Se Mig | Afsluttet

Kapitel 63

"Drengen der hadede verden"
Olivias synsvinkel
•••

Det er to dage siden, jeg kom hjem og fandt min far og Link siddende i køkkenet med store smil på læben. De var i færd med at kigge avisen igennem for boligannoncer, da jeg kom ind ad døren, og satte mig hurtigt ind i situationen. Selv efter at de havde gentaget sig selv flere gange, havde jeg svært ved at tro på, at Frank Carter havde efterladt 20.000 dollars til sin søn i en hemmelig bankboks. Det virkede alt sammen for godt til at være sandt. Det gør det stadigvæk.

"Jeg fatter absolut intet af det her."

Vicki smider frustreret sin lommeregner fra sig og presser to fingre mod tindingen. Vi sidder midt i dagens sidste modul, matematik, eller 'dræberen' som vi kalder den, når vores lærer, Fru Pallesen, er uden for hørevidde.

"Du skal dividere med koefficienten på tredjegradsledet, så du kan sætte ligningen ind i formlen fra bogen. "

Svarer jeg fraværende uden rigtig at være opmærksom på, om min forklaring passer på den opgave, hun er igang med. Mine tanker kredser om alt andet end tredjegradsligninger i øjeblikket, og min koncentration er for længst sluppet op.

Jeg retter et utålmodigt blik mod det analoge ur over klasselokalets tavle. Det er nu seks timer og syvogtyve minutter siden, jeg sidst så Link - Et tidsrum som umiddelbart virker overskueligt men alligevel formår at føles om en evighed.

Jeg har altid haft svært ved at forstå udtrykket 'håbløst forelsket', men lige nu giver det mere mening end noget som helst andet. Hvert sekund jeg er adskilt fra ham får den fysiske utilpashed til at vokse, indtil jeg ikke kan tænke på andet end hans læber, der kysser min hud og hvisker mit navn.
Olivia, Olivia, Olivia.
Jeg har brug for at høre mit navn sagt med hans stemme for at føle mig virkelig. For hvem er jeg overhovedet uden Link Carter?

"Hører du overhovedet efter? "
Vickis stemme river mig atter ud af mine tanker og tilbage til klasselokalets gabende kedsomhed. Hun har klappet sine bøger sammen og har nu rettet alt sin opmærksomhed mod mig.

"Hvad?" Mumler jeg fjernt uden at have lagt mærke til, at folk er begyndt at pakke sammen omkring mig. Jeg sidder distræt og tegner cirkler på indersiden af mit håndled, mens jeg forestiller mig, at min hånd er en andens.

"Hele opgavesættet er lektier til næste gang, så du kommer til at få travlt i weekenden. "

Siger hun og hentyder til, at jeg ikke har fået regnet en eneste opgave hele timen. Jeg trækker ligegyldigt på skuldrene og begynder at lægge mine bøger væk samtidig med, at skoleklokken omsider ringer dagen ud.

"Okay, nu er jeg officielt bekymret. "

Udbryder hun frustreret og placerer sig foran mit bord med hænderne i siden. Hendes røde hår er sat op i en høj hestehale, der svajer fra side til side, når hun bevæger hovedet. Lige nu danser den hektisk om hendes ansigt.

"Hvad er der med dig i dag? Du er jo fuldkommen væk. " Hun ser ned på mig med sit sædvandlige stædige blik og hæver et tyndt øjenbryn.

"Du har ikke taget noter til en eneste time hele dagen, og nu er du ligeglad med at komme bagud med dine lektier. "

Tilføjer hun, som om at jeg er hendes patient, og hun er ved at vurdere mine symptomer.