Se Mig | Afsluttet

Kapitel 22

"Hvad der sker i mørket"

"You can't help who you love. You're not supposed to. "
- Safe The Last Dance.

Olivias synsvinkel
...

Vi sætter os på en bænk under et stort egetræ i haven. Musikken lyder stadig som en fjern summen, men derudover er der helt stille omkring os. Et stykke tid sider vi bare side om side uden at sige noget. Noah fumler nervøst med sine hænder og bliver ved med at rømme sig, som om at han skal til at sige noget.

"Hvad ville du spørge mig om? " Siger jeg efter et par minutter for at bryde stilheden.

Han vender sig mod mig og tager en dyb indånding, før han begynder at tale. Jeg kan ikke lade være med at smile over, hvor sød han er i det øjeblik.

"Øhm, først vil jeg bare sige, at jeg er rigtig glad for at have mødt dig. "
Begynder han og kører en hånd over sin nakke, før han fortsætter.

"Jeg føler virkelig, at jeg kan stole på dig, så jeg vil gerne spørge dig om... "

Han tøver og kigger igen ned sine hænder, med et nervøst udtryk i øjnene.  Hans ord fylder mig med en indre varme der et øjeblik får mig til at glemme alt om Link, og hvor meget han har såret mig. Måske er det her et tegn. Måske valgte Link Isabel for at jeg kunne vælge at være sammen med Noah.
Jeg har altid tænk på mig selv som en fornuftig person, og Noah er uden tvivl det fornuftige valg. Han er høflig og betænksom, og inderst inde ved jeg, at han vil behandle mig langt bedre, end Link nogensinde vil være i stand til. 

Før Noah kan nå at sige mere, læner jeg mig frem mod ham og placerer et blidt kys på hans læber. Det er en impulsiv beslutning, men lige i det øjeblik føles det rigtigt. Som om, at jeg har en chance for at glemme Link. Jeg mærker Noah stivne mod mine kolde læber, og sekundet efter trækker han sig væk fra mig.

"Hvad laver du? " Udbryder han forvirret og sender mig et undrende blik.

Jeg stirrer forfærdet på ham med blussende kinder. Den behagelige varme jeg før følte er nu som ild der klæber til min hud.

"Jeg troede... "

Begynder jeg og føler ydmygelsen skylle ind over mig. Hvorfor bliver jeg ved med at tro, at fyrre kan lide mig? Hvorfor er jeg så naiv?

"Jeg ville spørge dig om Thomas. " Siger han hurtigt, og afventer min reaktion nøje.

"Hvad mener du? "
Spørger jeg forvirret og forsøger at skjule, hvor pinlig berørt, jeg føler mig.

Noah ånder tungt ud og vender sig helt mod mig, så jeg kan se sårbarheden i hans brune øjne. Han ser nærmest bange ud, og jeg får lyst til at række ud og holde om ham.

"Jeg er vild med ham. " Siger han efter et øjebliks stilhed.

"HVAD? "

Udbryder jeg chokeret og spærrer øjnene op.

"Jeg har kunne lide ham, lige siden jeg startede på skolen, men jeg ved ikke, om han har det på samme måde. "
Forklarer han og sukker frustreret.

Pludselig giver alting mere mening for mig. Noah og Thomas' tætte forhold var meget mere end bare venskab. Deres hemmelighedsfulde hvisken og konstante drillerier var mere end bare venskabelige. Erkendelsen får mig til at føle mig som en komplet idiot.

"Oh... " Mumler jeg uden at vide, hvad jeg skal sige.

"Undskyld. "

Siger Noah stille og kigger ængsteligt på mig, som om han er bange for, at jeg er sur.