Se Mig | Afsluttet

Kapitel 58

Kapitel 58:
"Af jord er du kommet"
Olivias synsvinkel
•••

Jeg undres tit over, hvor mange ting man ser i løbet af en livstid. Hvor mange indtryk og forbigående billeder ens øjne fanger i løbet af en enkel dag, og hvordan man glemmer hovedparten af dem. Der er selvfølgelig også de syn, som brænder sig ind i ens bevidsthed og aldrig forlader hukommelsen. På det seneste er mit liv begyndt at indeholde flere af disse, og noget siger mig, at det alt sammen skyldes ham.

Link sidder på kanten af min seng med vand dryppende fra hans mørke hår og et tyndt håndklæde viklet om livet. Hans blege hud er dækket af flænger og blå mærker, der matcher hans havblå blik og får ham til at ligne et kunstværk. Et kunstværk lavet af blod og smerte vel og mærke, men stadig kunst. Stadig smukt.

"Hvordan har du det? "

Jeg står lænet op af mit skrivebord, iklædt en stor sweater og med min kjole mellem hænderne. Det sorte stof er stift af størknet blod og salte tåre fra drengen foran mig. Han kigger op et øjeblik, med øjne der efterhånden er ved at være fri fra alkoholens slør, og betragter mig. Hans blik falder hurtigt på kjolen, og et anspændt udtryk glider over hans ansigt.

"Det er i dag. "
Siger han kort og vender igen sin opmærksomhed mod mig. Hans ord lyder som en konstatering, men der er alligevel et strejf af tvivl i hans stemme. Jeg nikker stille og hænger begravelseskjolen over stoleryggen med en forsigtig bevægelse.

"Ja. "

"Jeg så annoncen i avisen for et par dage siden."

Svarer han med et suk og vrider sine hænder, sådan som han gør, når han er utilpas.

"Jeg havde ingen planer om at give ham en begravelse. Jeg efterlod ham på hospitalet den dag, så han kunne rådne op i lighuset uden nogen til at gøre krav på ham. "

Hans stemme skifter fra vred til skyldig, mens han taler. Næsten som om, at han ikke kan beslutte sig for, hvilke følelser beslutningen vækker i ham.

"Det var din tante. "
Forklarer jeg, velvidende at situationen må være forvirrende for ham. Mine ord får ham til at hæve et flækket øjenbryn og ryste på hovedet.

"Det er umuligt, min far har ikke haft kontakt med sin familie, siden han forlod London. De ville ikke have noget med ham at gøre, efter han gjorde min mor gravid og droppede ud af sin uddannelse. Jeg har hørt ham fortælle historien tusinde gange. "

"Jeg ved ikke, hvad der er sket i fortiden. " Svarer jeg og lader mig falde ned på sengekanten, så vores knæ rører hinanden.

"Men din fars søster var til begravelsen, hun er fløjet hele vejen hertil fra London. "

Links ansigtsudtryk skifter fra forvirret til chokoret, så snart ordene har forladt mine læber. Hans øjenbryn trækker sig sammen og danner en kløft mellem hans øjne, i det han sender mig et mistroisk blik.

"Har du snakket med hende? " Spørger han med et tilbageholdt åndedræt.

"Vi mødtes til ceremonien. " Svarer jeg forsigtigt. "Du ligner hende. "

Min kommentar får ham til at blive stille og hans muskler til at spændes under hans nøgne hud. Da han gemmer sit forslåede ansigt i hænderne, mærker jeg hans anspændthed på min egen krop, som var vi forbundet gennem et usynligt bånd. Jeg føler hans smerte lige så klart, som jeg føler ilten i mine egne lunger. Da han har siddet i den samme stilling i et par minutter uden at ytre et ord, lægger jeg en forsigtig hånd på hans skulder. Hans hud sitrer let under min berøring.