Se Mig | Afsluttet

NYT BONUSKAPITEL

Hej skønne mennesker! Gæt hvem der er tilbage!
Jeg har længe haft dette kapitel liggende på min computer, så i anledning af at jeg meget snart kan dele nogle store nyheder med jer omkring "Se Mig", har jeg valgt også at dele dette med jer.

Kapitlet foregår helt i begyndelsen af historien. Det er Link og Olivias første møde, fortalt fra Links synsvinkel. Jeg håber, I kan lide det!❤️

. . .

"Hende"
Links synsvinkel

Det begynder at blive koldt. Dagene er kortere. Kulden kryber gennem sprækkerne i vinduesrammerne og ind gennem gulvbrædderne. Jeg vågner med gåsehud på armene og kriller i struben. Sommeren er kun lige forbi, og det bliver kun værre fra nu af, og indtil dagene igen bliver længere.

Jeg er vågnet en halv time før min alarm igen. Ikke fordi jeg er udhvilet, men snarer fordi min krop aldrig nogensinde kan finde ro. Rastløstheden sidder altid i mig som en kløe, jeg ikke kan nå. Som et sted lige midt mellem skulderbladene men indvendigt og over det hele. Det er til at blive fucking sindssyg af. Jeg klemmer øjnene så hårdt sammen, at lysende pletter danser på indersiden af mine øjenlåg. Prøver at falde i søvn igen. Prøver at trække vejret. Prøver at være i mig selv. Men rastløsheden bliver kun værre og værre, indtil jeg ikke længere kan ligge stille og må springe ud af sengen, som om der er ild i madrassen. Fuck det. Jeg er ligeglad. Ligeglad med søvn. Ligeglad med denne her by. Ligeglad med dette specifikke liv. Jeg gentager det inde i mit hoved som et mantra, indtil jeg lige så langsomt begynder at tro på det. De fleste mennesker bruger morgenstunden på at vågne op, men jeg bruger den på at falde ned. På at undertrykke alle mine følelser, indtil det føles som at gå i søvne. Jeg anstrenger mig for at gøre mine bevægelser langsomme i håb om at snyde min krop til ikke at være i alarmberedskab, men det lykkes aldrig helt. Jeg føler mig mest bare åndssvag. For ligegyldigt hvor langsomt jeg bevæger armene, så sidder mine rystende hænder stadig for enden ad dem.

Jeg står i underbukser foran vasken ude på badeværelset. Spejlet er småt og afskærer mit hoved fra kroppen, som om det ikke sidder fast på mine skuldre, men bare svæver inde bag den kalkplettede overflade. Vandet sprutter i rørene, da jeg åbner for hanen. Jeg former en tragt med hænderne og plasker vand i ansigtet. Børster tænder indtil jeg spytter blod og tandpastaskum i vasken. Sætter mig på vasketøjskisten og tager tøj på. Rutinen føles automatiseret og mekanisk. Ærmerne på min hættetrøje når helt ned over hænderne på mig. Hættetrøjen er alt for stor. Så stor at jeg føler mig lille og tynd, når jeg har den på. Som om jeg kunne forsvinde hvert øjeblik det skulle være. Måske nu. Måske om fem sekunder. Måske om fem minutter. Men det sker ikke. Jeg bliver bare ved med at eksistere og eksistere og eksistere.

Min far sover tungt på sofaen i stuen. Det gør han som regel, når jeg står op. Sengen inde i hans soveværelse er ikke blevet brugt til andet end opbevaring i årevis. Selv hvis han fik lyst til at sove derinde, ville han ikke kunne komme til for bunkerne af tøj og gammelt ragelse. Ikke at stuen er så skide ryddelig. Det flyder med takeawayrester og tomme øldåser på alle vandrette overflader. Men det er ikke rodet, der er det værste. Det er stanken. Blandingen af alkohol, muggen mad og cigaretrøg. Den får mig til at holde vejret og gå direkte mod hoveddøren. Luften er renere udenfor, selvom der altid lugter lidt af gylle fra markerne omkring byen. Jeg tager en dyb indånding, inden jeg går om i baghaven og trækker motorcyklen ud fra haveskuret. Metaldelene rasler på vejen over den ujævne græsplæne, og forhjulet er flere gange ved at sidde fast i muldet. Ukrudtet når mig efterhånden helt op til knæene. På den modsatte side af plankeværket er græsplænen slået og hækken klippet. Der holder to biler i indkørslen. Jeg har stadig ikke set den nye familie, der er flyttet ind i nabohuset, udover det korte glimt jeg fik, da de slæbte flyttekasserne ind fra flyttebilen i fredags. Det kan også være skide lige meget, hvem de er. Vi har ikke noget med nogen af vores naboer at gøre. Jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvem de sidste ejere var. De var der ligesom bare et øjeblik, og det næste var gyngestativet i forhaven erstattet med et til-salg-skilt. Hvem end de var, gjorde de klogt af at komme ud af byen. Nogle gange er jeg bange for, at det er for sent for mig. At jeg aldrig nogensinde kommer væk herfra.