Se Mig | Afsluttet

Kapitel 49

Kapitel 49: "Lær mig at leve"
"This was it. This was the moment that all past moments had lead to. "

Olivias synsvinkel
•••
ADVARSEL: DETTE KAPITEL INDEHOLDER SEKSUELLE SCENER!

Mine kinder er stadig fugtige af lykkelige tårer, da Link rejser sig fra bænken og ser ned på mig med et beslutsomt blik. Rundt om os danser træerne i vindens kølige brise.

"Din tur."
Siger han kort og rækker en arm ud mod mig. Jeg tager imod hans hånd og lader ham hive mig på benene, mens jeg forsøger at gnide varme i mine overarme.

"Hvad mener du?"

"Hvis jeg kan ændrer mig, kan du også. "
Svarer han og trækker mig tættere på, så vi står lige op ad hinanden. Jeg lægger armene omkring hans hals og ser spørgende op på ham. Jeg forstår ikke, hvad han hentyder til men efter hans indrømmelse lige før er jeg ikke i tvivl om, at jeg er villig til at gøre hvad end, han beder mig om.

"Livet handler om at tage chancer. Det er på tide, at du bevæger dig ud af din tryghedszone og begynder at gribe dem. "

Fortæller han med et forsigtigt smil og presser sine læber mod min pande. Hans ord overrasker mig, selvom jeg ved, at han har ret i dem. Jeg har brugt størstedelen af mit liv på at gemme mig. Bag mit værelses fire vægge. Bag bøger og undskyldninger. Men jeg har ikke lyst til at være usynlig længere.

"Jeg ved ikke hvordan. "
Indrømmer jeg sandfærdigt og lader mit hoved falde ned mod min brystkasse et øjeblik. Skuffet over ikke at kunne give ham, hvad han vil have. Et par kølige hænder lægger sig omkring mine kinder og vipper mit ansigt op mod månelyset.

"Nogle gange skal man bare følge sine instinkter. "

Smiler han og lader sine hænder vandre ned over min kæbe. Mit hjerte begynder at banke hurtigere mod min brystkasse, da han griber fat i kraven af min vinterjakke og begynder at trække lynlåsen ned. Han bøjer nakken og presser blidt sine kolde læber mod min blottede hals. Et overrasket gisp undslipper min strube og forsvinder ud i luften, hvor det bliver til en hvid sky i mødet med den frosne luft.

"Hvad har du lyst til lige nu?"

Brummer han ind mod min hals og efterlader en sitrende fornemmelse på min hud. Jeg åbner tøvende munden kun for at lukke den igen og bide let sammen om min underlæbe. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvad jeg har lyst til, men ordene virker til at sidde fast i min hals. Da jeg ikke svarer, fjerner han læberne fra min hals og tager et skridt væk fra mig.

Uden et ord begynder han at knappe sin egen jakke op. Han lader den falde ned på jorden og folder derefter armene omkring sin krop for at trække sin hættetrøje over hovedet. Da han står foran mig i den hårde vinterkulde kun iklædt jeans og en tynd t-shirt, begynder jeg at blive bekymret.

"Link hvad har du gang i ?"
Fremstammer jeg forbløffet og bøjer mig ned for at samle hans tøj op fra jorden. Jeg folder det sammen på bænken og vender mig mod ham, kun for at se ham smide sin t-shirt ned mod skovbunden med et trodsigt smil.

"Jeg lærer dig at leve. "

Enhver protest mod hans underlige opførsel fordufter ved synet af hans blottede overkrop foran mig. Månelyset danser over hans hud i sølvfarvede glimt og får hans tatoveringer til at fremstå levende. Som mørke slanger, der snoer sig ivrigt omkring hans markerede muskler.