Se Mig | Afsluttet

Kapitel 70

"Her siger vi farvel"
(DEL 1)
Olivias synsvinkel
...

Jeg plejede at tro, at tiden kun kunne gå enten langsomt eller hurtigt. At den altid ville føles enten som sandkorn, der løber ud mellem ens fingerspidser eller som tidevand, der trækker sig ubemærket tilbage. Mens vi sidder på hospitalet og venter på nyheder omkring min far, lærer jeg, at den også kan stå stille.

De første spor af daggry er så småt ved at jage stjernerne på flugt og bløde nattehimlen op, men ellers er der ingen tegn på, at tiden har passeret på den kølige hospitalsgang. Min fars kollega tog hjem kort efter, overdelingslægen fortalte os, at operationen ville komme til at tage hele natten, og nu sidder vi tre tilbage i de ukomfortable stole langs væggen.

Min mor rejser sig engang imellem for at fylde kaffe i en hvid plastikkop, men ellers bevæger vi os ikke. Vi taler heller ikke. Jeg føler, at jeg burde sige noget, hvad som helst, men hver gang jeg forsøger, sidder ordene fast i min strube. Det er min mor, der ender med at bryde stilheden. Gråden har efterladt hendes stemme ru og spinkel.

"Vi skulle aldrig være flyttet. "

Hendes ord er ikke rettet mod nogen bestemt, og jeg svarer ikke på dem, da de forsvinder ud i luften og blander sig med den syntetiske lugt at sprit, som hænger i møblerne. I stedet tager jeg mig selv i at overveje, om hun har ret. Før vi flyttede til byen, var vores livet simpelt.

Dengang vidste jeg ikke, hvad det ville sige at være lykkelig, men jeg kendte heller ikke til den sorg, som hænger over os nu. Jeg ved ikke, hvad der er værst. At sørge eller aldrig at have elsket. Det eneste jeg ved er, at jeg er træt. Af alting.

"Han tog altid så drastiske beslutninger. "
Tilføjer min mor lidt efter med et suk og skjuler ansigtet i hænderne. Jeg mærker min krop stivne, da hun omtaler ham i datid.

"Han lever stadig. "
Svarer jeg kort i et tonefald, der får hende til at løfte blikket med en undskyldende grimasse. Hun lægger sin hånd ovenpå min og giver den et kort klem.

"Jeg ville bare ønske, jeg kunne forstå, hvorfor han ikke tænkte på os. "

Siger hun med et trist udtryk i de gyldenbrune øjne, som til forveksling ligner mine. De er blot en anelse dybere og ældre. Jeg trækker øjenbrynene sammen, mens jeg prøver at forstå hende.

"Hvad mener du med det?"

"Hvorfor tænkte han ikke på os, da han besluttede sig for at køre ud til et gerningssted alene efter midnat? "

Hun er stille et øjeblik og ser ned i sin kaffekop, som om den tynde væske indeholder alle svarene.

"Han skulle have tænkt på de mennesker, som elsker ham, og ikke vil se ham komme til skade."

Afslutter hun med en snært af vrede i stemmen, mens hun strammer grebet om plastikkoppen. Hun fører den op til læberne men sænker den igen uden at drikke noget.

På stolen ved siden af mig rykker Link uroligt på sig. Da jeg drejer hovedet og ser på ham, er hans ansigt fortrukket i en stiv grimasse, og hans øjne udstråler en blanding af skyld og panik. Synet af ham får mig, for første gang siden vi mødtes, ikke til at føle noget. Ingen kærlighed. Intet had. Blot tomhed.

"Du ved, hvordan han er. "
Svarer jeg og retter igen blikket mod min mor.

"Han har altid troet, at han er ansvarlig for at redde hele verden. "

Jeg siger den sidste del med et halvhjertet smil, mens jeg tænker på, hvordan jeg som lille var overbevist om, at han var en vaskeægte superhelt.