Se Mig | Afsluttet

Kapitel 48

Kapitel 48: "Mønsterbryderen"

Olivias synsvinkel:

"Jeg troede, at jeg havde gjort det klar, at du ikke skulle arrangere noget på min fødselsdag. Har du overhovedet hørt noget af det, jeg har sagt til dig?"

Jeg sukker tungt og sender et bebrejdende blik i retning af den smilende dreng på sædet ved siden af mig. Egentlig er jeg ikke nær så irriteret, som jeg forsøger at fremstå. Visheden om at Link rent faktisk har lagt tid og kræfter i at arrangere noget til ære for mig, får mig til at føle mig speciel. Desuden er det umuligt at være i dårligt humør siddende bag rattet af min nye bil, mens jeg for første gang kører ned af vejen uden mine forældres tilsyn. Jeg føler mig allerede langt mere voksen, end jeg gjorde for blot et døgn siden.

"Jeg kan jo ikke lytte til alt, du siger. Desuden bliver du nødt til at acceptere, at du har venner nu, som gerne vil fejre dig. Jeg er ked af at sige det, men det er officielt slut med at tilbringe dine fødselsdage alene med dine forældre. "

Svarer Link, mens han distræt fumler med radioen og forsøger at få den til at spille noget forståeligt. Det eneste der kommer ud af de skrattende højtalere er en doven summen.

"Hey... "

Mumler jeg i en halvhjertet protest. Han var ikke helt forkert på den med sin antagelse. Langt de fleste af mine fødselsdage var blevet tilbragt udelukkende i mine forældres selskab, hvis jeg da ikke havde siddet alene på mit værelse. I en fjern afkrog af min hukommelse ligger minder om larmede børnefødselsdage med farvestrålende balloner og grindende børnestemmer. Det var før jeg besluttede mig for, at det var bedre at være alene. Noget der først for nyligt er begyndt st ændre sig.

"Hvornår er vi der? Vi har kørt i en evighed. "

Lyder det klynkende omme fra bagsædet. Jeg
kaster et hurtigt blik over skulderen og betragter Thomas, der sidder med et utilfreds ansigtsudtryk og hovedet hvilende mod Noahs skulder. Et øjeblik havde jeg glemt, at de var med i bilen. Vi var tvunget til at tage turen i to separate biler, eftersom vores gruppe lige akkurat har for mange medlemmer til at kunne klemmes sammen i én.

"Vi har kun kørt i en halv time. "
Sukker jeg og ryster let på hovedet af min vens evige brok.

"Desuden ved du sikkert mere om vores planer, end, jeg gør. Jeg følger bare efter Scott. "

Tilføjer jeg og nikker i retning af den luksuriøse, sorte sportsvogn, der kører et stykke foran os. De havde alle sammen nægtet af fortælle noget om vores planer, så nu var jeg tvunget til at følge blindt efter Scott mod en ukendt destination.

"Vi burde være der inden så længe. "

Erklærer Link og formår endelig at få radion til at spille. Tonerne fra en gammel rock ballade strømmer ud gennem højtalerne i en up-tempo melodi og fylder bilen. Ud af øjenkrogen kan jeg se ham vippe muntert med hovedet som et tydeligt tegn på, at han kender sangen.

Da vi når til omkvædet, begynder han at tromme på instrumentbrættet i takt til musikken. Mit blik hviler et øjeblik på hans hænder. Hans sår er efterhånden helet helt, og det eneste der røber hans fortid er et par lyserøde ar hen over hans knoer. Jeg smiler for mig selv, og flytter blikket til hans ansigt samtidig med, at han åbner munden og begynder at synge med på melodien, som om at det er det mest naturlige i verden.