Se Mig | Afsluttet

Kapitel 83

Kapitel 83
"Farvel."
Olivias synsvinkel
(A/N: Dette er det sidste kapitel af Se Mig nogensinde. Jeg elsker jer alle. Værsgo at læs.)
••••

I ugen op til Links afrejse til London, bruger vi hvert eneste vågne øjeblik i hinandens selskab.

Dagene forsvinder hastigt, mens vi fordyber os i alt det, vi er gået glip af i vores adskilte måneder og indhenter forspildte øjeblikke, som om de aldrig kommer igen. Vi falder i søvn sammen, vågner sammen og bader sammen, som om vores sjæle er smeltet sammen i én krop med ét sæt behov og lyster.

Om mandagen står vi op før solen og bager et overdådigt fad pandekager, som vi inviterer helet slænget hjem i mit køkken for at nyde. Mens vi spiser dem, føler jeg sprækkerne i vores venskaber hele, som om sukker er kuren mod alt, der er gået i stykker. Dagen efter går jeg langs havnemole med Link og smelter sammen med strømmen af lykkelige par, der smiler i troen om, at aftenen og deres tid sammen varer evigt. Hen mod weekenden rykker politistationen ud på et anonymt tip og rydder hele Links bygning for den kriminelle aktivitet, som har infiltreret den. Mick bliver slæbt væk i håndjern med kokainrester under næsen og forsøger ikke at gøre modstand.

Alting begynder at falde på plads, men mens alle løse ender bindes, føler jeg mit liv trævle i kanterne.

Præcis to dage inden Links afgang, samles vi for at hjælpe ham med at pakke og klargøre lejligheden til, at Noah og Thomas kan overtage den.

    Alle er her - Noah og Thomas med alle deres fælles flyttekasser og uspolerede glæde over fremtiden. Victoria og Scott, som har taget et næsten lige så stort skridt og offentliggjort deres forhold på Facebook. Miranda med alle hendes skolebøger spredt ud over gulvet i færd med at læse flere af hendes fag op på A-niveau, inden skolen starter igen. Selv Lucas og Isabel, der virker til at nedbryde hinandens facader mere og mere for hver eneste sarkastiske bemærkning de udveksler, er mødt op.

Først da vi har pakket alle Links ejendele sammen og fyldt to store kufferter, tillader vi os selv at holde pause blandt havet af flyttekasser og nøgne møbler. Alles øjne hviler på mig, da jeg sætter mig i skrædderstilling i den gråstribede sofa.

"Det her skal nok blive sjovt. "

Siger Vicki med et underholdt smil og rykker tættere på, så hun har fuld udsigt til det, der skal til at ske. De andre erklærer sig forventningsfuldt enige og samler sig omkring sofabordet. Jeg skuler irriteret til dem, inden jeg vender min fulde opmærksomhed mod Link, der sidder overfor mig med et par blå rengøringshandsker på.

"Er du klar?"

Han ryster den lille glasflaske med blæk og løfter et øjenbryn af mig. Han tror tydeligvis stadig, at jeg har tænkt mig at springe fra og virker overrasket, da jeg ruller mit trøjeærme op og rækker underarmen frem mod ham.

"Baby, jeg er født klar."

Erklærer jeg med lidt for meget usikkerhed i stemmen til at virke overbevisende. Hans blik afsøger mit blottede håndled et øjeblik, inden han finder en tynd, aflang nål frem fra brystlommen af hans skjorte efterfuldt af en billig plastiklighter, som han bruger til at brænde enderne og sterilisere metallet. Synet gør mig en anelse bekymret, men jeg lader det ikke vise på mit ansigt.

"Og du er sikker på, at det er den, du vil have?"

Spørger han mig og skæver hen til hans notesbog, der ligger åben på sofabordet. Det skeptiske udtryk i hans øjne får mig til at smile bredt. Tidligere idag havde jeg siddet og bladret igennem notesbogen, der næsten udelukkende var fyldt med brutale, gotiske illustrationer, da jeg var landet på en side med en enkel blomst tegnet i simple streger. Link havde set utrolig flov ud, da jeg så den, og måske var det derfor, jeg valgte den. Måske var det nærmere fordi, at datoen i hjørnet af siden matchede den dato, jeg havde krydset af hjemme i min kaldender på min første skoledag.