Se Mig | Afsluttet

Kapitel 16

Kapitel 16:
"I månens lys"
Olivias synsvinkel
•••

Jeg vågner ved lyden at et bank på min rude. Mit hjerte banker voldsomt i min brystkasse, og min dyne er badet i sved efter mit mareridt. Først tror jeg, at lyden var ren indbildning men så hører jeg den igen, denne gang en anelse højere. Jeg sparker min dyne til side og træder ud af sengens omklamrende varme.

Med forsigtige skridt nærmer jeg mig mit vindue. Lyden fortsætter, indtil jeg står lige foran vinduet, der er skjult af mit røde gardin. Med en rystende hånd trækker jeg gardinet til side og kigger ud i mørket.
Et ansigt stirrer på mig gennem ruden, og får mig til at springe væk fra vinduet i chok. Først kan jeg ikke genkende det skyggelagte ansigtet, men så ser jeg hans øjne, der kigger direkte på mig. Selv i nattens sparsomme lys, er jeg ikke i tvivl om, hvem de tilhører.

Link.

Jeg tænker på hans vrede ansigt, da han skubbede mig ned af trappen, og på hans voldelige fortid. Hvis jeg var mere fornuftig, ville jeg være bange og bede ham forsvinde, men det eneste jeg føler ved synet af hans ansigt gennem ruden er bekymring.
En bekymring der får mig til at åbne vinduet for den mystiske dreng på den anden side.

"Hej"

Han taler lavmeldt, men hans stemme lyder alligevel høj i nattens stilhed. Jeg står ubevægelig foran vinduet og stirrer på ham.

"Må jeg komme ind? "

Spørger han forsigtigt, da jeg ikke svarer ham. Der er en usikkerhed i hans stemme, som ikke ligner ham.

Et pludseligt vindstød får nattefrosten til at ramme min bare hud og gør mig ivrig efter at lukke vinduet igen.

"Okay"

Han giver slip på altankanten og kravler gennem det smalle vindue, der næsten er for småt til at det kan lade sig gøre.
Jeg sætter mig på min seng med benene ud over kantet og betragter ham, mens han lukker vinduet bag sig. Han er stadig iklædt det tøj han havde på, da jeg så ham i morges. Et par slidte jeans og en stor mørk hættetrøje.

"Hvor har du været? "

Spørger jeg ham, og håber at han ikke bliver sur over, at jeg snager. Når han dukker uanmeldt op på mit værelse midt om natten, må han også finde sig i mine spørgsmål. Han sender mig et skævt blik og sætter sig på sengekanten ved siden af mig.

"Rundt omkring. Jeg havde brug for lidt tid til at køle ned."
Forklarer han og ser ned på sine hænder. Jeg følger hans blik og lægger mærke til, at hans knoer er blodige, men jeg siger ikke noget.
Et øjeblik sidder vi som forstenet i nattens stilhed og ser på hinanden. Jeg føler mig lettere svimmel. Som om hans tilstedeværelse har opslugt alt ilten i rummet.

"Undskyld. "

Siger han pludselig og bryder stilheden. Han ser på mig med et forpint ansigtsudtryk.

"Det var ikke min mening. "

"Det ved jeg. "
Svarer jeg ærligt og sender ham et lille smil, for at forsikre ham om, at det er okay.

Han sukker dybt og kører en frustreret hånd igennem det mørke hår, der hænger ned over hans pande. Jeg fører ubevidst en hånd ned til mit skadede knæ, hvilket øjeblikkeligt fanger hans opmærksomhed. Med en tøvende bevægelse tager han fat i kanten på mine natbukser og begynder at krænge buksebenet op. Jeg stopper ham ikke.
Hans kolde fingre strejfer min hud og efterlader en brændende fornemmelse på mit skinneben.

Et bekymret udtryk glider over hans ansigt, mens han undersøger mine skader. Jeg undersøger hans ansigt ude af stand til at kigge væk, fra hans markerede hage og den perfekte glatte hud.