Se Mig | Afsluttet

Kapitel 72

"Jorden drejer stadig. "
Links synsvinkel
•••

En af de mest mærkværdige ting ved livet er, at det altid fortsætter blindt og uvidende, selv når hele ens verden falder fra hinanden. Den ene dag hører du til et sted, du kender din plads, og den næste dag er du fortabt. Og stadig står solen op, og skyer samler sig på den endeløse himmel og driver forbi. Mennesker handler ind og gør rent, griner og græder mens de fortsætter deres liv. 

Der er gået præcis syv dage og elleve timer, siden Olivia sagde sine sidste ord til mig, og jeg har ikke forladt min lejlighed siden. Det eneste jeg kan, er at sidde i vindueskarmen i det rum, hvor jeg, for hvad der virker som en evighed siden, bad hende flytte sammen med mig. Jeg valgte denne her lejlighed udelukkende på grund af udsigten til familien Vests hus i det fjerne, men nu fortryder jeg min beslutning. Havde jeg vidst, at jeg blot ville ende med et knust hjerte og et loft med skimmelsvamp, havde jeg nok valgt anderledes. 

Selvom synet af deres hus bringer en klump frem i min hals, er jeg ikke i stand til at se væk. Mit blik er klistret fast til de velkendte gule mursten og det røde gardin foran Olivias vindue. Det har ikke været trukket fra siden ulykken, og jeg kan ikke lade være med at være bekymret. Tanken får mig til at tage min mobil frem fra lommen og tjekker displayet. Hun har stadig ikke besvaret  mine opkald.

Da jeg kravler ned fra den snavsede vindueskarm, mister jeg balancen et øjeblik og må støtte mig til væggen. Mine ben sover, og rummet synes at sejle rundt omkring mig. Jeg blinker et par gange og forsøger at få mine øjne til at fokusere, som et barn der har set for længe på en flimrende skærm.

Der er en skarp smag af metal i min mund, da jeg slæber mig selv ud i køkkenet og åbner køleskabslågen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fået noget af spise. Den sidste uge er gledet forbi i en tåge, og jeg kan ikke længere adskille dagene fra hinanden. Mit blik afsøger køleskabets tomme glashylder kun for at opdage, at det eneste der er tilbage er et par tørre skiver rugbrød og en yoghurt, der for længst har overskredet udløbsdatoen.

Egentlig kan jeg godt lide sulten. Den brændende fornemmelse, der har bosat sig i min mave og skriger op gennem min strube. Nogle dage er den det eneste, jeg er i stand til at føle. Det er de gode dage. Det er de dage, hvor jeg i sjældne øjeblikke glemmer, at mit hjerte er blevet revet ud af min brystkasse. Hvor jeg ikke hører Olivias stemme som et evigt kald fra min underbevidsthed.

Men i dag er ikke en af de dage.

Måske er det derfor, at jeg efter en pludselig indskydelse, griber min pung fra køkkendisken og låser lejligheden bag mig med rystende hænder. Luften er tæt af cigaretrøg, da jeg træder ud i opgangen og passerer mine genboer, der sidder henslægt på trappen og deler en smøg. De ser forbløffet op på mig, da jeg haster forbi dem ned af trappen med en hånd på det klistrede galænder.

"Jeg sagde jo, at det ikke var nødvendigt at ringe efter politiet. "

Udbryder Mick og peger på mig med cigaretten mellem fingerspidserne. Jeg stopper modvilligt op og vender mig mod ham. Vi har boet overfor hinanden i flere uger nu, og det eneste jeg ved om ham er, at han er i starten af trediverne og lever af at sælge tvivlsomme piller fra hans lejlighed. Hans kæreste, Louisa, ruller irriteret med øjnene og kører en afbleget hårtot bag øret.

"Jeg prøvede sgu da bare at være en god genbo."

Snerrer hun og snupper cigaretten ud af hans hænder for at skodde den under hendes stilethæl. Mick griner kort af hende og afslører et par misfarvede fortænder, inden han igen vender sin opmærksomhed mod mig.

"Geniet her troede, at du lå død derinde. Hun var fandeme lige ved at ringe efter strisserne for at få dem til at komme og sparke din dør ned. "