Se Mig | Afsluttet

Kapitel 19

Kapitel 19:
"Festen, del 1"
Olivias synsvinkel
•••

"Ugrh! Det er en katastrofe! "

Udbryder Vicki og stirrer ondt på sit eget spejlbillede. Gulvet på hendes værelse flyder med tøj, som hun i raseri har smidt fra sig i usystematiske bunker.

"Hvad nu? " Spørger Miranda, der sidder i skrædderstilling på sengen ved siden af mig. Vicki vender sig mod os og slår frustreret ud med armene, som om problemet er åbenlyst.

"Jeg ligner jo en tyk hvalros i den her! "
Hviner hun og laver en gestus mod den knælange kjole, hun har på.
Jeg kaster et skeptisk blik på hendes spinkle figur og ruller kraftigt med øjnene

"Du lider af vrangforestillinger. "

Vicki ignorere min kommentar og trækker kjolen over hovedet for at lade den falde ned i bunken til de andre.

"Hvad skal du have på?"

Spørger Miranda pludselig og vender sig mod mig.
Jeg kigger undrende ned af mig selv. Jeg er iført et par stramme cowboybukser og en lysegrå T-shirt med ordene Hakuna Matata printet hen over brystet

"Øh det her? "
Svarer jeg tøvende og peger ned mod det outfit, som jeg nøje har udvalgt hjemmefra.

Mine veninder spærrer øjnene op og udveksler et blik, som jeg ikke helt kan tolke.

"Hvad?" Udbryder jeg lettere irriteret over deres tavse kommunikation.

"Søde, er du ikke lidt for gammel til Disney"? Spørger Vicki med et drilsk smil.

"Man bliver aldrig for gammel til Disney."
Konstaterer jeg med fuld selvsikkerhed. Disneyfilm var stort set hele min barndom, og hvis de troede, at jeg var flov over det, tog de alvorligt fejl.

Mit svar får Vicki til at udstøde et opgivende suk.

"Så siger vi det, men du kan ikke have det der tøj på. Det er en fest Olivia, og du ligner en der er klar på et Løvernes Konge maraton hjemme i din sofa. "

If only... Tænker jeg frustreret og længes et øjeblik efter min sofas bløde puder.

"Miranda har da heller ikke festtøj på."
Argumenterer jeg og slår ud med hånden i retning af Miranda, der er iklædt jeans og en hvid top.

"Det er fordi, jeg ikke har skiftet endnu. Jeg har mit lige her. "
Forklarer hun og holder en pose op, så jeg kan se dens indhold.

"Men jeg har ikke taget noget andet tøj med."
Klager jeg i et sidste forsøg på, at få dem til at lade mig slippe.

"Hmm.. Så er det jo heldigt, at vi bruger samme størrelse."
Svarer Vicki og sender mig et triumferende smil.

***

To timer og mindst tusind tøjkriser senere, forlader vi endelig Vickis hus. Solen er for længst gået ned, og den kolde aftenvind føles isnende mod min hud. Jeg er iført en kort stropløs kjole, der sidder stramt omkring min talje og falder løst ned over mine hofter i bløde bølger. Det sorte stof stopper midt på mine lår, og blotter mere end jeg har lyst til af mine bare ben.
Da jeg sætter mig ind i bilen, betragter jeg mit spejlbillede i den mørke rude, og føler mig lettere utilpas ved synet. Jeg ligner ikke mig selv, og jeg føler mig heller ikke sådan.
Vicki og Miranda havde overtalt mig til at lade dem krølle mit hår og lægge makeup på mig. Deres kunstværk føles tungt på mit ansigt, som en maske der er smeltet fast.

"Hold op med at surmule, du ser pisse lækker ud!"
Lyder Vickis muntre stemme fra førersædet.
Jeg fanger hendes blik i bakspejlet og forsøger at sende hende et troværdigt smil. Det lykkes
ikke helt, men hun virker til at godtage den anstrengte grimasse, jeg sender hende.