Se Mig | Afsluttet

Kapitel 44

Kapitel 44: "En chance til"

"It takes a strong person to apologize and an even stronger person to forgive. "

Olivias synsvinkel:
•••

Efter det uventede møde på toilettet vælger jeg at tage direkte hjem. Tanken om at skulle stå ansigt til ansigt med Link efter Isabels udbrud virker uoverskuelig. Jeg har brug for tid til at tænke, og jeg har brug for at gøre det alene. For første gang i lang tid er jeg tvunget til at tage bussen hjem fra skole, og af en eller anden grund, gør det mig trist. Som om at jeg mister noget dyrebart. De slidte sæder lugter tungt af støv, og ruderne er matte af fedtede fingeraftryk. I et forsøg på at undslippe metalboksens klaustrofobiske virkelighed, læner jeg hovedet mod vinduet og lytter til de skrattende toner, der strømmer fra radioen.

Chaufføren har selvfølgelig valgt en eller anden irriterende country sang, som jeg ikke genkender. Jeg kan dog ikke lade være med at lytte til teksten, der langsomt sniger sig ind i mine øre.

Your lying blue eyes used to charm me
And hypnotize me through and through
Like a fool Lord i've been dreaming
Your lying blue eyes just told on you...

Links ansigt dukker op for mit indre blik, mens sangen fortsætter med at spille i en munter tone.

All those stories i've been hearing
I wouldn't believe that they were true
But just this morning over coffee
Your blue eyes told on you...

Et frustreret støn undslipper mine læber, da omkvædet ender. Jeg har aldrig været overtroisk, men i det øjeblik virker det som om, at universet prøver at tale til mig gennem en gammel radio. Hvis jeg var religiøs, ville jeg nok tro, at de højere magter forsøgte at advare mig.

... Men det er jeg ikke, og jeg har ikke tænkt mig at sidde her og lytte til det. Da sangen skifter over i en langtrukken guitarsolo, rejser jeg mig fra sædet og stiger af to stop for tidligt.
Så snart jeg træder ud på gaden, mærker jeg den kolde luft brænde mod mit ansigt og finde vej ned i mine lunger. Der er frostgrader, og jeg har stadig et stykke vej hjem, men det gør mig ikke noget. Jeg har brug for tiden til at tænke.

Link Carter har kun været i mit liv i nogle måneder, og alligevel fylder han mere, end jeg troede var muligt. Han er i mine tanker, når jeg falder i søvn. Han er det første jeg tænker på, når jeg slår øjnene op. Han er som en besættelse der på en af samme tid gør mig svag og stærk. Det sidste jeg har lyst til er, at undvære ham. Men hvad hvis jeg mister mig selv, mens jeg prøver at holde fast i noget, jeg ikke engang ved hvad er?

Da jeg omsider når hjem, fylder tankerne stadig mit hoved, som en indre storm. Jeg er så optaget af mine overvejelser, at jeg slet ikke opdager skikkelsen foran vores hoveddør, før jeg stopper op foran ham.

"Kan jeg hjælpe dig med noget?"

Spørger jeg manden, der sidder med ansigtet gemt i hænderne. Han løfter langsomt hovedet og kigger på mig med et par velkendte blå øjne. Hans ansigt er rødt af kulden og det store fuldskæg, der plejede at dække hans kæbe er barberet væk. Jeg spærrer øjnene op i overraskede over at se Links far sidde på vores trappetrin.

"Hvad laver du her?"

"Der var ikke nogen hjemme."
Fremstammer han kryptisk uden rigtig at svare på mit spørgsmål. Jeg rynker panden og sender ham et skeptisk blik. Klokken er kun lidt over et.