Se Mig | Afsluttet

Kapitel 33

Kapitel 33: "Når sneen smelter"
"Sometimes the most painfull thing is getting everything you ever wanted only to loose it all at once. "

Olivia's synsvinkel

Lyden af sirenerne starter som en fjern hylen, men bevæger sig hurtigt tættere på, indtil den standser op et sted bag træerne nogle gader væk. Fra bakketoppens højde kan jeg tydeligt se, hvordan lyset fra politibilerne oplyser himlen i det fjerne. Himlen over vores hjem.

Vi er tæt nok på byen til at vide præcis, hvor lyset kommer fra, og jeg behøver ikke udveksle et ord med Link for at kende hans tanker. En pludselig panik overvælder mig og får mig til at vandre frem og tilbage gennem sneen. Det giver ingen mening. Jeg var så sikker på, at efterforskningen var lukket, og nu holder politiet foran hans hus med fuld udrykning. Det føles ikke virkeligt. Link bliver siddende i sneen og kigger op på mig med et trist ansigtsudtryk.

"Du kan tage væk. "

Foreslår jeg ængsteligt og lægger en kold hånd over min pande. Tanken om at miste ham nu, før jeg overhovedet har haft en chance for at fortælle ham hvad jeg føler, er ubærlig. Verden kan ikke være så urimelig, det kan den simpelthen ikke.

"Jeg har ikke noget sted at tage hen Olivia. Jeg har ingen penge. Ingen familie. " Han rejser sig og børster sneen af sine bukser, før han ser på mig med et beslutsomt blik.

"Det er okay. Jeg lovede jo, at det snart ville være overstået... Det skete bare anderledes end, vi håbede. "

Siger han og trækker mig ind i sine arme. Hans læderjakke er dækket af et tyndt lag is, der hvor den har været i kontakt med sneen. I samme øjeblik som en tåre glider ned over min kind, bukker han nakken og placerer et koldt kys på mine pande. Men jeg kan ikke nyde følelsen af hans læber mod min hud, selvom det er det eneste, jeg har tænkt på hele aftenen. Det føles for meget som om, at han siger farvel. En del af mig, kan ikke lade være med at føle, at det hele er min skyld. Hvis ikke det havde været for mig, ville han ikke være havnet i denne her situation. Han havde selv sagt det den dag på caféen.

"'Men Link... " Jeg hulker hans navn ind mod hans brystkasse.

"Hey... " Hans stemme er hæs, da han holder mig ud i strakt arm og betragter mit tårevedæde ansigt.

"Jeg skulle aldrig have tvunget dig til at lyve for politiet. Måske er det her en god ting. Måske er det på tide, at jeg tager en smule ansvar for mine handlinger. "

Jeg prøver at komme med indvendinger. Prøver at fortælle ham, at overfaldet ikke var hans skyld, at Liam havde fortjent hvad der skete med ham. Desperationen er tydelige i min stemme, men Link bliver stående med det samme beslutsomme ansigtsudtryk i sine blå øjne. Til sidst giver han slip på mig og begynder at gå ned af bakken med fire afsluttende ord.

"Lad os tage hjem "

•••

Da jeg var yngre plejede jeg at have tilbagevendende mareridt. Jeg vågnede op midt om natten, rystende og hulkende indtil jeg indså, at det bare var en drøm, og jeg var i sikkerhed.
Turen hjem virker surrealistisk, og et øjeblik føles det som om, at jeg er tilbage i en af mine onde drømme. Den eneste forskel er, at jeg ikke kan vågne denne her gang. Jeg bliver ved med at klemme øjnene i, men når jeg åbner dem igen befinder jeg mig stadig på bagsædet af hans motorcykel på vej mod politibilerne i det fjerne. Hver eneste celle i min krop har lyst til at råbe af ham, at han skal vende om, men i stedet klynger jeg mig til hans ryg og frygter, at det er sidste gang, jeg nogensinde mærker ham på denne her måde.

I samme sekund han drejer ind af vores indkørsel, forvandler alting sig til kaos. Himlen er oplyst af blinkende lys og to politibiler holder parkeret, så de spærrer vejen. Jeg prøver at danne mig et overblik over mængden af mennesker. Mine forældre står i døråbningen og holder om hinanden med bekymrede miner. Et stykke fra dem står to betjente og prøver at berolige Link's far der råber i raseri og truer dem med en tom flaske, han har hævet over hovedet. I et øjeblik håber jeg, at politiet bare er der på grund af ham, men da de ser os dreje ind i indkørslen falder alt deres opmærksomhed på Link.

De råber noget til hinanden, mens de kommer hen imod os. Eller måske er det os, de råber af. Før jeg kan nå at reagere har en af dem grebet fat i Link's skuldre og tvunget ham ned på jorden i et jerngreb. De er ligeglade med, at han allerede har løftet hænderne i overgivelse og ikke forsøger at stritte imod. Jeg skriger af dem, mens de vrider hans arme rundt og lukker et par håndjern omkring hans håndled, men lyden sætter sig fast i min hals og forlader aldrig mine læber.

Klokken er 18:47 og du er anholdt for overfaldet på Liam Anderson. Du har ret til ikke at udtale dig. Alt hvad du siger kan og vil blive brugt mod dig i retten...

Deres stemmer toner ud og bliver til baggrundstøj, mens jeg står som forstenet og betragter dem hive Link på benene. Hans ansigt er fattet, da mit blik møder hans. Næsten som om, at han hele tiden var klar over, at det var her det ville ende. Mine forældre kommer op bag mig og lægger beroligende armene omkring mig, da mine ben er ved at knække sammen under min vægt. Men selv de to mennesker der har givet mig liv og opfostret mig, kan ikke holde mig tilbage. I et øjebliks vanvid, bryder jeg fri af deres greb og løber i retning af Link, der er ved at blive eskorteret hen til politibilen.

Bag mig kan jeg høre min fars advarede råb, men jeg er hurtigere end ham, og jeg har ikke i sinde at standse. Mens mine støvler hamrer mod asfalten og mine lunger fyldes af iskold luft, indser jeg, at det jeg er på vej til at gøre kommer til at ændre alting. Det er et af de valg, som jeg aldrig kommer til at kunne tage tilbage eller glemme.  Som at stå på toppen af en klippekant og endelig lade sig selv falde ned mod afgrunden. Men jeg falder ikke for ingenting. Jeg falder for Link Carter.

Mine øjne låser sig med hans, da jeg slynger armene om halsen på ham og lader mine læber kolliderer med hans. I et fredfyldt sekund virker det som om, at verden er gået i stå omkring os. Lyden af sirenerne forsvinder, og det eneste jeg ænser er følelsen af hans læber mod mine. Vores kys er så hårdt og insisterende, at det gør ondt, men smerten betyder ingenting. Det eneste der betyder noget er smagen af ham blandet sammen med mine salte tårer. Det er alt, jeg aldrig var klar over, at jeg manglede. Men jeg kan ikke beholde det. Link gengælder mit kys som om hans liv afhænger af det, men betjentene river ham ud af mine arme og tvinger hans hoved ned, så de kan føre ham ind på bagsædet af politibilen.

Da de smækker bildøren i, fanger jeg hans blik gennem den matterede rude, og et øjeblik tror jeg, at jeg ser ham smile. Så er han væk. Politibilen drejer ud af vores indkørsel og forsvinder ned af gaden sammen med ham. Hans far løber vaklende efter bilen, mens han råber alle de skældsord han kan komme på i sin berusede tilstand. Da sirenerne næsten er ude af syne, løfter han armen og kaster sin flaske gennem luften, så den smadres mod asfalten i tusinde stykker. Mens alkoholen løber ud i sneen, lægger han sig på knæ og begynder at samle skårene op sin håndflade med desperate bevægelser. En dråbe af rødt blod falder stille ned på jordens hvide flade, da et af dem skærer igennem hans hud. Men han standser ikke. 

Jeg bliver stående i et stykke tid og stirrer ud i luften, mens mine forældre forsøger at trøste mig med tomme ord. Det er ikke til at sige, hvor lang tid jeg forbliver på den måde, men til sidst er jeg efterladt alene ude i kulden. På et tidspunkt forvandles de spinkle snefnug til tunge regndråber, der falder nådesløst fra himlen og opsluger mine tårer.

Omkring mig smelter alting.

•••
Forfatter note
Arghh!! Så kom anden del! Jeg håber ikke, at i hader mig alt for meget... Som sagt har det her kapitel været planlagt i lang tid, og det føles godt endelig at kunne dele det med jer❤️

Fortæl mig hvad i synes - hvad føler i lige nu??

Stort kram til jer alle❤️
(Tør jeres tårer og smid en stemme, så er i søde)
😘