Se Mig | Afsluttet

Kapitel 73

"Når du åbner øjnene"
Links synsvinkel
•••

Den aften finder jeg mig selv stående fortabt foran indgangen til hospitalet. Jeg ved ikke, hvor længe jeg har gået hvileløst rundt i byens gader, men solen er for længst gået ned og har taget varmen med sig. Da jeg passerer de automatiske døre og bevæger mig gennem hospitalets hvide gange, er det med tunge skridt og et endnu tungere hjerte. Jeg ved, at jeg er her for at sige farvel, selvom det er det sidste, jeg ønsker.

Der er stille på denne her tid af døgnet, og var det ikke for den dæmpede lyd af hostende patienter og summende maskiner, ville jeg tro, at stedet var øde. Som i en zombiefilm, hvor et uventet udbrud har udslettet menneskeracen fra jorden, og alt der er tilbage er efterladte bygninger som tegn på, at der engang har været liv. Og så selvfølgelig helten, der er alene tilbage i verden, efter hele hans familie er blevet taget fra ham.

Måske er jeg helten i dette scenarie. Måske er jeg blot en af zombierne. Jeg føler mig mest som det sidste.

Jeg går formålsløst rundt i mine egne tanker, indtil en kvindelig læge kommer ud fra et lokale og passerer hastigt forbi mig med en mappe under armen.

"Undskyld – "

Jeg rækker ud og lægger en hånd på hendes arm for at stoppe hende, men fjerner den hurtigt, da hun ser strengt på mig. Nogle gange glemmer jeg, at mit udseende har det med at intimidere folk. Hun samler sig dog hurtigt og ser spørgende på mit fortabte ansigtsudtryk.

"Er du gået forkert? "

Spørger hun mig, mens hun retter på stetoskopet, der hænger over hendes nakke. Hun tager det af og putter det ned i brystlommen på den hvide kittel i en rutineret bevægelse.

"Nej, jeg skal besøge en patient, men jeg ved ikke, hvilken stue han ligger på. "

Forklarer jeg. Hun ser vurderende på mig et øjeblik, inden hun tager sit hår ud af den stramme knold på toppen af hendes hoved og tager elastikken om håndleddet. Hun må være på vej hjem for at holde fyraften.

"Besøgstiden er forbi for idag, du må komme igen i morgen. "

Fortæller hun mig i et professionelt toneleje, der ikke er til at diskutere med. Hun lægger an til at fortsætte ned af gangen, men jeg reagerer hurtigt og træder ind foran hende med et undskyldende ansigtsudtryk. 

"Kan du ikke gøre en undtagelse? Det er vigtigt."

Forsøger jeg og gør automatisk min stemme en oktav dybere, mens jeg fastholder hendes blik. Et uimponeret udtryk glider over hendes ansigt, efterfuldt af et dybt suk.

"Er du familie? "

Jeg tøver et øjeblik, nedslået over hendes manglende reaktion min bevidste flirten.

"Nej, men..."

"Så kan du vente til i morgen. "

Afbryder hun køligt og skubber sig forbi mig. Lyden af hendes knirkende gummisko forsvinder langsomt ned af gangen og efterlader mig alene og opgivende i stilheden. Jeg står et øjeblik og ser mig fortabt omkring, indtil en fremmed stemme dukker op ud af det blå.

"Det nytter ikke noget at flirte med Doktor Lundbeck, hun er gift med en kvinde fra regnskabsafdelingen. "

Jeg vender mig rundt og ser en dreng i en mørkegrøn hospitalsdragt stå lænet op af væggen et stykke nede ad gangen. Han har en gulvmoppe i hånden og et underholdt smil på læben.

"Jeg prøvede ikke – " Begynder jeg, men han holder hurtigt hænderne op i en overgivende gestus og kommer hen imod mig. 

"Hey, jeg dømmer ikke. "