt vred ud. Allerede et par dage efter jeg var flyttet ind, havde Mick henvendt sig til mig og tilbudt mig, at tjene lidt ekstra lommepenge ved at løbe ærinder for ham. Med ærinder mente han selvfølgelig, at han ville have mig til at sælge stoffer for ham. Hans forretning var ganske åbenlys med alle de mennesker, der konstant vadede ind i opgangen med et bundt pengesedler i hånden og gik derfra med små poser, indeholdende skiftende varianter af cannabis og farverige piller. Micks eneste forretningsproblem var, ifølge ham selv, at han blev overvåget af regeringen og derfor ikke kunne forlade lejligheden. Hvis det ikke var for takeaway og hjemmelevering, ville han sikkert være død af sult nu.