Se Mig | Afsluttet

Kapitel 15

Kapitel 15:
"En Ond Drøm"
Olivias synsvinkel
•••

Jeg tager mine bukser af, der nu har et gabende hul midt på knæet. De er beskidte af jord og indtørret blod. Da jeg krænger dem ned over mine ben afsløres en frisk hudafskrabning op af mit skinneben og en flænge, der hvor mit knæ ramte trappens cementkant.
Jeg ømmer mig og forsøger at inspicere skaden så forsigtigt som muligt. Såret bløder stadig en smule, men det ser heldigvis ikke specielt dybt ud.
Mine håndflader er dækkede af små sår fra småstenene i Link's indkørsel, og det gør ondt i mine hænder, mens jeg folder bukserne sammen og putter dem i en plastikpose, som jeg skubber ind under min seng.
Jeg har ikke lyst til at forklare mine forældre, hvad der er sket. Jeg har ikke lyst snakke om det, jeg var vidne til.

Det varme vand svier i mine sår, da jeg træder ind under bruseren, men jeg tvinger mig selv til at blive stående. Omkring mine fødder farves vandet lyserødt af blodet fra mit knæ.

"Olivia? "

Min mors stemme lyder bekymret gennem den lukkede dør. Da jeg ikke svarer hende, trykker hun dørhåndtaget ned og forsøger at skubbe døren op. Den giver sig ikke, og hendes stemme stiger en anelse ved erkendelsen af, at jeg har låst mig inde på badeværelset.

"Er du okay? " Forsøger hun igen, og banker forsigtigt på.

Jeg slukker for vandet og vikler et stort håndklæde omkring min våde krop.

"Jeg har det fint. Jeg ved ikke, hvorfor jeg låste døren. "

Siger jeg og lukker op for hende. Hun kigger tvivlende på mig med den slags bekymring, som kun en mor kan udtrykke. To dybe rynker træder frem mellem hendes lyse øjenbryn.

"Skete der noget ovre hos Link" Spørger hun.

Jeg fastholder hendes blik i spejlet, mens jeg kører en børste igennem mit filtrede hår.

"Nej, han var ikke hjemme. "

Lyver jeg og gør mit bedste for at dække mine skrammer med håndklædet. Jeg kan mærke en dråbe løbe ned af mit skinneben, og ved ikke om det er blod eller vand.

"Okay skat. Sig til, hvis du har brug for noget. "

Siger hun efter at have observeret mig et øjeblik. Hun lukker døren bag sig, og jeg kigger ned for at se en mørk bloddråbe ramme min storetå.

...

Jeg bliver på mit værelse resten af dagen og forlader kun min seng for at gå på toilettet og hente snacks i køkkenet. På et tidspunkt stikker min mor hovedet ind gennem døren og siger, at vi skal spise. En duft af hjemmelavet mad strømmer ind på mit værelse, og får min mave til at rumle. Jeg lyver og siger, at jeg ikke er sulten.

På min mobil venter tolv ulæste beskeder fra Vicki, som er ivrig efter at høre om min lektiedate med Noah.

10:47: Hvordan gik det?

11:02: Fik i lavet nogle "lektier"?

12: 16: Snavede du ham?

13: 25: Guuurrl please! Detaljer!

15: 43: Jeg bliver nødt til at leve mit liv gennem dig!

17:32: Olivia! Svar mig!

18: 21: Bitch come on!

Beskederne fortsætter i hvad der synes som en uendelig strøm. Jeg trykker ind på vores samtale for at svare hende men lægger så mobilen fra mig igen. Efter hvad der skete i dag virker min tid med Noah så langt væk og ligegyldig.
...
Da mørket falder på, og mine forældre er gået i seng, ligger jeg stadig i min seng og stirrer op i loftet. Jeg har taget mine prikkede natbukser på og en gammel t-shirt på med Bambi, som var min yndlingsfilm, da jeg var 10 år gammel. Okay, jeg indrømmer det... Det er stadig min yndlingsfilm.
T-shirten er et par størrelser for lille og sidder stramt over mit bryst og afslører en stribe af min mave.

Omkring mig, spredt ud over sengen, lægger poser med chips og en halv plade chokolade. Selvom mine slanke figur ikke umiddelbart viser nogen tegn på det, har jeg altid har en tendens til at trøstespise. Lige nu er en af de situationer der kræver store mængder af chokolade.
Inde i mit hoved bliver jeg ved med at genspille skænderiet hos mine naboer.
Jeg ser Link for mig og hans ansigtsudtryk efter, at hans far slog ham. Hans motorcykel mangler stadig fra deres indkørsel, og jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvor han er. Af en eller anden grund kan jeg ikke slippe min bekymring for den dreng der for mindre en 12 timer siden skubbede mig ned af en trappe. Følelser er en underlig ting.
...
Da det bliver midnat, og jeg slukker lyset, er det stadig nabodrengens ulykkelige, blå øjne der fylder mine tanker. De lyser op gennem mørket og får mig til at glide ind i en urolig søvn.

I min drøm befinder jeg mig i en mørk gyde. Månens kolde lys trænger ned mellem de høje bygninger og afslører to mænd. Mændene råber af hinanden, med stemmer der er forvrængede og uigenkendelige gennem drømmens slør.
Jeg står kun et par meter fra dem, men de virker ikke til at ænse mig.
Pludselig hæver den ene af mændene en knyttet næve og slår den anden i ansigtet, så han falder til jorden. Da han begynder at sparke den forsvarsløse mand i maven, rammer månelyset hans ansigt og afslører hans identitet.
Det er Link.
Jeg kan ikke genkende manden på jorden, men selv i min drøm husker jeg Vickys ord, da hun fortalte mig om Link's fortid.

Han bankede en eller andet halvt ihjel. Ingen ved hvorfor, men han endte på hospitalet.

Jeg træder et skridt bagud i frygt for den vrede nabodreng, men i samme øjeblik skifter scenen foran mig. Pludselig er det Link der ligger på jorden og forsøger at skærme sit ansigt fra de voldsomme spark, der rammer hans krop. Jeg fjerner blikket fra Link's skræmte øjne og kigger op på overfaldsmanden. Et gisp undslipper mine læber, da jeg ser direkte ind i Frank Carters ansigt. Han griner, mens han lader slag efter slag ramme sin søn, der vrider sig desperat på den regnvåde asfalt.
I min drøm står jeg ubevægelig, mens lydløse tårer strømmer ned over mine kinder.

Et pludseligt bank på min rude river mig ud af min drøm og tilbage til mit værelse, hvor jeg ikke længere er alene...

Fortsættes.

•••
Forfatter note

Hej skønne læsere! 🌸
Dette kapitel er ikke så begivenhedsrigt, men jeg lover at det næste bliver mere spændende.
Hint: Der kommer en intens scene mellem Olivia og Link ;)
(Næste kapitel er allerede skrevet, så den kommer meget snart! Yay!)

Mit læsertal er faldet på det sidste, og det vil jeg selvfølgelig gerne rette op på! Derfor vil jeg sætte stor pris på noget respons omkring min historie.
Hvad kan i godt lide, og hvad synes i at jeg kan gøre bedre?
Jeg håber, at i vil tage jer tid til at skrive en kommentar.
Det ville betyde enormt meget for mig😊

Kram!
Ps. Husk og stem, hvis du kunne lide kapitlet❤️