Se Mig | Afsluttet

Kapitel 32

Kapitel 32: "Sirener"

"He was like a mystery slowly unraveling in front of me and I never wanted to look away "

Olivia's synsvinkel:

•••

Det er den første officielle dag i juleferien, og med kun nogle dage til juleaften virker alting endelige til at være faldet på plads. Vi har ikke fået noget nyt at vide om efterforskningen, og selv min far virker til at have lagt hændelsen bag sig og omdirigeret sit fokus til andre ting. Mest af alt det gigantiske juletræ, som han netop har slæbt ind i stuen.

"Er det ikke det flotteste træ, du nogensinde har set?"

Spørger han stolt, mens han betragter det store grantræ, der nu står i midten af vores stue. Jeg ser på hans ansigt der er rødt af anstrengelse og tilbage på det halv-skæve træ, som han er så stolt af. Det har stort set kun grene på den ene side, og det er så højt at toppen støder imod vores loft, men jeg nænner ikke at ødelægge hans glæde.

"Det er flot, far. " Svarer jeg med et smil og giver ham et klap på skulderen, da jeg går forbi ham. Min mor sender et skeptisk blik fra sofaen, hvor hun ligger med en bog, men vælger ligesom mig at lade ham beholde sin stolthed.

"Det er flot, skat. " Siger hun og får smilet på hans ansigt til at blive umådeligt endnu bredere. Min far har altid været stor tilhænger af jul, og alt hvad det indebærer. Af samme grund er hele vores stue pyntet op med uendelige lyskædder og julehjerter, som jeg engang flettede som lille.

"Er der nogen der har lyst til at se en julefilm med mig? "
Spørger min mor fra sofaen, og begynder at zappe igennem kanalerne. Min far hænger sit overtøj op i entreen og vender tilbage med et barnligt udtryk i i hans brune øjne.

"Behøver du virkelig spørge? "
Smiler han og giver hende et hurtigt kys på kinden, før han smider sig ved siden af hende og sætter fødderne op på sofabordet. Eftersom det er ferie, og jeg ikke har andet at lave, virker en simpel julefilm ikke som nogen dårlig idé. Jeg laver en skål popcorn, mens de udvælger filmen, og slår mig så ned i sofaen. Vi ender med at se Alene Hjemme, og min far griner foruroligende højt, hver gang der er noget, der er bare den mindste smule sjovt.
Overraskende nok nyder jeg at sidde her sammen med dem. Det er første gang i lang tid, at jeg for alvor føler mig afslappet, og jeg kan føle spændingerne langsomt forlade mine skuldre.

Link er i sikkerhed for nu, og hvis politiet stadig ikke har nogen ledetråde er sandsynligheden for, at de finder nogen ikke stor. Min far siger altid, at de første 24-timer af en efterforskning er afgørende. Hvis man ikke finder noget inden for den tidsramme er der en stor chance for, at sagen går kold. Det er det håb, jeg klinger mig til.

Vi er kun halvvejs gennem filmen, da det ringer på døren, og min mor rejser sig for at åbne. Jeg stirrer distræt på fjernsynets pausede skærm, mens jeg forsøger at høre stemmerne ude fra gangen. Min far kigger sig utålmodigt over skulderen, som om han overvejer, hvem der mon vover at afbryde vores julehygge. Da min mor kommer tilbage ind i stuen, prøver hun at skjule et smil ved at føre en hånd op til munden.

"Det er til dig, Olivia. "

Jeg rejser mig fra sofaen med et suk og trasker gennem stuen. Pludselig er jeg pinlig bevidst om, at jeg er iført et par gamle natbukser og en rød julesweater med et rensdyr motiv, som min far insisterede på, at jeg iførte mig, da vi pyntede op. Jeg beder stille til, at hvem end der står i døren ikke dømmer mig for min barnlige påklædning.